Bare 18 år og alene

Emmely var hos en veninde på Fyn, da hun blev ringet op af sin moster: Hun skulle rejse hjem til Slagelse, fik hun at vide. Her fik hun bekræftet sine værste bange anelser: Hendes far var død af en blodprop. For anden gang i sit unge liv havde Emmely mistet den vigtigste person i sit liv. Hun var nu forældreløs.

Det havde været et hjem fyldt med kærlighed. Det store hvide hus i Slagelse havde dannet ramme om en dejlig familie. Forældrene Ole og Heidi havde givet Emmely og plejedatteren Sandie en tryg og kærlig opvækst. Ole var selvstændig med sit eget antennefirma, Heidi arbejdede som politimand. Men da Emmely var ni år, mistede hun pludselig sin mor, der døde efter kort tids sygdom, kun 40 år gammel.

– Jeg husker, at der var mange ting at se til i tiden efter min mors død. Jeg gik til fire sportsgrene, og samtidig skulle min far passe sit eget firma. Udover alt det praktiske skulle han få hverdagen til at fungere og skabe en tryg base for mig og Sandie. Så da hun døde, havde han meget at se til. Men jeg husker det som en god periode, hvor jeg nød at have min fars opmærksomhed, selv om jeg havde foretrukket, at min mor var der, fortæller 18-årige Emmely Madsen fra Slagelse.

Galleri: Bare 18 år og alene

Emmely som lille. Kærligheden bærer hun med sig i livet.

1 / 3

Emmely som lille med sin mor, Heidi, og far, Ole.

2 / 3

Relaterede artikler

Jette mistede sin datter i ulykke: Pludselig blev der stille

En læser fortæller: Mit liv var i den pung

Laila blev enke som 30-årig: Her fandt børnene deres far

Brev til Mimi: Skal jeg fortælle min far om graviditeten?

Nyeste artikler

• ”Gift ved første blik”-konflikt: - Den SMS var ikke så smart
• Guide: Tre podcasts om true crime
• Jette mistede sin datter i ulykke: Pludselig blev der stille
• Min kæreste var pimp - del 1

Emmely og hendes far havde altid haft et tæt bånd, hvor deres fælles interesse for fodbold bandt dem sammen. Sammen skabte de nye rammer og rutiner. Onsdag blev gjort til fast pizza-dag, og skænderier hørte til sjældenhederne.

– Min far og jeg fandt en måde at være sammen på. Han lærte at være både en far og en mor, og jeg fandt ud af, hvordan jeg kunne hjælpe, så tingene ikke gik op i hat og briller. Jeg kunne godt fornemme, at han havde meget om ørene, men så meget opfangede jeg heller ikke. Jeg skulle stadig passe min skole, og den blev et frirum for mig, for der var alting, som det plejede. Samtidig var det også en forbandelse, for det var, som om de andres liv fortsatte, selv om mit liv var gået i stå.

Den værste besked

Emmely og hendes far talte sammen om alt det svære og det, der fyldte meget. Sidenhen har hun fået at vide, at hun var en stærk lille pige, og for hende handlede det mere om, hvordan hendes far havde det, end hvordan hun selv havde det:

– Jeg delte min sorg med min far. Alle de tanker, forestillinger og idéer, jeg havde om min mor, kunne jeg dele med ham.

– Vi blev hinandens sparringspartnere, for min far fortalte mig om alt det praktiske, man skulle forholde sig til efter min mors død.

Da Emmely blev ældre, brugte hun også to gode veninder fra folkeskolen til at tale om sorgen og alt det, der var svært. De var ikke bange for at spørge ind og tale om døden, og derfor blev de guld værd for hende.

Emmely havde længe frygtet, at hendes far også ville dø. For hvem ville så være der for hende? En fredag i juni 2020 blev hendes værste frygt til virkelighed. Hun blev ringet op af sin moster, som sagde, at hun skulle køre hjem til Slagelse, for hendes far var kommet på hospitalet. Mere fik hun ikke at vide. Emmely var på Fyn hos en veninde, og da hun kørte ind i indkørslen til sit barndomshjem, stod hendes moster og onkel klar til at tage imod hende:

– Min moster fortalte mig, at min far var død af en blodprop. Da jeg fik det at vide, begyndte jeg at tænke på alt det praktiske. Hvordan skulle jeg få nøglerne til mit hus, for dem havde politiet taget, og hvor var vores hund Sisse? Og hvad med begravelsen? Jeg følte ikke, at jeg kunne være ked af det, fordi min krop gik i en choktilstand, hvor jeg kun tænkte på alt det, der skulle klares.

