Anne-Sophie fik kræft som 33-årig: Angsten fyldte alt

Øjnene dansede over rækken af køkkenknive, da en intens tanke strejfede hende. Kunne hun ikke bare skære det forbandede bryst af? Visheden om en voksende kræftknude under huden gav Anne-Sophie kvalme, og endnu en gang mærkede hun, hvordan følelsen af frygt for at dø sendte et sug gennem maven.

Anne-Sophie havde ikke været det mindste nervøs. Hverken da hun første gang mærkede den hårde knude i brystet, eller da lægen sendte hende videre til mammografi og biopsi på Odense Universitetshospital.

– Undersøgelsen skulle bare overstås. Jeg var slet ikke bekymret, fortæller hun.

Der gik ikke mange sekunder, fra lægen trak nålen fra biopsien ud, til Anne-Sophie mødte et sæt alvorlige øjne. Lægen kunne straks se, at knuden var kræft.

– De sagde, der ikke var nogen grund til at håbe. Mine kræfter var bedre brugt på at takke for, at de havde opdaget det så tidligt. Det var et kæmpe chok, fortæller hun.

Mor bliver skaldet

Da Anne-Sophie fik diagnosen, blev hun officielt én af de ca. 4.800 kvinder, der årligt får konstateret brystkræft og skal beslutte, hvordan de bedst fortæller det til deres familier.

Simon og Anne-Sophie prøvede at skabe en sjov stemning rundt om spisebordet. Det var en seriøs besked, men de forsøgte alligevel at grine lidt ad, at mor snart blev skaldet. Det lettede stemningen, men dengang 7-årige Nicoline og 5-årige Oscar fornemmede alligevel alvoren bag mors smil.

– Nicoline spurgte, om det var farligt. Jeg var ærlig og svarede ja, men at jeg selvfølgelig ville gøre alt for at blive rask igen, fortæller hun.

Kilden til spekulation og søvnløse nætter forsvandt dog ikke, da Anne-Sophie fik sin diagnose. Det spørgsmål, hun higede mest efter at få svar på, var nemlig et helt andet.

– På grund af min unge alder mistænkte lægerne, at kræften var genetisk. Det handlede nu ikke længere kun om min sundhed, men også om mine børns, og det tyngede mig meget, fortæller hun.

Ny virkelighed

Når Anne-Sophie tænker tilbage på sin tid som kræftpatient, er det følelsen af angst, hun husker tydeligst.

– Jeg var bange for, at jeg skulle dø. Samtidig var det en utålelig tanke, at jeg måske, gennem generne, havde givet kræft videre til mine børn. Det gav mig rigtig dårlig samvittighed, forklarer hun.

Erklæret kræftfri

Hendes verden var vendt på hovedet. På ganske få uger var hun blevet både kræftpatient og ekskæreste. Hun og børnenes far Simon havde, et par dage inden Anne-Sophie fandt knuden i sit højre bryst, i fællesskab besluttet at afslutte 10 års samliv. En beslutning, der blev sat på pause i samme øjeblik, familien fik kræft inden for døren.

– Vi var enige om, at vi kæmpede mod kræften som den familie, vi er, fortæller Anne-Sophie.

Kræften var aggressiv, så Anne-Sophie indvilgede i at være med i et forsøg. Derfor fik hun hurtigt opereret knuden væk.

– Jeg havde lige fået stillet diagnosen, da lægerne ønskede mig tillykke med at være kræftfri. Jeg var kun lige startet og havde stadig et langt sygdomsforløb foran mig, så mit hoved kunne slet ikke følge med, forklarer hun.

Selv om Anne-Sophie i princippet var kræftfri på diagnosens 12.-dag, fulgte forebyggende kemo- og strålebehandling, og set i bakspejlet er hun ikke i tvivl om, hvor stor betydning det havde, at hun så tidligt fik at vide, hun var rask.

