Forbrændt 39 procent: Pludselig stod jeg midt i en eksplosion

Som tidligere Miss Danmark-vinder var Tine Bay en af landets smukkeste, og som danmarksmester i sprint blandt de hurtigste på atletikbanen. Men da hun en julidag i 2018 åbnede døren til sit sommerhus, stod hun pludselig midt i en gaseksplosion, der efterlod dybe ar på både krop og sjæl.

Tine husker ikke, at hun skreg. Et dyrisk brøl af smerte, som fik naboerne til at ile til sommerhuset, hvor den voldsomme gaseksplosion netop havde fundet sted.

– De har efterfølgende sagt til mig, at de aldrig vil glemme lyden af min stemme, siger 49-årige Tine Bay, som nogen måske husker som Miss Danmark 1995, andre som tidligere danmarksmester i 100 m, 200 m og 400 m sprint.

 

Tine hilser på Nelson Mandela under Miss World i 1995. Mødet med den sydafrikanske folkehelt skulle få stor betydning for hende senere.

Tine hilser på Nelson Mandela under Miss World i 1995. Mødet med den sydafrikanske folkehelt skulle få stor betydning for hende senere.

 

Bortset fra skriget, husker hun hændelsesforløbet ned til mindste detalje.

– Eksplosionen varede kun få sekunder, men når jeg genspiller øjeblikket i mine tanker om dagen og mareridt om natten, foregår det i slowmotion og strækker sig over halve og hele timer. Jeg kan huske hver en lille bevægelse.

Det var den 24. juli 2018, at et greb i et dørhåndtag ændrede alt. Tine var taget alene ud til familiens sommerhus på Djursland for at nyde nogle rolige dage i den lille primitive hytte midt i skoven.

– Vi havde lige fået installeret en ny gasvandvarmer på toilettet, som har direkte udgang til terrassen. VVS’eren, der satte den op, havde en rigtig dårlig dag på arbejdet. Men det fandt vi først ud af for sent, siger Tine, som ved ankomsten til sommerhuset tændte for gassen og åbnede alle døre for at lufte ud på den varme sommerdag.

Hun kunne derfor ikke lugte gassen, som i løbet af dagen langsomt sivede ud af den fejlmonterede gasvandvarmer.

 

Tines sommerhus på Djursland. Døren til toilettet, hvor eksplosionen fandt sted, ses yderst til højre.

Tines sommerhus på Djursland. Døren til toilettet, hvor eksplosionen fandt sted, ses yderst til højre.

 

Tines mand, Thomas, og deres 13-årige søn, Jacob, var blevet hjemme i huset i Risskov, så da Tine skulle lufte sin hund om aftenen, fik hun selskab af sin mor. Forældrene havde deres eget sommerhus, blot få hundrede meter væk.

– Jeg vidste, at der ville være mørkt, når jeg kom hjem, og da hytten ikke har strøm, satte jeg et tændt fyrfadslys ud på toilettet. Og så lukkede jeg døren og tog af sted.

Helvede brød løs

Tine og hendes mor gik en lang tur i området. Da de efter nogle timer vendte tilbage, tog de afsked ved vejen, og Tine gik tilbage til hytten. Hun satte sig på terrassen og skrev en sms til sin mand. Derfor ved hun, præcist hvornår helvede brød løs. Klokken 22.26. ”Jeg elsker dig,” skrev hun og fik straks samme svar tilbage. Få sekunder efter rejste hun sig for at gå på toilettet.

I sin bog ”Op igen” beskriver Tine de dramatiske sekunder, der fulgte:

Jeg åbnede døren. Og så blev det hele vanvittigt og uvirkeligt. En stikflamme fra venstre ramte mine hænder, og jeg fik i chok, refleks og overraskelse på en eller anden måde drejet min fremadrettede bevægelse væk fra toiletrummet. Refleksbevægelsen reddede formentlig både mit ansigt og forsiden af min krop.

Stikflammen antændte nu den gas, der var væltet ud af rummet, da jeg åbnede døren, og i stedet stod den nu omkring mine underben og fødder. I næste sekund var der en blå/gul vanvittig varmeeksplosion omkring mig, og jeg havde en oplevelse af, at luften blev slået ud af mig. Min trøje brændte og smeltede, det samme gjorde mit hår.

 

Tine har skrevet bogen ”Op igen” om sin vej videre efter ulykken. – Jeg håber, den kan hjælpe andre, der befinder sig i en livsomvæltende krise. På den måde er der en form for mening med det, der skete, siger hun.

