Katja utilpas over gammel elevfest

I min indbakke ligger en mail om, at jeg er inviteret til gammel-elev-fest hos en fra min klasse på Bernadotteskolen. Begge klasser i min årgang er inviteret, og festen er om tre uger. Jeg lægger telefonen ned ved siden af mig og stirrer rædselsslagen på den og den farefulde invitation.

Den fest skal jeg da ikke med til, er min første tanke. Jeg har intet til fælles med de mennesker, og tanken om at skulle møde op og stå der helt alene og gennemleve det en gang til er gruopvækkende.

»Jeg har fået en invitation til gammel-elev-fest på Bernadotteskolen.«

Lyden fra dommerens fløjte afslutter kampen, og Christian vågner af sin TV-døs.

»Nå, det var da pudsigt. Det synes jeg da, du skal gøre.« Han lyder oprigtigt opmuntrende, og hans selvfølgelighed giver mig mod.

»Ja, det har du da ret i, men jeg er også bange for at gøre det.« Mit blik er igen rettet mod telefonen og den skæbnesvangre invitation.

»Du er voksen nu og har succes og er ikke længere hende, der stod alene i skolegården,« siger han med en alvorlig stemme.

Han har jo ret, tænker jeg taknemmeligt og studser over forskellen på, når noget er uden for hans forståelsessfære og ikke interesserer ham og en håndgribelig invitation, som er til at forstå og til at have en klar mening om.

Tanken støder jeg væk, og jeg vender tilbage til invitationen og muligheden for at vende historiens gang.

Jeg har jo også lige været på skolen og fået gjort op med de spøgelser, der har forfulgt mig i 30 år.

Jeg retter mig op i sofaen og kan mærke, at selvtilliden vender tilbage. »Jeg skal til den fest, og jeg skal ligne en million,« erklærer jeg med næsen i sky.

Tre uger efter står jeg foran det store spejl i soveværelset og betragter mig selv kritisk.

Jeg har købt nye sorte jeans, der sidder tæt, er højtaljede og viser en pige, der har runde former og en velformet talje. Den nye skjorte er sandfarvet i næsten gyldne toner og understreger taljen og en rund kavalergang, der lige anes mellem de åbne knapper øverst i skjorten.

Et par stiletter i sort ruskind med enkelte rhinsten i guld løfter det hele til fest. Det lyse hår er sat med lak og mousse over et ansigt, der er skåret i en nervøs grimasse.

»Hvad dælen har du tænkt dig?« spørger jeg hende i spejlet og slår ud med armene i en teatralsk gestus.

Jeg har talt med Alexander mange gange om denne fest, og om at det er noget, jeg er nødt til at gøre for mig selv. Jeg har brug for at bevise over for dem, og mig selv, at jeg er en succes og ikke længere hende den kiksede i skolen.

Vi mødes stadig ofte, Alexander og jeg, og taler om vores liv og vores ægteskaber, som ingen af os trives i. Vi læser digte for hinanden, taler om Gud og kristendommen og budskabet om kærlighed og ansvar for sin næste.

Jeg fortæller ham, at jeg har et ønske om at blive døbt, og han får opmuntret mig til at opsøge min lokale præst, som hjælper mig med at forstå budskabet i kristendommen.

Vi taler om historierne i Bibelen og om, hvordan man kan bruge Guds ord og handlinger i sit eget liv og til trøst og vejledning.

Vi har aftalt, at jeg skal døbes om fire uger, og jeg glæder mig meget. Det føles som en ny begyndelse.

Jeg kigger endnu en gang på mit spejlbillede og tænker, at det vist er godt, jeg ikke skal have det på i kirken til dåbshandling, for det kunne da godt få nogen til at kløjes i altervinen.

Christian kommer ind i soveværelset og kigger undersøgende på mig. »Du ser rigtig godt ud,« siger han og blinker til mig. Jeg bliver glad og stolt og giver ham et taknemmeligt kys.

»Tak! Vi ses senere, og husk lige at krydse fingre for mig.«

Jeg kører derud i Christians store Audi, så jeg kan ankomme standsmæssigt, og turen derud er i et noget langsommere tempo, end jeg plejer at køre. I dag bliver fartgrænser overholdt til forskel fra normal kørsel, hvor jeg har en tendens til at læse trafiktavlerne som vejledende.

Tankerne ræser derimod derudad, og jeg er ved at fortryde flere gange undervejs.

Endelig drejer jeg ned ad den vej, hvor festen skal holdes, og nærmer mig huset. Jeg er holdt op med at trække vejret, og mine knoer er hvide på det sorte rat.

Pludselig klodser jeg bremserne og stirrer ud ad vinduet uden at se noget.

»Hvorfor er jeg her?« spørger jeg ud i den stille luft.

Hvad er det, jeg har brug for at bevise over for de mennesker, som jeg ikke allerede har bevist over for mig selv og er stolt af.

Jeg har klaret mig, og jeg har klaret mig godt og har ikke brug for deres anerkendelse eller opmærksomhed, for det er ikke her, jeg skal måle min succes. Min succes skal kun måles efter min egen lykke og mål for livet. Min lykke ligger indeni mig selv, og de skridt, jeg tager mod lykken, er mine egne og ingen andres.

De er sikkert søde og rare mennesker, der ligesom jeg forsøgte at klare sig i en verden, hvor de voksne havde travlt med en ny verdensorden. Vi var alle børn af en tid med store omvæltninger, og alle med et dybtliggende instinkt til at være en del af flokken, med forskellig tilgang til fællesskab.

Pludselig giver det hele mening.

Jeg sætter bilen i bakgear og kører i høj fart tilbage, hvor jeg kom fra og drejer ned ad næste sidevej. Lidt fremme kommer en lille vendeplads, hvor man kan holde, og jeg stopper bilen og slukker motoren. Der bliver helt stille et øjeblik, indtil jeg hører min egen stemme:

»Jeg har ikke brug for deres anerkendelse mere! Jeg er fri!« Mit indre føles som en champagneflaske, hvor proppen er sprunget, og kaskader af bobler vælter ud af min mund, der jubler højt. Tårerne løber ned ad mine kinder, fyldt med lettelse og glæde.

Endelig er jeg fri af fortiden, som holdt mig fast i en overbevisning om at være forkert og uden berettigelse, og endelig kan jeg føle mig tilstrækkelig og tilfreds med den, jeg er.

Jeg kan mærke fortidens snærende bånd løsne, og med et lettelsens suk hvisker jeg taknemmeligt: »Tak, Gud.«

Ude og Hjemme har