Casper Sobczyk har adhd: Jeg blev set som håbløs

Som barn kunne Casper ikke sidde stille, og han endte ofte uden for døren i skolen. Få spåede den unge dreng en chance på arbejdsmarkedet, men i dag er han en af Danmarks dygtigste kokke.

Han har netop fået fri fra skole, og de større drenge har ventet på ham. Udset sig ham og lagt en plan for, hvordan den lille flabede dreng skal sættes på plads. Han er netop trådt ud i skolegården, da de får øje på ham, og selv om Casper løber, så hurtigt han har lært, bliver han indhentet af de store drenge. Han bliver væltet omkuld, og den hårde sne føles som en kvælende dyne, da de dækker hans ansigt med det. Han gisper efter vejret og håber, lige som de andre gange, at det snart er overstået.

– Jeg kunne aldrig tie stille, hvis jeg eller andre blev uretfærdig behandlet. Hvis drengene i de større klasser mobbede den lille nørd, gav jeg dem igen. Jeg vidste godt, at de ville straffe mig for det, men det afholdt mig aldrig fra at sige fra, fortæller den nu 34-årige Casper Sobczyk, der er køkkenchef på restaurant Capa og kok i Go’ Morgen Danmark, hvor han tryller smagfulde retter frem til morgenfriske danskere.

Var anderledes

At den hurtigsnakkende kok en dag ville tone frem på tv-skærmen, lå langt fra i kortene for Casper, der, siden han var lille, havde svært ved at sidde stille. Han kom til verden i Nordsjælland, men da hans forældre blev skilt, flyttede han med sin mor og stedfar til Bornholm, hvor han tidligt fandt ud af, at han var anderledes. Mens de fleste kunne sidde stille og holde munden lukket, mens læreren gjorde dem klogere på brøker og kommasætning, havde Casper ofte en kommentar eller flere i løbet af skoledagen. Han svarede ofte igen, og når timerne bød på matematik eller biologi, flød tal og bogstaver rundt som en pærevælling i hans hjerne. Det resulterede ofte i, at han sad uroligt på stolen og lavede ballade i timerne.

– Jeg har siddet rigtig meget på skolens kontor eller ude foran døren. Nogle gange gik jeg selv, fordi jeg godt vidste, hvor det bar hen. Til sidst fik jeg lov til at sidde med en game Boy bagest i klassen. På det tidspunkt var der nogle lærere, der allerede havde opgivet mig, men jeg følte bare, at jeg havde vundet, fortæller Casper, der husker kommentarer som ”du er så dum, at du ikke engang kan blive en alkoholiker på havnen” og de opgivende blikke fra lærerne.

Casper søgte i stedet de steder hen, hvor kan kunne mærke, at han kunne blive god. I starten var det på fodboldbanen, og som 13-årig fik han et job som afrydder og opvasker på en restaurant.

Få Ude og Hjemme leveret i postkassenLæs mere her

– Jeg kan huske, at jeg en dag kom hjem, hvor min mor sad med tårer i øjnene. Min chef havde ringet til hende og sagt, at jeg var den bedste opvasker, han nogensinde havde haft. Det var nok første gang, at nogen havde sagt noget positivt om hendes søns evner, fortæller Casper.

Han husker også, hvordan han ofte kunne ’springe i luften’ derhjemme, og hvordan hans forældre prøvede at få ham til at falde ned. Opfordringer som ”tæl til ti” og ”gå ind på værelset, og køl ned” hørte han til hudløshed, og han husker også en dag, hvor ”Kommunen” var på besøg, da hans forældre skulle have redskaber til at håndtere deres iltre søn.

– Hvis man provokerede og ikke kunne sidde stille, var man jo bare en møgunge. Dengang vidste man ikke rigtig noget om adhd, derfor var det også svært for mine forældre at vide, hvordan de skulle håndtere mig. Men selv om jeg havde et voldsomt temperament, var jeg også enormt følsom, og jeg blev ked af, at jeg ikke kunne styre mine udbrud, forklarer Casper.

Følte sig hjemme

Han forstod tidligt, at han næppe skulle gå den boglige vej. I stedet fandt han frirummet på arbejdet, hvor han følte sig hjemme blandt meterhøj opvask og den intense stemning i køkkenet. Han valgte at begynde på levnedsmiddeluddannelsen som 16-årig, som den yngste ud af 50 elever, og hvor der herskede en kultur, der byggede på kæft, trit og retning.

– Hvis jeg ikke var enig i, hvad der blev sagt, sagde jeg mine undervisere imod. Jeg stillede mange spørgsmål, hvis jeg ikke forstod, hvorfor de gjorde, som de gjorde. Det betød også, at jeg flere gange fik at vide, at jeg aldrig ville fuldføre uddannelsen. Men jeg har altid haft en indre ild og en stædighed, og jeg har altid gerne ville modbevise dem, der talte mig ned.