Tine har skrevet bogen ”Op igen” om sin vej videre efter ulykken. – Jeg håber, den kan hjælpe andre, der befinder sig i en livsomvæltende krise. På den måde er der en form for mening med det, der skete, siger hun.

 

Tine flåede trøjen af og fik febrilsk klappet ilden ud af håret. Hun kunne ikke fatte den situation, hun stod i.

– Jeg havde lige siddet i en idyllisk skumring og skrevet en romantisk besked til min mand, og pludselig stod jeg midt inde i en eksplosion. Det kunne lige så godt have været en invasion fra det ydre rum, så uvirkeligt var det. Jeg vidste bare, at jeg skulle væk, husker Tine, der i farten fik fejet sin uskadte hund op på armen. Den skulle også have en chance for at undslippe, hvis nu der skete mere.

Smerterne satte ind

Omkring 15 meter væk fra sommerhuset begyndte virkeligheden at gå op for hende, og smerterne satte for alvor ind. Tine, der arbejder som hjernetræner, vurderer, at hun indtil da må have været i en form for undtagelsestilstand. At hjernen ikke tillod hende at føle den fulde smerte straks, så hun kunne nå at tage flugten.

I bogen fortæller hun, hvordan hun så ned ad sin krop og konstaterede, at huden var begyndt at glide af hendes hænder, ben og fødder. Hun måtte hen til noget rindende vand med det samme, og hun vidste, at forældrene var hjemme:

Smerterne var så afsindigt voldsomme. Der var lige et øjeblik dér, hvor jeg stivnede, og trangen til at give efter og lade kroppen falde sammen under mig var en overvældende tiltalende mulighed. Men så ville alting stoppe der. Jeg ville aldrig komme op igen. Det øjeblik føltes som et valg mellem liv eller død.

Chokerede forældre

Ud af øjenkrogen så hun naboerne komme løbende. De tilbød deres hjælp, men der var intet at gøre. Tine måtte selv slæbe sig de 150-200 meter til forældrenes hus, for smerterne og skaderne var for store til, at nogen kunne røre hende.

Tine ved godt, hvorfra hun fik styrken til at fortsætte på egen hånd. Foruden at være en dygtig sprinter var hun også en erfaren maratonløber. Det kom hende til gode nu i den hårdeste kamp, hun nogensinde havde kæmpet.

– Under ethvert maratonløb kommer der et tidspunkt, hvor kroppen ikke vil mere, og hvor det er hovedet, der skal klare resten. Man løber på ren viljestyrke og tager ét pinefuldt skridt ad gangen. Det gjorde jeg også nu. Hvert eneste skridt, jeg tog, var det værste, jeg nogensinde havde prøvet, og sådan var det næste også.

 

I 2014 vandt Tine DM i både 100 m, 200 m og 400 m sprint. – Se lige de lækre stænger, jeg havde dengang. Den tid er forbi nu, siger hun.

I 2014 vandt Tine DM i både 100 m, 200 m og 400 m sprint. – Se lige de lækre stænger, jeg havde dengang. Den tid er forbi nu, siger hun.

 

På blødende fødder nåede Tine frem til sine forældres hus. Gennem vinduet kunne hun se dem sidde og læse aviser i stuen. Desperat hamrede hun på ruden for at få deres opmærksomhed. ”Jeg brænder!” skreg hun for fulde lungers kraft.

Hendes mor og far kiggede chokerede og forvirrede op fra aviserne, og der gik nogle sekunder, før de indså, at det var deres datter. Og endnu nogen tid, før de forstod, hvad hun sagde.

– Men så gik det hurtigt. Deres kriseberedskab satte i gang, og sammen med naboerne fik de mig ud på badeværelset og under bruseren, så jeg kunne få den hårdt tiltrængte vand hældt ud over mig. Jeg nægtede at give brusehovedet fra mig og ville selv styre, hvor vandet ramte. Men når jeg skyllede ét sted, havde jeg ikke lyst til at fjerne bruseren derfra, så en nabo hjalp med at dirigere: ”Højre hånd, venstre hånd, højre lår, venstre lår osv.”. Imens ringede min mor 112, og min far tog tilbage til hytten for at tjekke, om ild og gas var slukket. Det eneste, der var tændt, var en radio.

