Aja skulle skjule familiens skam: Jeg løj om min far

Ajas far røg ind og ud af fængsel gennem hele hendes opvækst. Hun fik besked på ikke at fortælle det til nogen, og i stedet fandt hun på løgne om, hvor han var. Da hun mødte ham igen som voksen, var han langt fra den person, hun huskede.

Aja husker en særlig episode fra sin barndom, som hun har tænkt meget over, siden hun blev voksen. Det var en helt almindelig dag, hvor hun var ude at gå tur med sin mormor. Pludselig kom Ajas far gående imod dem, og straks tog mormoren hende i hånden og skyndte sig over på den anden side af gaden.

– Jeg har undret mig så meget over det. Det var jo min far. Jeg tror ikke, at det var den bedste måde at forsøge at beskytte mig, siger Aja Rodas, 59.

Hun bliver stille et øjeblik, inden hun fortsætter:

– Far var en diffus figur, som man ikke skulle tale om. Han var et tabu. Min mor og mine bedsteforældre tænkte nok, at hvis vi ikke talte om ham, så gik det hele nok. Og det var sikkert i god tro. Men selvfølgelig følte jeg sorg og forvirring over, at jeg ikke måtte møde min far. Som barn fantaserede jeg meget om ham.

Aja, som er den yngste i en søskendeflok bestående af tre piger, blev født i Finland og var kun tre måneder, da hendes forældre gik fra hinanden.

– Derefter var far fraværende i hele min opvækst. Han røg ind og ud af fængsel. På en måde vænnede jeg mig til, at han ikke var der, og min morfar blev i stedet som en far for mig.

Aja forklarer, at hendes mor var 20 år, da hun lod sig skille, og de flyttede derfor ind hos bedsteforældrene, indtil moren giftede sig igen. Når de voksne slog over i et andet sprog, vidste Aja, at de talte om hendes far.

Selv lærte hun tidligt, at hun ikke skulle nævne ham over for andre. ”Du taler vel ikke om ham i skolen?” spurgte familien hende og lod hende forstå, at det var bedre at holde farens skæbne skjult.

Holdt det hemmeligt

– Jeg holdt det hemmeligt, og når mine klassekammerater spurgte, hvor min far var, og hvad han arbejdede med, skammede jeg mig og stak dem en løgn. Jeg sagde blandt andet, at han var pilot. Det fandt jeg på, fordi min faster var stewardesse. Men det var hårdt og ensomt at bære på sådan en hemmelighed.

I sjældne tilfælde, når hendes far havde orlov fra fængslet, eller ”når han blev løsladt, og inden han gjorde noget dumt igen”, mødte Aja sin far.

– Det skete, at far tog mig og mine søstre med på café. Jeg husker også nogle julemiddage hos farmor og farfar. Men det var altid utroligt anspændt. Jeg var bange for, at han ikke skulle synes om mig.

I sine teenageår besøgte Aja sin far i fængslet en enkelt gang. Hun var i mellemtiden flyttet med sin mor til Sverige og var på ferie hos sin farmor og farfar i Finland.

– En morgen sagde farmor, at hun skulle besøge ”Loffe”, som far blev kaldt, og hun spurgte, om jeg ville med. Det var chokerende. Jeg havde aldrig før fået det spørgsmål. Jeg var både nysgerrig og lidt bange. Jeg kan ikke huske, hvad vi talte om, andet end at han sagde: ”Når jeg kommer ud, skal vi til Spanien”.

Svigtet mange gange

Scenen er med i teaterstykket ”Det ingen får veta om pappa” (Det ingen må vide om far, red.), som Aja nu turnerer rundt med på skoler.

– Børnene spørger altid, om vi kom af sted. Og nej, det gjorde vi ikke, og jeg vidste allerede, da far udtalte de ord, at der ikke ville blive nogen rejse. Han havde svigtet så mange gange før.

I en periode brevvekslede Aja med sin far, men hans mange svigt fik hende en dag til at smide alle brevene i skraldespanden.

– Det gør mig lidt ked af det nu. De ville have været en skat for mig i dag. Men samtidig kan jeg godt forstå mig selv som teenager. For hvorfor gjorde far, som han gjorde?

I mange år havde Aja slet ingen kontakt med ”Loffe”. Men da hun som 30-årig skulle giftes, ønskede hun, at hendes kommende mand skulle møde ham. Sammen forsøgte de at finde ud af, hvor han boede.