Casper kom i lære på en restaurant på Bornholm, og første gang han trådte ind i køkkenet, følte han sig tilpas. Han knoklede fra morgen til aften, og selv om restaurantens mad bestod af wokgrønt fra fryseren og pulvermad, elskede han intensiteten og sammenholdet i køkkenet. Han yndlingsret var forloren skildpadde på dåse, men da de en dag fik besøg af en michelin-kok, åbnede der sig en ny verden for Casper.

Medicinen forandrede ham

En dag valgte hans mor at tage ham med til lægen, selv om han var blevet myndig.

– Jeg tror, at hun var frustreret over, at jeg ikke kunne samle mig om at lave et budget, og at jeg var så impulsstyret. Jeg skulle svare på en masse åndssvage spørgsmål, og så fik jeg efterfølgende diagnosen adhd. Jeg tror, at det var en lettelse for min mor, men jeg følte, at medicinen fjernede min personlighed, forklarer Casper, der begyndte at slukke musikken på arbejdet i stedet for at skrue op, som han plejede.

Følelsen af at have gjort noget galt lå som en konstant dårlig samvittighed over hans sind, og han begyndte at føle sig som en tom skal.

– Det kan godt være, at jeg pludselig kunne lægge et budget og blev mere rolig, men jeg mistede den person, jeg var. Min adhd var jo mit drive, og uden den følte jeg mig ikke som mig selv, fortæller Casper, der en dag glemte at forny sin recept. Han havde lige mødt kvinden, der skulle blive hans hustru, og hendes rolige personlighed var en god modspiller til Casper, der valgte at droppe medicinen.

I den efterfølgende tid knoklede Casper som kok, og da han blev ansat på Kødbyens Fiskebar i København, var han pludselig ikke længere konge i køkkenet, som han tidligere havde været.

Han mødte ofte ind før andre for at klargøre fisk, og han knoklede til ud på de sene nattetimer for at følge med. Men selv om han var tæt på at give op, blev han ved, og det blev en øjenåbner for den unge knægt.

– Jeg har altid hørt efter, hvis jeg blev belært af nogen, jeg følte var bedre end mig. Og her var de markant bedre. Jeg skulle virkelig stramme op, hvis jeg skulle følge med, men det har også været det sted, der formede mig til den kok, jeg er i dag, forklarer Casper, der begyndte at blive et respekteret navn i branchen. Han opfandt smørbøffen, og han begyndte at lave fjernsyn. Casper var ikke til at skyde igennem, og han havde svært ved at få armene ned over sine præstationer.

Arbejdede for meget

– Jeg var lige blevet far, men jeg arbejdede nærmest alle vågne timer. Jeg har en ’alt eller intet- mentalitet’, men på det tidspunkt, tog det overhånd, fortæller Casper.

Det føltes derfor som en hård opbremsning for ham, da coronaen fra den ene dag til den anden tvang ham til at smide arbejdshandskerne.

– I starten var jeg enormt frustreret, men det endte med at blive de mest fantastiske måneder i mit liv. Jeg var lige blevet far igen, og at være sammen med mine to børn var en kæmpe gave. Det viste mig på en måde, at jeg stadig kunne have det fantastisk, selv om jeg ikke arbejdede, fortæller Casper.

I dag har han ikke har ambitioner om at være verdens bedste kok eller få Michelin-stjerner. Det vigtigste er hans lille familie hjemme i Kokkedal, hvor han bruger sin rastløshed som noget positivt, når han er sammen med sine børn.

Kreativ far

– Jeg kan ikke sidde og lege med Barbiedukker i tyve minutter, for så får jeg følelsen af, at min hjerne eksploderer. I stedet kan jeg på kort tid forvandle hele stuen, så vi kan lege ’jorden er giftig’ eller tage vores aftensmad ud i legehuset. Jeg kan også finde på impulsivt at bestille en rejse til ugen efter. Heldigvis har jeg en kone, som kan tøjle mig, forklarer Casper, der ville ønske, at han som barn også havde fået at vide, at han gjorde noget godt i stedet for, at han altid blev betragtet som en møgunge.

– Det er hårdt, hvis man konstant får at vide, at man er dum. Jeg kan godt forstå, at det er frustrerende for forældre, hvis barnet for fjerde gang har banket en grydeske i hovedet på lillebror, eller at læreren ikke kan gennemføre undervisning, fordi der konstant er en, der forstyrrer.

Køb abonnementOg få Ude og Hjemme hver uge

Hyld forskellene

Jeg var så heldig, at jeg altid har haft masser af selvtillid, men hvis man fortæller en person for mange gange, at de ikke duer til noget, så kan de begynde at tro på det.

Han ser det som noget positivt, at der er en større viden om adhd i dag, men han mener ikke, at sygdommen nødvendigvis skal tøjles med medicin.

– Jeg har det lidt svært med, at vi alle skal rettes ind på samme spor. Nogle er bogligt kloge, andre er kreative. Nogle er rastløse og impulsive. Andre er introverte. Sådan er vi så forskellige. Jeg ser min adhd som en superkraft, og jeg ville aldrig være noget så langt, hvis jeg ikke havde den. Så måske skal vi bare sige, at vi er mennesker i forskellige afskygninger. Det er vel også det, der gør det hele lidt mere spændende.

 

Casper som barn

Casper som barn