Birgitta fik ødelagt sit selvværd som barn: Jeg følte mig uduelig

Hun blev mishandlet fra fødslen, svigtet som barn og voldtaget som ung. Det har givet hende lavt selvværd, som hun stadig døjer med. Derfor giver hun nu sit unge jeg en stemme.

I 1979 indførte Sverige som et af de første lande i verden et forbud mod at slå sine børn. Den dag i dag ville 55-årige Birgitta Stiefler fra Lund ønske, at loven var indført nogle få år tidligere, da hun selv var barn.

– Jeg husker ikke noget fra, da jeg var helt lille, men jeg kan se i mine journaler, at der står beskrevet, at jeg blevet slået derhjemme, fortæller Birgitta.

Hun læser et uddrag fra en udredning, socialmyndighederne foretog af hjemmet. I den står der: ”Hjemmet har et meget sjusket udtryk. Mor og barn forsømmes. Forældrene er meget unge, der er ikke rent i hjemmet, og det er indlysende, at ægtefællerne ikke uden råd og støtte kan passe og pleje deres barn tilfredsstillende. Overvågning foreslås.”

Birgitta ved ikke, hvornår hun lærte at gå, eller hvornår hun fik sin første tand. Men hun ved, at hendes opvækst var elendig. Der var aldrig sengetøj på, når de skulle sove, og brugte bleer blev ikke smidt ud, men bare kastet ind i et skab, så stanken spredte sig.

– Jeg blev slået både i ryggen og på hovedet, og de trak mig i håret. Jeg kan læse i mine journaler, at mine forældre skyldte skylden på hinanden, når det kom til, hvem der gjorde hvad mod mig, fortæller Birgitta.

Da Birgitta var blot 11 måneder, væltede en kande kogende vand ned over hende, og hun måtte køres på skadestuen med en taxa. Det er en hændelse, hun husker helt tydeligt, og som stadig fylder meget hos Birgitta. Hun fortæller, det er blevet et traume for hende, som hun skal acceptere at leve med resten af sit liv.

Senere har taxachaufføren gengivet det hele i et forhør. Der beskrev han, hvordan Birgitta sad skrækslagen på bagsædet i bilen. Men hun græd ikke. Hun sad bare helt stille. Og da chaufføren spurgte Birgittas mor, hvad der var sket, svarede hun: ”Møgungen væltede tevandet”.

– Når jeg har læst det efterfølgende, har jeg undret mig over, hvorfor jeg var så stille i taxaen. Mine brandsår var så omfattende, at der var tredjegradsforbrændinger på mine ben. Hvorfor skreg jeg ikke af smerte, som andre små børn ville have gjort? spørger Birgitta sig selv.

Indlagt i syv måneder 

Efter ulykken tilbragte Birgitta lange perioder på den børnekirurgiske afdeling på sygehuset i Lund.

– På under halvandet år var jeg indlagt i sammenlagt syv måneder. På det tidspunkt var det ikke normalt, at ens forældre var med på sygehuset, for det var før, man fandt ud af betydningen af tilknytning til ens forældre, fortæller Birgitta.

I de korte perioder, hvor Birgitta var hjemme ved sine forældre, fortsatte mishandlingen af hende.

– Når jeg ikke kunne spise min mad op, kneb de mig så hårdt i kinderne, at jeg fik blå mærker. Jeg blev slået i ryggen og væltet ned på gulvet, hvor de sparkede mig, mindes hun.

Et år efter Birgitta havde fået de alvorlige brandsår, blev hun tvangsfjernet fra familien og sat på børnehjem, da pårørende nu også havde indrapporteret mishandlingen i hjemmet til de sociale myndigheder.

Da Birgitta var to år, blev hun igen indlagt på sygehuset. Hun skulle have endnu en operation for brandskaderne på sine ben. En af sygeplejerskerne faldt for den lille pige. Hun havde selv to børn, men hun fik stærke følelser for den lille Birgitta, og det endte med, at sygeplejersken tog hende med hjem til sin familie.

Hun skrev sådan i ansøgningen: ”Som sygeplejerske har jeg haft med Birgitta at gøre i halvanden måned, mens hun har været indlagt. I den tid har hun været hjemme hos os et par gange, og både min familie og jeg er begyndt at holde meget af hende, og der er ikke noget, vi ønsker højere, end at få lov til at tage hånd om hende”.

Uønsket plejebarn

Birgitta har senere tænkt over, at det var mærkeligt, at en sygeplejerske sådan kunne tage en af sine patienter med hjem. Hun har spurgt sig selv, om det overhovedet er lovligt, at sygeplejersken blev hendes plejemor.

– Hun ville gøre en god gerning, og hun vidste, hvordan man skulle tage sig af mig og mine brandsår på bedste vis. Jeg tror, hun følte, hun skulle redde mig, uden at hun tænkte over, hvilke behov jeg eller hendes andre familiemedlemmer havde, siger Birgitta.

Da Birgitta flyttede ind hos plejefamilien, følte hun sig ikke særlig velkommen hos faren i familien. Han gjorde det hurtigt klart for hende, at der var forskel på hende og hans to biologiske børn.

– Flere gange i min barndom blev jeg gjort opmærksom på, at min plejefar ikke var interesseret i, at jeg var en del af familien. Han talte sjældent direkte til mig. Det gik ofte igennem min plejemor. Så hvis jeg skulle have svar på noget fra ham, var det min plejemor, der fortalte mig det, fortæller Birgitta.

Utryg om natten 

Hun fortæller, at hun som barn ofte følte sig rædselsslagen og utryg om natten. Men der var også gode stunder at tænke tilbage på.

– Jeg havde ikke været det glade menneske, jeg er i dag, hvis ikke der også havde været glæde og latter i familien. Der var også mange gode minder fra min tid i pleje. Men når man tidligere er blevet mishandlet, er det ekstra vigtigt, at det, man kommer til bagefter, er et sted, der er accepterende, inkluderende og fyldt med ubetinget kærlighed.

Det var ikke det, der skete for Birgitta. To gange frabad Birgittas plejefar sig rollen som værge for hende. Det var, da hun var seks og ni år.

– Begge gange undersøgte man, hvor jeg så kunne bo. Men efter flere forslag var der stadig ikke nogen steder, jeg kunne flytte hen. Det var her, jeg indså, at kærligheden i min plejefamilie var med betingelser.

Birgitta er ikke i tvivl om, at hendes plejemor holdt af hende. Men hun havde ikke formået at sætte sig ordentligt ind i, hvad det var, Birgitta havde været igennem. Plejemoren forstod ikke, at den unge piges traumer skulle heles og ikke bare ties ihjel.

I sin bog ”Pigen i de grå klæder” beskriver Birgitta om sin oplevelse af at være i plejefamilien: ”Jeg ser en dysfunktionel familie, hvor der foregik en magtkamp mellem to voksne, der begge opførte sig som børn med tunnelsyn og ikke tog hensyn til, hvordan de påvirkede deres omgivelser”.

– Jeg var nok ikke noget nemt barn. Jeg gik med en stor sorg inden i mig, og jeg følte mig uduelig. Den der følelse af aldrig at være god nok, som mange traumebørn har, lever jeg stadig med i dag.

Blev voldtaget

For omkring 15 år siden havde Birgitta en drøm, der kom til at være titlen på hendes bog.

– Der stod en pige i hjørnet af et rum. Den unge pige udstrålede sorg og opgivelse. Alt var gråt – undtagen pigens lyse hår. Da jeg vågnede, fik jeg en følelse af, at det var mig selv, jeg havde set i drømmen. Jeg mindes, at jeg sagde til mig selv, at den lille pige skulle jeg passe på, siger Birgitta og beskriver, hvordan den lille pige med de grå klæder fulgte Birgitta fra den dag.

Under opvæksten lærte Birgitta at holde sine følelser for sig selv, uanset hvad hun blev udsat for. Da hun som 16-årig rejste til Athen, vågnede hun op en morgen nøgen ved en motorvej. Hun var blevet bedøvet og voldtaget. Og da hun blev voksen, blev hun udsat for overgreb fra en mand.

– Jeg lærte aldrig at sætte grænser eller kende min egen værdi. Jeg har set mig selv som et objekt, der skulle tilpasse mig de steder, jeg nu engang var. Det blev især tydeligt i mine kærlighedsrelationer, forklarer Birgitta og fortsætter:

– Jeg ved, jeg på mange måder er en stærk person, men når det kommer til at have tillid til andre mennesker, vil den for altid være beskadiget.

I sit arbejde som sygeplejerske har hun altid fået at vide, hun er stabil og rolig. Især i pressede situationer.

– Jeg har nok nemmere end andre ved at holde hovedet koldt i kaos. Det sårbare i mig viser sig først, når nogen kommer tæt på mig, fortæller hun.

Birgitta kommer igen ind på emnet tilknytning og vigtigheden af det i de første år af sit liv.

– Tilknytningen handler om betingelsesløs kærlighed og at give et barn lov til at være lige præcis, som det er, selv om det sommetider fejler. Børn skal føle sig elsket og trygge. Som barn skal man turde begå fejl og udfordre sig selv og sine omgivelser.

Birgitta fortæller, at hun i dag har det okay, og hun holder af sit job som sygeplejerske.

– Jeg forsøger at tale med mine patienter og få dem til at føle sig tilpas. Mit motto er, at jeg giver, så meget jeg kan, når jeg har mulighed for det og kan magte det. Hvis der er en dag, jeg ikke orker det, kan det være, der er en anden, der kan påtage sig den opgave.

Birgitta har også uddannet sig til livscoach, og hun har fundet en glæde i at skrive bøger.

– Efter mange år indså jeg, hvilken skade jeg har været udsat for i min barndom. Men det var først, da jeg begyndte med skriveriet, jeg kunne rumme mit eget traume på et følelsesmæssigt niveau, fortæller Birgitta.

Hun har fundet fred i sig selv med tanken om, at hun formentlig ikke kommer til at bo med en mand igen. Hun blev alene, da hendes yngste søn var seks måneder.

En overlever

Birgitta ser sig ikke som et offer. Hun ser sig som en overlever, og hun opfordrer folk til at tale højt om de traumer, de er blevet udsat for.

– Vi er nødt til at stoppe med at tage udgangspunkt i de voksnes perspektiv, når vi tager os af børn, der har oplevet traumer. Som samfund kan vi blive bedre til at tage os af de børn, der er involveret i ufrivillige separationer. Hver adskillelse er et traume for et barn, for barnet forstår ikke årsagen til, det bliver efterladt. Børn har ikke evnen til at tænke abstrakt, og derfor bebrejder barnet sig selv. Det er en følelse, de bærer med sig resten af livet. Skam og skyld er de værste dæmoner hos en overlevende. Man kan lære at kontrollere dem, men først skal de synliggøres.

Den lille pige med de grå klæder følger stadig Birgitta.

– Jeg ignorerer hende ikke, jeg lader hende blive set og hørt. Jeg tager hende i favnen, når hun har brug for det. I min drøm med hende kan jeg huske, jeg lovede mig selv, at jeg en dag ville sørge for, at hendes stemme blev hørt. Og det har jeg gjort nu.