– Jeg havde altid opfattet min far som en flot mand. Han gik op i sit udseende, var altid velklædt og trænede meget i fængslet. Men lejligheden, vi kom ud til, så ud som en narkobule, og midt i rummet sad en alkoholiseret mand. Far. Han kunne ikke rigtigt tale, så dårligt havde han det. Men to af hans sætninger husker jeg tydeligt, ler Aja.

– Far pegede på min forlovede og sagde ”Hvis du gør hende ondt, dræber jeg dig”. Det absurde var, at det føltes som en kærlighedserklæring, og det havde jeg aldrig fået fra ham før. Bagefter sagde han: ”Mine øjne græder, men der kommer ikke nogen tårer”. Jeg bliver berørt hver gang, det øjeblik bliver spillet i teaterstykket. Det var på en måde smukt og poetisk.

Fik gave af far

Da Aja skulle af sted igen, fik hun en gave af sin far. En lille legetøjshund.

– Den står på en hylde derhjemme og er det eneste, jeg arvede fra han. Den har affektionsværdi.

Dagen efter, inden hun rejste tilbage til Sverige, købte Aja en rose og vendte tilbage til sin fars lejlighed.

– Far tog fat i mig og krammede mig. Det var vores sidste møde. Et år senere døde han. Jeg vidste godt, da vi så hinanden, at det nok var sidste gang. Hans tilstand var så forfærdelig. Men det var stadig et chok, da han døde. Jeg lærte aldrig min far at kende.

Arbejdet med teaterstykket er blevet Ajas måde at nærme sig sin far.

– Jeg får mulighed for at omgås min far hver dag. Jeg får en hverdag med ham. Det føles rart og helende. Jeg er ikke vred på ham mere. Jeg føler kun sorg. Livet kan blive kompliceret. Der var ingen onde hensigter bag det, han gjorde. Mit håb med forestillingen er, at børnene, vi møder, skal føle, at selv om man går igennem svære ting, kan det blive bedre, siger Aja og fortæller, at forestillingen tager fat på en række vigtige emner som mobning, alkoholisme, ensomhed og fraværende forældre.

Ikke flov mere

Uanset om man har en forælder i fængsel eller ej, kan man finde noget i teaterstykket, som man kan genkende sig selv i.

– Som barn var jeg flov over min situation. Det er jeg absolut ikke i dag. Det var ikke min fejl, at far var, som han var. Det var heller ikke min fejl, at vi ikke talte om det. Jeg tror på, at det er bedst at tale med andre, og jeg håber, at flere vil turde det, uanset hvad man bærer på.

Inden Aja kastede sig over skuespillet, uddannede hun sig til socionom. Hun var 19 år, da hun begyndte på studiet, og her lærte hun at tale åbent om sin baggrund.

– Jeg indså, at alle har deres egne problemer. Jeg følte mig ikke længere udenfor, og blandt mine medstuderende var ingenting for følsomt at tale om. Intet blev fejet ind under gulvtæppet. Jeg begyndte også i terapi i den periode.

Aja håber, at hendes teaterstykke også kan være en form for terapi, og at børnene kan identificere sig med den lille Aja, de ser på scenen.

– Jeg ville ønske, at jeg havde set sådan en forestilling, da jeg var barn. Mine sønner har set stykket, og de blev berørte. Den er en gave til dem. På den måde kan de se, hvor deres mor kommer fra.

Rørende reaktioner

Efter hver forestilling taler Aja med publikum, og hun får mange rørende reaktioner fra børnene.

– For nogle uger siden var der en pige, som rakte hånden i vejret og sagde: ”Jeg er ligesom dig”. Hun kom hen til mig bagefter og gav mig et kram. Det var så stærkt og modigt, at hun turde at gøre det på scenen.

I forbindelse med teaterstykket viser Aja også nogle billeder af sin far. På et af dem spiller han fiol.

– Hans drøm var at blive violinist. En drøm, som han aldrig helt fik udlevet. Han var med i et teaterorkester, inden det hele blev for meget for ham, og han begyndte at hellige sig kriminaliteten. Jeg kan godt lide at kigge på det billede. Det repræsenterer en anden side af far. Tænk, hvis han vidste, at han havde et teaterstykke, der var dedikeret til ham. Jeg tror, at han havde været stolt.

 

Aja deler sin historie i teaterstykket ”Det ingen får veta om pappa” (Det ingen må vide om far, red.), som hun turnerer med på skoler. Hun håber, at forestillingen kan hjælpe børn med at tale åbent om deres problemer.

Aja deler sin historie i teaterstykket ”Det ingen får veta om pappa” (Det ingen må vide om far, red.), som hun turnerer med på skoler. Hun håber, at forestillingen kan hjælpe børn med at tale åbent om deres problemer.