Hev efter vejret

Tyve minutter efter, at Tine havde banket på ruden til sine forældre, ankom ambulancen. I sin bog beskriver hun, hvordan hun pludselig fik åndedrætsbesvær på vej til Skejby Sygehus:

Jeg hev hjælpeløst efter vejret. Hyperventilerede. Det føltes som om, jeg skulle drukne. Der kom ingen ilt ind. Jeg ved ikke, hvor længe det varede. Eller hvad der fik det til at gå over. Min krop havde tilsyneladende været på vej i smertechok. Jeg var så bange. Alt var ukendt.

Lægerne sagde, at hun var heldig med, at hun havde haft cowboyshorts på. De havde fungeret som beskyttelse under eksplosionen og forhindret varmen i at sprede sig til den øvre del af kroppen. Var det sket, havde hun ikke overlevet.

I livsfare

Men Tine var stadig i livsfare. Hun var forbrændt på 39 procent af kroppen med 2. og 3.-gradsforbrændinger. En alvorlig tilstand, der lægger et enormt pres på de indre organer. Blod og væske piblede ud af hende. Hun måtte overflyttes til Odense Universitetshospital hurtigst muligt.

Inden da nåede Thomas og Jacob frem. Tines mor havde forgæves forsøgt at få fat i dem på telefonen og måtte i stedet bede en nabo om at vække dem med beskeden om de mareridtsagtige scener, der udspillede sig. Nu stod de selv midt i dem og hjalp lægerne med at hælde vand ud over Tines brændte krop.

– Det var flot af Jacob, at han var med til det, men jeg ville ønske, at han ikke havde oplevet det. Hele stuen lugtede af hans mors brændte hud og hår, siger Tine eftertænksomt.

Kunne ikke gå

Midt om natten blev hun fløjet med helikopter til Odense Universitetshospital. På traumestuen fik hun omhyggeligt renset sine sår og pakket hænder, ben og fødder ind i forbindinger. Og så lå hun der. Med et drop i armen, som skulle tilføre hendes krop seks liter livsvigtig væske i døgnet.

Selv om der var skruet maksimalt op for den smertestillende medicin, havde hun fortsat ulideligt ondt. Kvalme og feber afløste hinanden, og hendes krop væskede så meget, at hun konstant skulle have skiftet sine forbindinger.

– Det var stort set hver dag, og det tog to timer hver gang. Det var ubeskriveligt pinefuldt, for bandagerne fusionerede med sårene, så de hele tiden blev rykket op. Jeg skreg af smerte og kan slet ikke forestille mig, hvordan det må have været for dem, der skiftede forbindingerne.

 

– Jeg skreg af smerte og kan slet ikke forestille mig, hvordan det må have været for dem, der skiftede forbindingerne, siger Tine, der var indlagt i 50 dage efter eksplosionen.

– Jeg skreg af smerte og kan slet ikke forestille mig, hvordan det må have været for dem, der skiftede forbindingerne, siger Tine, der var indlagt i 50 dage efter eksplosionen.

 

Tine var indlagt i 50 dage og måtte have hjælp til alt undervejs. Også den personlige hygiejne. Det var endnu en overvindelse for hende, og hun gjorde alt for at distancere sig følelsesmæssigt. Eksplosionen havde desuden gjort skade på nervebanerne i benene, så hun – den tidligere sprinter og maratonløber – nu ikke længere kunne gå. Måske kunne hun lære det igen med den rette genoptræning, men lægerne ville ikke garantere noget.

For et øjeblik siden havde jeg haft en velfungerende krop, der gjorde, hvad jeg bad den om. Nu var selv samme krop låst til en plejeseng. Det gjorde ondt i en grad, så jeg ikke havde lyst til at være til stede. Men da det ikke var en mulighed – ikke at være der – så måtte jeg lede og finde en mental vej til at bære mig gennem smerten, skriver Tine i sin bog.

Mandelas vise ord

Hun tænkte på Nelson Mandela. Den nu afdøde folkehelt, som hun fik æren af at hilse på, da hun deltog i Miss World i Sydafrika i 1995. Mødet gjorde dybt indtryk på hende, og siden tog hun mange af hans vise ord til sig og forsøgte at leve efter dem. En af hans læresætninger gav særligt mening for hende nu: ”It always seems impossible until it’s done” (Det virker altid umuligt, indtil man har klaret det, red.). Selvfølgelig kunne hun klare det umulige og rejse sig igen! Hun ville i hvert fald gøre forsøget.

 

Nelson Mandelas ord ”It always seems impossible until it’s done” var Tines drivkraft under genoptræningen.

Nelson Mandelas ord ”It always seems impossible until it’s done” var Tines drivkraft under genoptræningen.

