10 år og på flugt: Her er vi i sikkerhed

Mandag i sidste uge gik Irina og hendes børn i land fra færgen i Rødby efter to døgns flugt fra krigen i Ukraine. Den har bragt børnene i sikkerhed, men har efterladt deres far, Irinas mand, alene tilbage.

Mail Print

Fredag, 18. marts 2022 - 15:00 - Af Catja Klarskov. Foto: Martin Høien/ Aller Foto & Video og privat.

PrintPrint

Irina så magtesløst til, da hendes datter stædigt forsøgte at mase yndlingsdukken ned blandt tøjdyr, tandbørste og toiletpapir. Men uanset hvordan hun vinklede den, var der bare ikke plads nok i den lyserøde rygsæk til at rumme alt det, den 10-årige Ana ville have med sig på flugt.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Klik her for at ændre dit samtykke

Ni dage efter at russiske kampvogne rullede ind over grænserne til Ukraine, besluttede Irina i samråd med sin mand, Maksim, at hun og børnene var nødt til at forlade hjemmet i den lille landsby Baranivka, der ligger i Zhytomyr-regionen, et par hundrede kilometer vest for hovedstaden, Kiev.

Indtil Ruslands invasion af Ukraine 24. februar, bestod Anas liv af pyntede plastprinsesser og danseopvisninger, men på ganske få dage var barndommen på landet blevet for farlig, og det tvang familien til at forlade alt det, de stadig kalder hjem.

Til trods for flere missilangreb på den nærliggende storby Zhytomyr, forholdt familien sig længe afventede, men situationen blev bare forværret dag for dag. Luftalarmerne, der flere gange dagligt tvang dem i dækning i husets eneste rum uden vinduer, blev oftere, og målene for de russiske missiler blev mere tilfældige. Men det var nyheden om ét særligt angreb, der overbeviste forældre om, at Irina og børnene skulle væk fra Ukraine.

– Jeg troede, børnene var i sikkerhed langt ude på landet, da det ikke er mål for russiske missiler, men da vi fredag morgen stod op til nyheden om angrebet og branden på det ukrainske atomkraftværk Zaporizjzja, blev jeg for alvor bange, forklarer Irina Luzunova.

Angrebet pustede nyt liv i en gammel frygt, som stadig bor dybt i det ukrainske folk. Irina husker nemlig tydeligt, trods sin unge alder, opvæksten i kølvandet på Tjernobyl-katastrofen, da reaktor nummer fire, 26. april 1986, eksploderede på atomkraftværket i den ukrainske by, Pripyat. En sort plet i landets historie, som dengang kostede mange menneskeliv.

Forældrene var derfor ikke længere i tvivl. Angrebet betød, at de fredag morgen stod op til en anden virkelighed, end den de var gået i seng til, og det gjorde i deres øjne situationen så alvorlig, at intet sted i Ukraine længere føltes sikkert. Derfor besluttede de, at Irina og børnene skulle flygte allerede næste morgen.

– Jeg håber ikke, historien gentager sig, men jeg turde ikke blive og satse mine børns liv på det. Det eneste rigtige var at få dem væk, også selv om det betyder, at vores familie er splittet på ubestemt tid.

Farvel far

Det var stadig mørkt, da Irina satte sig i passagersædet i familiens bil. Hun stirrede stift ud ad bilruden, og hvis solen ellers var stået op, havde hun haft mulighed for at se sin hjemby passere forbi en sidste gang. I stedet lyttede hun til børnenes småsnak på bagsædet og sugede den sidste følelse af tryghed ud af det klem, hun lidt endnu kunne give sin mands hånd.

De havde nu en femhundrede kilometer lang køretur foran sig. Femhundrede kilometer og knap tolv timer på de hullede ukrainske landeveje til at forberede sig på den afsked, der ventede dem ved den polsk-ukrainske grænse.

– Ingen mænd i alderen 18 til 60 år må forlade landet. De skal være klar til at forsvare Ukraine, og det tvang vores børn til at sige farvel til deres far ved grænsen uden anelse om, hvornår de vil se ham igen.

Maksim slukkede motoren nær grænsebyen, Shehyni. Tiden var nu kommet til den afsked, de havde gruet for, og efter kram, tårer og løfte om et snarligt gensyn tog Irina og børnene plads i den lange, tætpakkede kø af mennesker, der til fods skulle over grænsen til det fredelige naboland mod vest.

Fra dreng til mand

De ramte køen lørdag ved spisetid, og da var det allerede råkoldt i vejret. Irina forberedte sig derfor på nogle lange timer med bange, trætte og kolde børn, men hun havde ikke forberedt sig på det, hun snart ville erfare om sin søn.