– Jeg tænkte for mig selv, jeg er kræftfri, jeg er kræftfri, jeg er kræftfri. Det blev et mantra, der ændrede min indstilling og frygt for, at jeg skulle dø af det her, forklarer hun.

Med mantraet klingende i baghovedet modtog Anne-Sophie i midten af november 2019 sin første kemobehandling. Hun forsøgte at slappe af i stolen, mens giften løb fra dropstativet, gennem snoede slanger og ind i hendes krop, men både hænder og fødder frøs. En kendt bivirkning, hvis ikke man nedkøler under behandlingen, er permanente føleforstyrrelser. Det var derfor med kroppen fuld af gift og med frosne vanter og sutsko på, at Anne-Sophies indstilling til sin sygdom skiftede.

Længe ventet svar

– Da først chokket havde lagt sig, og alvoren gik op for mig, fik jeg et helt andet mindset. Jeg skulle overleve. Det var ikke en mulighed, at mine børn skulle vokse op uden deres mor, fortæller Anne-Sophie.

Nyheden om kræft havde bundfældet sig, men tanken om at finde sine lange mørke lokker på hovedpuden frastødte hende. Billedet af mørke totter på puden var for Anne-Sophie indbegrebet af sygdom og død, og hun mærkede instinktivt et behov for at tage styring over sit eget liv igen.

– Hvornår og hvordan jeg mistede mit hår, kunne jeg heldigvis selv bestemme, så jeg lod mine børn klippe mig med køkkensaksen. Det gav mig følelsen af at tage styringen tilbage, fortæller hun.

Det lykkedes Anne-Sophie at grave en særlig styrke og vilje frem, men accepten af sygdommen manglede stadig. Før det kunne ske, havde hun brug for svar på spørgsmålet om, hvorvidt kræften var genetisk.

De halvspiste kagerester og seks nedbrændte lys fra Oscars fødselsdagskage lå stadig på tallerkenerne og vidnede om en helt normal eftermiddag uden kaos og kræft, da beskeden, hele familien havde ventet på i månedsvis, tilfældigvis tikkede ind på Anne-Sophies telefon. Da hun åbnede det elektroniske brev, holdt alle vejret i spænding.

– Det værste i hele forløbet var at vente på svar fra genetisk afdeling. Det handlede om mine børn, min mor og hele min familie. Det største øjeblik var, da jeg kunne fortælle dem, at kræften ikke var genetisk. Der mærkede jeg lykke helt ind i sjælen, fortæller Anne-Sophie.

18 solstråler

Nøgleordene var åbenhed og ærlighed. Det faldt derfor Anne-Sophie naturligt som både skolelærer og kreativ sjæl at inkludere børnene i behandlingens sidste etape med en symbolsk leg.

De klippede, klistrede og foldede det farverige karton, så de til slut sad tilbage med en smilende sol med 18 sammenfoldede solstråler. Én solstråle for hver strålebehandling, mor skulle gennemgå for at kalde sig færdigbehandlet. Hver gang hun kom hjem fra stråling, foldede de sammen en solstråle ud og var derved lidt tættere på fejringen af, at mors kræft var knækket.

– Det var min måde at inddrage børnene. De vidste, at når solen skinnede med alle sine 18 solstråler, så var mor færdig med kræft, forklarer hun.

Anne-Sophies krop klarede en operation, 16 kemobehandlinger og 18 strålebehandlinger. Da hun den 11. maj 2020 forlod Odense Universitetshospital for sidste gang, krillede det i hele kroppen. Hun var ikke længere mor med kræft. Hun var bare mor, og hun vidste præcis, hvordan sygdommens sløjfe skulle bindes.

– Endelig kunne børnene og jeg i fællesskab folde den sidste solstråle ud på vores smilende sol. Sammen markerede vi, at otte opslidende måneder i kræftens kløer omsider var forbi, afslutter Anne-Sophie.