​Jeg følte det var min skyld

En weekend i 2010 blev Emilie forsøgt voldtaget af sin egen far. Selv om han blev dømt og fængslet, savnede hun at have en far i sit liv. Hun forsøgte flere gange at få et forhold til ham, men til sidst måtte hun opgive.

16-årige Emilie kan mærke, hvordan maven snører sig sammen. Hun føler, at hver muskel i hendes krop er anspændt, og den genkendelige følelse af frygt sniger sig ind på hende. Det er fire år siden, at hendes far forgreb sig på hende, og om lidt skal hun stå ansigt til ansigt med ham til et konfrontationsmøde. Han har afsonet sin straf, men vreden og de mange spørgsmål har igennem årene hobet sig op. I sine svedige håndflader knuger hun det brev, hun har skrevet til ham. Hun har mange spørgsmål, som hun gerne vil have besvaret, men det vigtigste af dem alle. Hvorfor udsatte du mig for incest?

– Jeg savnede min far og alt det gode ved ham. Jeg savnede det liv, vi havde som familie, før det hele blev splittet til atomer. Jeg håbede, at jeg ville få nogle svar, og måske ville vreden lægge sig, fortæller den nu 24-årige Emilie Staach Hedemand fra sin lejlighed i Odense.

Mobbet som barn

Frygten for ikke at være god nok havde været en tro følgesvend, lige så længe Emilie kunne huske. Allerede før puberteten satte ind, begyndte kiloene at snige sig på sidebenene, og flere gange oplevede hun at blive mobbet og få kommentarer om sin krop. ’Sikken en stor fed korøv’ og ’Sådan lyder fede piger’ efterfulgt af bøvselyde fra to drenge. Hver gang hun blev bekræftet i sin egen destruktive tankegang, fik hun et mentalt slag. Hun prøvede at kæmpe sig op, gå i skole, og hun havde også nogle få tætte veninder. Men følelsen af ikke at passe ind fulgte hende gennem barndomsårene.

For Emilie var hendes mor den trygge base, hun altid kunne gå til, når verden viste sig som et brutalt sted. Hun elskede at være hjemme og hygge med hende eller være på sit værelse, vel vidende om, at moren var lige i nærheden. Hendes far sejlede, så han var ofte væk i længere tid ad gangen, men hun syntes, det var dejligt, når han var hjemme og tog sig tid til hende og hendes lillebror. De kunne hoppe i trampolin i haven, tage i zoologisk have, og hun elskede, når han lavede pandekager til dem.

Fars pige

– Jeg vil egentlig beskrive mig selv som fars pige. Når han gjorde sig umage, var han virkelig en god far, fortæller Emilie, der også mindes farens iltre temperament. Han kunne sige tingene meget bestemt, og han havde et intenst og vredt blik, hvis tingene ikke gik efter hans hoved.

– Jeg kan huske, at han sagde, at jeg skulle lære 6- og 7-tabellen, mens han lavede mad. Han havde sådan et blik, jeg følte kunne dræbe, og jeg kan huske, at jeg gik helt i panik, da jeg jo vidste, at jeg aldrig ville kunne nå det, forklarer Emilie.

Efterhånden som hendes krop gik fra at være en barnekrop til ung pigekrop, begyndte hun at se en anden side af sin far.

– Han kunne kilde mig ret voldsomt, hvor han holdt fast. I starten var det sjovt, men fordi han havde så mange kræfter og ikke ville slippe mig, gjorde det ondt, og jeg blev ked af det. Han sagde også nej til, at jeg måtte få en bh, selv om jeg begyndte at få bryster. Når jeg tænker tilbage på det, virkede det helt forkert, forklarer Emilie.

Skammede sig 

Hun genkalder sig den skæbnesvangre weekend i oktober 2010, hvor hendes far forgreb sig på hende. Hun var dengang 12 år. Den lørdag morgen begyndte overgrebene ude i badet, hvor hendes far ville afluse hende. Hun husker hans hænder på sine bryster, og hvordan hun fysisk prøvede at fjerne sig fra ham. Hvordan de endte i soveværelset, kan hun ikke huske, men hun husker, hvordan han lå oven på hende, indtil de blev afbrudt af hendes lillebror, der kom hjem. Dagen efter gentog det samme sig. Bare voldsommere. Emilie kom til sidst fri ved at bide ham, og hun løb ind på sit værelse og lukkede døren.

Chokeret satte hun sig ved computeren og skrev, hvad der var sket til en ven, hun kun kendte fra nettet. Han måtte dog love hende, at han ikke fortalte det til nogen.

– Min far kaldte på mig, mens jeg sad på mit værelse, fordi han ville snakke med mig. Han sagde, at det var vores hemmelighed, og at min bror og jeg ville komme på børnehjem, hvis jeg sagde det til nogen. Jeg kan bare huske, at jeg havde voldsomt ondt i maven, og jeg skammede mig over, hvad der var sket, fortæller Emilie.

Cirka 14 dage senere kom den dag, som Emilie havde frygtet. Mens hun sad i klassen, kom hendes lærer og bad om at snakke med hende. Han fulgte hende op på skoleinspektørens kontor. Her fik hun at vide, at skolen var blevet kontaktet af kommunen om mistanke om ting, der var sket hjemme hos Emilie, som ikke måtte finde sted. Det viste sig senere, at det var hendes ven fra internettet, der havde sagt til sine forældre, hvad Emilie, havde fortalt ham. De havde kontaktet Odense Kommune, og Emilie skulle afhøres.

Far blev anholdt

– Jeg følte en kæmpe skyld over, hvad jeg havde gjort. Det føltes, som om jeg var med i en film. Så uvirkeligt, og jeg følte, at det var min skyld.