 

Under resten af sin indlæggelse kæmpede Tine stædigt for at komme på benene. Kampen forsatte, da hun blev udskrevet.

– Og den foregår sådan set stadig. Men jeg er nået langt, når man tænker på udgangspunktet, siger Tine og fortæller, at hun efter et halvt års intensiv genoptræning skiftede kørestolen ud med krykker. I dag kan hun nøjes med en såkaldt dropfodsskinne på højre fod, når hun skal frem.

– Uden skinnen slæber min fod, hvis jeg går mere end 100 meter, men med skinnen kan jeg gå en ordentlig tur uden problemer. Det har givet mig blod på tanden, så jeg er i gang med at træne til at skulle bestige Kilimanjaro til februar. Bjerget er for mig det endegyldige symbol på, at det, der virker umuligt, kan blive muligt.

Posttraumatisk stress

Dropfoden er ikke det eneste mén, Tine har efter ulykken. Benene smerter stadig, når de vender nedad. Nogle dage mere end andre. Så føles det som at gnide sig med sandpapir. Huden på de forbrændte områder strammer og skal smøres ind flere gange dagligt, fordi fedtlaget er ødelagt.

Tine har desuden udviklet posttraumatisk stress. Bratte lyde og pludselige lysglimt kan udløse panikanfald.

– ”Puffet” fra en termokande er særligt slemt, og fyrværkeri er jeg heller ikke en stor fan af. Så kan jeg være nødt til at trække mig og være for mig selv, indtil jeg finder roen igen. Det koster energi, og jeg er derfor også nødt til at sortere i mine arbejdsopgaver.

Ser det positive

Og så er der arrene. For naturligvis betyder udseendet også noget, indrømmer Tine.

– I starten turde jeg ikke at kigge ned ad mine ben, men efter nogen tid på hospitalet tvang jeg mig selv til det, for fantasien løb af med mig. Nogle steder så det bedre ud, end jeg forestillede mig. Andre steder værre. Det var dog først, da jeg kom hjem, at det begyndte at fylde noget for mig. Smerterne havde overskygget alt indtil da. Men efterhånden, som de aftog, kunne jeg pludselig mærke, at jeg gik og gemte mine ben bag tæpper eller tøj, og jeg var optaget af, om Thomas mon nogensinde kunne kigge på mig igen og synes, at jeg var attraktiv. Heldigvis kunne han sagtens se ud over arrene, og i dag har jeg også selv accepteret, hvordan de ser ud. Det er ikke pæne ben længere, men jeg kan leve med dem, siger hun og tilføjer:

– Jeg vælger at fokusere på det positive. Jeg var superheldig med, at mit ansigt trods alt blev skånet. Og jeg er i det hele taget heldig med en masse ting. Min mand og mine fire børn, som alle har været en kæmpe støtte hele vejen igennem. Mine skønne børnebørn på et og to år, som har fyldt mig med glæde, lige siden de blev født. At jeg lever og kan gå en tur ved vandet og nyde solen.

 

Tines mand, Thomas, var en stor støtte under hospitalsindlæggelsen. – Det er han stadig, understreger Tine.

Tines mand, Thomas, var en stor støtte under hospitalsindlæggelsen. – Det er han stadig, understreger Tine.

 

Som hjernetræner ved Tine, at hvert sekund, man fylder med glæde, er et sekund, hvor der ikke er plads til negativitet. Af samme grund har hun valgt at tilgive håndværkeren, som fejlinstallerede gasvandvarmeren i hendes sommerhus.

– Nelson Mandela tilgav sine fangevogtere i samme sekund, han trådte ud af fængslet, for hvis han skulle leve resten af sit liv i bitterhed, ville han alligevel ikke være fri. Hvis han kan tilgive 27 års uretmæssig fængsling, så kan jeg også tilgive en VVS’er, der ikke fejlede med vilje. Bitterhed rammer først og fremmest en selv, og for mig har det har været en kæmpe lettelse at slippe den.

 

Tine kunne ikke gå efter eksplosionen og måtte i lang tid benytte sig af først kørestol og siden krykker for at komme frem. Nu nøjes hun med en dropfodsskinne, og med den planlægger hun at bestige Kilimanjaro til februar.

Tine kunne ikke gå efter eksplosionen og måtte i lang tid benytte sig af først kørestol og siden krykker for at komme frem. Nu nøjes hun med en dropfodsskinne, og med den planlægger hun at bestige Kilimanjaro til februar.