Hjemme var der altid søskende-skænderier mellem Artem og Ana, men hun opdagede nu, at der var en modenhed over ham, som hun ikke tidligere havde oplevet. Han bar familiens tasker, beskyttede sin lillesøster og lagde en trøstede arm om sin mor. Han passede på familien, som en voksen mand ville gøre det, og det gik pludselig op for Irina, at hendes søn ikke længere var nogen dreng.

– Artem havde en snak med sin far, inden vi forlod Ukraine. Der fik han at vide, at han er manden i familien nu. Det var Maksims måde at fortælle ham, at han skal passe godt på mig og hans lillesøster. Min søn er på få dage blevet voksen, fortæller hun.

Rørende hjælp

Efter otte timer i kø krydsede de grænsen og stod i den polske by, Medyka. Familien var i sikkerhed for krigen og forsøgte nu, ligesom tusindvis af deres landsmænd, at finde kørelejlighed videre mod endemålet.

– Folk i Polen tog imod os med åbne arme. De gav børnene lidt søde sager, og de gør det bedste, de kan. Men de kan ikke følge med flygtningestrømmen lige nu, og de har også brug for hjælp, forklarer Irina.

For familien kom hjælpen i form af 49-årige Kristian Linnemann. En dansker der, knap en uge efter krigen brød ud, besluttede at køre til Polen for at hjælpe ukrainske flygtninge, og som, da han samlede Irina og børnene op, allerede var på sin anden tur på blot fire dage.

– Jeg aner ikke, hvordan vi var kommet til Danmark uden Kristians hjælp. Han er vores helt, siger Irina med blanke øjne.

De havde nu kurs direkte mod Danmark. For Irina er Danmark et lille land, langt mod nord, som hun mindes med glæde. Her arbejdede hun nemlig som tyveårig på en jysk svinefarm, og det var derfor et oplagt valg, da familien fra Vestjylland tilbød dem husly, så længe krigen kræver det.

– Min familie og jeg havde egentlig planlagt sommerferie i Danmark, så vi kunne besøge vores slægtninge, og jeg kunne opleve landet igen. Så jeg er ked af, at det er under så triste omstændigheder, at jeg kommer tilbage.

På dansk jord

Irina fik ro til at tænke mange tanker på bagsædet af Kristians sorte Ford Transit, da børnene langt om længe sov tungt i sæderne. Hun kunne ikke selv sove. Hjernen og frygten var stadig på overarbejde, og det gav hende intet andet at foretage sig end i stilhed at græde over sin familie og sit lands skæbne.

– Da jeg talte i telefon med min mand, fortalte han, at det både føltes helt rigtigt og dybt forkert at komme hjem til et tomt hus uden anelse om, hvornår vores familie atter vil fylde det med latter. Det får mig til at frygte fremtiden, men jeg håber inderligt, at der er et Ukraine at vende tilbage til.

Fik sin dukke

Da minibussen kørte ombord på færgen mod Rødby, lettede stemningen lidt. To døgns rejse var snart forbi, og blandt færgefritter og toldfri sodavand lykkedes det for en stund Irina at parkere sin frygt. Kristian hørte nemlig om den dukke, Ana måtte efterlade hjemme i Baranivka, og det fik ham til at købe en ny til hende i færgens butik.

– Som mor er det ikke bare en dukke. Det er en flig af normalitet for mit barn midt i en kaotisk tid, og for mig at se er det et tydeligt bevis på Kristians store hjerte, fortæller Irina.

Mandag den 7. marts gik familien i land på dansk jord, og først her drog Irina et lettelsens suk. Børnene er i sikkerhed, og det betyder, at hun nu kun har ét brændende ønske. At de snart kan vende tilbage til et frit og fredeligt Ukraine. Et Ukraine, hvor hun selv kan genoptage sit job som social- og sundhedshjælper, Artem kan begynde på den uddannelse som it-programmør, han drømmer om, og Ana igen kan lege og dyrke gymnastik, som hun elsker. En helt almindelig barndom, som er alle forundt, men som lige nu føles forfærdelig langt væk for Ukraines børn. For selv om familien er i sikkerhed, er de stadig på flugt.

– Mine tanker er hos dem, der lige nu befinder sig i og kæmper for Ukraine. Jeg frygter for min mand og mit lands fremtid. Det har ikke ændret sig, bare fordi jeg selv er i sikkerhed.

Galleri: 10 år og på flugt: Her er vi i sikkerhed

Relaterede Artikler

Læs mere om

Mest læste

Relaterede artikler

Mest læste

Seneste nyt