Emilies far blev efterfølgende anholdt, og mens efterforskningen stod på, skulle Emilie bo på et opholdssted. Først en uge senere fik hun endelig lov til at komme hjem til sin mor.

– Jeg var aldrig bange for, at hun ikke ville tro på mig. Men jeg følte mig skyldig over at have smadret vores familie, fortæller Emilie, der den efterfølgende tid fik endnu sværere ved at være alene. Selv om hendes far blev fængslet, turde hun ikke gå på toilettet alene, når det var mørkt, og hun ville sove i sin mors seng til trods for, at det var der, overgrebene var sket. Hun havde flashback til det, der var sket, og hun havde det bedst med at være sammen med sin mor.

Emilies far blev den 11. februar 2011 idømt to år og tre måneders fængsel for forsøg på voldtægt og krænkelser. Men for Emilie var det langt fra et punktum. Den velkendte følelse af ikke at være god nok var blevet forstærket. Efter farens anholdelse blev forældrene skilt, huset blev solgt, og Emilie var vidne til, hvordan hendes familie led som en følge af overgrebene.

Ødelagt familie

– Jeg havde perioder, hvor livet føltes uoverskueligt. Jeg kunne ikke se, at der ville komme lys igen, så jeg overvejede flere gange at tage mit eget liv. Selv om det var min far, der havde krænket mig, følte jeg skyld over, at jeg havde ødelagt vores familie, fortæller Emilie.

Hun oplevede at blive mobbet online, efter sagen kom frem.

– Der var nogle, der skrev rigtig grimme ting om mig og det, der var sket, anonymt. Selv om jeg godt vidste, at de var nogle idioter, satte det sig alligevel i mig, forklarer Emilie.

Hun fik svært ved at koncentrere sig i skolen og ved at indgå i sociale fællesskaber. Derfor var en mulig løsning at komme på efterskole, men det viste sig hurtigt, at savnet efter moren var for stort. Til sidst måtte hun opgive og kom hjem. Sideløbende begyndte spørgsmålene til faren at hobe sig op i hende. Hvorfor havde han gjort det? Ville han ønske, at hun ikke eksisterede? Havde han fortrudt det?

Den dag til konfrontationsmødet var det første gang siden anholdelsen, at hun skulle snakke med ham. Hans stemme og fremtoning var begyndt at forsvinde i erindringen, men da han kom ind i rummet og satte sig ned, kom minderne tilbage som en tsunami.

Skrev brev til far

– Jeg havde skrevet et brev, som jeg læste op for ham. Det handlede om alt det, han var gået glip af i mit liv på grund af det, han havde gjort. Det var hårdt at læse op, men det var vigtigt for mig, at han forstod, hvordan jeg havde haft det.

Hendes far erkendte, hvad der var sket, men hans svar kunne hun ikke bruge til noget.

– Han sagde, at han ikke forstod andres grænser. Jeg syntes, det var et mærkeligt svar. Jeg var jo hans datter. Det handlede jo ikke om at tyde signaler, men at forstå, hvad der er rigtigt og forkert.

Emilie fik en undskyldning, og hendes far fortalte, at han havde overvejet selvmord og havde mistet lysten til at spise på grund af det, han havde gjort. Emilie indvilgede i at møde ham igen til endnu et konfrontationsmøde, hvor de fik snakket, og efterfølgende blev der sat en dato for overvåget samvær.

– Jeg savnede den far, jeg kendte før overgrebene. Ham, der legede med mig, og som lavede god mad. Jeg savnede at have en far, der var der, når der var svært, og jeg misundte mine veninder, hvis de havde lavet noget sjovt med deres fædre.

Da Emilie ankom til farens bolig, var han glad for at se hende. Han lavede pandekager, og han bad hende om at skrive en ønskeliste til jul.

Sidste møde

– I starten var der en rolig og nogenlunde behagelig stemning, men ud af det blå begyndte han at blive vred. Jeg genkendte hans vrede med det samme. Han svinede min mor til, og jeg blev vred. Så jeg sagde til min psykoterapeut, der var med, at jeg gerne ville hjem. Da jeg gik derfra, besluttede jeg, at det var sidste gang, jeg ville se ham, fortæller Emilie.

Selv om hendes forsøg på kontakt med faren ikke var gået, som hun havde håbet, er hun alligevel glad for, at hun gav det et forsøg.

– Hvis jeg ikke havde set ham, ville spørgsmålene stadig rumstere. Selv om jeg ikke fik et ordentligt svar på mange af dem, var det på en måde svar nok. Jeg hader ham ikke, og det er stadig en stor sorg, at jeg ikke har en far i mit liv. Men jeg kom frem til, at han ikke kan være den far, jeg har brug for.

I dag er Emilie i gang med at uddanne sig til socialrådgiver. Hun har netop udgivet bogen “Jeg lever, og jeg er fri”, der handler om hendes liv og primært henvender sig til fagfolk og personer, der har været udsat for seksuelt misbrug og deres pårørende.

Vil hjælpe andre

Emilie rammes stadig af følelsen af ikke at være god nok. Hun tvivler stadig på, om en fyr vil kunne elske hende i længere tid ad gangen, og hun kan have perioder, hvor alt føles sort. Men hun er blevet bedre til at sætte grænser og respekterer sig selv og sine følelser, og hun vil råde andre, der har været udsat for et traume, til at snakke med nogen om det.

– Jeg prøver at sige til mig selv, at der er en ny dag i morgen, og den kan blive rigtig god. Nogle gange skal man sige tingene rigtig mange gange til sig selv, før det siver ind. Og jeg er faktisk sikker på, at det en dag vil lykkes. Sådan rigtigt.