Til bisættelsen var det den samme præst, som havde været der til hendes mors begravelse, og sammen med farens gode ven, Hanne, fik Emmely designet en personlig kiste, så hun på sin egen måde kunne mindes og sige farvel til sin far:

– Til min fars bisættelse gjorde jeg mit bedste, selv om jeg ikke helt forstod, hvad der var sket. Det var vigtigt for mig at vise, hvad han havde betydet for mig. For han var virkelig den bedste far, og jeg så meget op til ham. Det var derfor vigtigt for mig, at jeg fik sagt farvel på en ordentlig måde.

For anden gang i Emmelys liv blev der vendt op og ned på hendes hverdag. Hun skulle til at navigere rundt i en tilværelse uden forældre, hvor hun samtidig skulle til at gå i 2.g. Der var hurtigt mange praktiske ting, der krævede hendes opmærksomhed:

Hjælpsomme hænder

– Kort tid efter min fars bisættelse var jeg i sommerhus med min mors gode veninde. Vi var der kun i 24 timer, men det var første gang, jeg gav mig selv lov til at græde, være ked af det og forstå, hvad der var sket.

– Jeg var ikke klar til at være hende, der havde mistet sine forældre, og jeg havde ikke lyst til, at alle skulle vide, hvad der var sket. Jeg havde heller ikke lyst til at fortælle alt muligt til alle, for så blottede jeg mine følelser fuldstændig.

Ud over at være i sorgen skulle Emmely blandt andet til at lære, hvordan man opgør et bo, og hvordan almindelige ting som telefon- og tv-abonnement blev flyttet over i hendes navn:

– Mange af mine venner og mine forældres venner har været gode til at tilbyde deres hjælp. Nogle har hjulpet med de praktiske ting, mens andre har hjulpet mig ved, at jeg bare kunne tage hjem til dem og spise aftensmad, snakke og slappe af.

– Selv om det kan være svært at spørge om hjælp, synes jeg også, at man skal turde spørge, for det er ikke det hele, jeg kan klare selv.

I de fleste situationer løser Emmely de praktiske opgaver med oprejst pande, samtidig med at hun passer sit liv som 18-årig:

– Der er meget, som folk ikke ser, for jeg har virkelig nogle dage, hvor det er hårdt. Jeg tænker ofte over, hvorfor det er mig, som er blevet sat i den her situation. Jeg synes jo, at jeg tog min tørn, da min mor døde. Jeg tænker tit på, hvorfor mine forældre ikke bare kunne være hos mig lige nu, og hvordan det hele er uretfærdigt.

Tør tale om det

Som en del af Emmelys sorgproces valgte hun at blive boende i sit barndomshjem i Slagelse, for der har hun en masse gode minder sammen med sine forældre. Desuden har hun lært, hvordan hun arbejder med sorgen, og hun ved, hvilke ting der trigger hende til at blive ked af det. Hun undgår blandt andet Disney-film, som handler om familie, for i sådan nogle situationer bryder hun sammen:

– Hvis jeg skal arbejde med sorgen, er jeg nødt til at fortælle om den, for ellers kommer jeg ikke videre. Jeg har et stort behov for at få bekræftet nogle ting om mine forældre, og det kræver, at jeg er åben og tør tale om det. Jeg nyder at tale med nogen, som har kendt min mor og far. For så får jeg noget mere information om dem, og samtidig kan jeg dele mine tanker og refleksioner om dem, som andre ikke vil kunne tale om.

Selv om Emmely i en ung alder er blevet tvunget til at stå på egne ben, har det givet hende nogle ting med i rygsækken, som hun en dag ønsker at give videre.

– Jeg drømmer om selv at stifte en familie en dag, for det er vigtigt for mig, at der er nogen, som kommer til at kende mine forældre. Jeg føler også, at jeg har meget, jeg kan give videre. Al den kærlighed og omsorg, jeg fik i min barndom, vil jeg gerne give videre til mine egne børn.

– Jeg har også tænkt på, om jeg overhovedet er værd at elske. For jeg har mistet de to mennesker, som har elsket mig allerhøjest, så hvem vil komme til at elske mig? Og hvem kommer jeg til at elske? For jeg har erfaret, at det er sårbart at lukke folk ind, for de kan jo bare forsvinde igen.

På mange punkter har Emmely sagt ordentligt farvel til sine forældre, men uanset hvad vil de altid være i hendes tanker:

– Om jeg laver mad eller kører i bil, så tænker jeg på dem. Både min mor og far har fødselsdag den 17., og på ryggen af min fodboldtrøje har jeg nummeret 17. Jeg har derfor en følelse af, at jeg altid har dem med mig, når jeg er på banen. Jeg finder også en ro i at tænke på, at de sidder på en stor sky og holder øje med mig, for det giver mig en følelse af, at jeg stadig bliver set.