Fredag, 24. september 2021 - 15:00 - Af Anne Kristensen. Foto: Emil Hennings.
Cecilie lider af tvangsoverspisning: Jeg tænker konstant på min vægt
I skolen blev Cecilie kaldt “Fede-Sille”, selv om hun så ud som de andre. Det blev starten på en lang og sej kamp, som hun endnu ikke har vundet.
PrintCecilie står foran spejlet i sit badeværelse. Hun prøver at lade være med at fokusere på de fejl, hun i alt for lang tid har kunnet finde ved den unge kvinde, der kigger tibage på hende. I stedet koncentrerer hun sig om at male de fyldige læber, krølle det lange hår og bukke de sorte vipper. Hun skal i byen med veninderne, og hun håber på en sjov aften.
– På en måde glæder jeg mig. Men på mange punkter er jeg nervøs. De fleste af mine veninder er mindre end mig, og hvis der er nogle flotte fyre, så er det mine veninder, der bliver kigget på. Der bliver ikke kigget på mig, siger 27-årige Cecilie Bork, som ofte har aflyst aftaler af frygt for flere nederlag.
I folkeskolen blev hun kaldt for ”Fede-Sille”, selv om hun ikke var i nærheden af at være overvægtig.
– Jeg blev påduttet i 8.-9. klasse, at jeg var overvægtig. At jeg var tyk. Og når jeg ser billeder fra dengang, så er jeg det på ingen måde. Det var bare, fordi jeg havde ”numse”, og det havde de andre piger i klassen ikke. Og jeg var høj – det var de andre ikke. Så jeg så større ud.
Vægtdrillerierne betød, at hun udviklede et lavt selvværd og et forskruet billede af sig selv.
– