Camillas liv i overhalingsbanen endte brat

Det skete uden advarsel. Camilla mærkede pludselig fødderne svigte, idet hun trådte ud i lyskrydset, midt i København. Hun greb efter noget at støtte sig til. Det første, hun fik fat på, var håndtaget på barnevognen. Men vægten af den lille nyfødte i barnevognen var ikke nok til at holde hende oppe. Hun væltede, og barnevognen med den tre uger gamle baby i slog en kolbøtte midt på vejen.

Hjælpende hænder kom til, de fik både Camilla og hendes barnevogn med datteren Chloe op igen. Begge var heldigvis uskadte. Og dog.

– Det var så forfærdeligt pinligt. Jeg kunne ikke engang gå over et lyskryds uden at vælte. Det var der, det gik op for mig, at der var noget galt. Jeg skulle finde ud af, hvad jeg fejlede, fortæller 33-årige Camilla Winter fra Esbjerg.

Fuld fart på

Før Camilla fik sin datter, levede hun et liv med fart på. Hun arbejdede som butikschef i modebranchen, og i sin sparsomme fritid var hun freelancemakeup-artist.

– Jeg var karriereorienteret og arbejdede gerne 80 timer om ugen, fortæller Camilla.

Hun havde en lejlighed midt i København, en kæreste og en masse veninder. Som barn havde hun nydt at være i stalden i barndomsbyen Esbjerg, men tiden med hestene havde hun nu byttet ud med job og byture.

– Jeg levede det liv, jeg altid havde drømt om, med succes og fester.

Da Camilla blev gravid, var der dog visse ting, der begyndte at ændre sig. Hun begyndte at falde på trapperne på arbejdspladsen, hun fik begyndende dropfod, og hun blev mere træt, end hun plejede at være.

– Mine kolleger begyndte at drille mig med, at jeg var klodset, hvilket jeg aldrig før havde været. Så det undrede mig. Men jeg slog det hen og tænkte, at det nok var stressrelateret. Jeg arbejdede trods alt ret meget i den periode.

Camilla endte med at blive sygemeldt de sidste tre måneder af sin graviditet, fordi hun til sidst ikke kunne gå mere med sin store mave.

Svær fødsel

Den før så aktive Camilla var nu sengeliggende. Hun blev ved med at tænke, at alle de symptomer, hun havde fået på det seneste, måtte være på grund af graviditeten. Men da hun skulle føde sin datter, var hun så svag, at hun ikke havde kræfter til at presse hende ud selv.

– Jordemoderen og sygeplejerskerne blev ved med at sige til mig, at jeg skulle presse mere og hårdere, og jeg gjorde alt, hvad jeg kunne. Der skete bare ingenting, fortæller Camilla.

Camillas datter endte med at blive taget med sugekop, og det var noget, sygeplejerskerne studsede over og noterede i hendes journal.

Læs også: Handicap er ingen hindring

Helt afkræftet

Tiden efter fødslen beskriver Camilla som frygtelig. Selv efter fødslen var der ingen kræfter i hende, bare det at løfte en liter mælk var for tungt for hende.

– Jeg kunne ikke bruge mine arme, fordi jeg var så afkræftet. Jeg kunne ikke engang holde mit eget nyfødte barn, fortæller hun.

Camilla var bange for, hvad der var ved at ske med hende, og af den grund, frygtede hun også at gå udenfor med sin datter, for hvad hvis kroppen svigtede, og hun faldt.

– Jeg var både bange for, hvad det betød, og jeg syntes, det var enormt pinligt, at jeg ikke kunne kontrollere min egen krop.

Da Camilla endelig bevægede sig ud og faldt i et lyskryds, vidste hun, at hun var nødt til at gå til lægen. Her blev hun henvist til en indlæggelse for at blive undersøgt.

Indlagt i tre dage

– Jeg skulle være indlagt i tre dage, og det var nogle af de værste dage i mit liv. En ting er at blive testet hele dagen, en anden er alle de tanker, jeg nåede at få. Jeg vidste jo ikke, hvilken diagnose jeg ville få, så jeg nåede at tænke i alle mulige skrækscenarier, der gjorde mig vildt bange, fortæller Camilla.

Et par uger efter modtog hun et brev med diagnosen – muskelsvind.

– Det var noget af en mavepuster, fortæller Camilla.

På den ene side var det en lettelse, at der var kommet ord på, hvad hun fejlede. Hun var ikke bare blevet klodset. På den anden side skulle hun pludselig forholde sig til, at hun havde et handicap.

– Jeg havde en masse fordomme om folk med et handicap, så jeg var bange for, hvordan mit liv ville blive.

I månederne efter brast kærligheden også, så nu stod Camilla alene med en nyfødt datter og var ramt af muskelsvind. Hun skulle til at finde rundt i et kommunalt system, hvor hun skulle lære, hvilken hjælp hun kunne få.

Læs også: Hunden Thor manglede en pote

Væk fra byen

Camilla trængte til ro, og hun flyttede fra København til Græsted i Nordsjælland, hvor hun så småt begyndte at vænne sig til et liv, der var fuldstændig anderledes end det, hun nogensinde havde forestillet sig. Hun blev mor med stort M, og jobbet som butikschef blev skiftet ud med en førtidspension.

Det tog nogen tid for Camilla at komme på benene igen, men førtidspensionen gav hende ro, og så begyndte hendes krop også at slappe mere af og være i balance. Den svækkede krop, hun havde haft, da hun lige var blevet mor, fik det bedre. Camilla kunne fokusere på at genoptræne sin krop, og hun fandt ud af, at ridning var god træning for hende.

Da datteren Chloe var omkring to år, flyttede Camilla fra Sjælland og tættere på sin mor i Esbjerg.

– Jeg kunne bare mærke, at det vigtige for mig var at komme tilbage til dem, jeg elskede, som for eksempel min mor og mine veninder. Det var hårdt bare at være mig og skulle acceptere min skæbne, og jeg ville ikke gøre det alene.

I Esbjerg har hun fornyet sin barndoms lidenskab for heste og er blevet en dygtig rytter, selv om det nu er som pararytter. Men det har også sine fordele, mener hun.

– Nu er jeg kommet på B-landsholdet som pararytter, og det var ikke sket, hvis jeg ikke havde fået min diagnose, fortæller Camilla.

Hun bruger flere timer om dagen ude ved sin hest Casino Royale. De to træner op til forhåbentlig at deltage i VM 2022 og OL 2024. Det har givet Camilla en glæde, hun manglede, efter hun mistede sit job.

– Nu er jeg ikke bare Camilla med muskelsvind, men nu er jeg rytteren Camilla. For mig er det vigtigt at have noget, jeg kan identificere mig med, og nu er det som rytter.

Læs også: Solgt til sex som barn

Familien er vigtigst

Der er dog en titel, der er vigtigere for Camilla, og det er titlen som mor. For uanset hvordan det ellers kommer til at gå, vil hun altid være Chloes mor.

Camilla har selvfølgelig overvejet, hvordan det er at være mor og have de begrænsninger, hun nu engang har. Men hun ved også godt, at det vigtige ikke er, om hun kan spille fodbold i haven med Chloe, eller om hun skal have hjælp fra andre, når hun skal have lavet aftensmaden eller løfte tunge ting. Det vigtigste er at være en mor, der er nærværende.

– Alt andet kan i virkeligheden være ligegyldigt i sidste ende, så længe jeg ved, hun har det godt og er glad. Og selv om der er ting, jeg ikke kan, ved jeg også, at det, jeg gør, er godt nok. For jeg gør jo, det bedste jeg kan, siger Camilla.

– Når hun kigger tilbage, synes hun, at hendes liv før diagnosen var overfladisk.

– Jeg har fundet ud af, hvad der virkelig betyder noget for et godt liv – at se muligheder i stedet for begrænsninger. Jeg kunne aldrig finde på at bytte min hårde kamp ud med mit tidligere liv, for jeg har lært så meget undervejs.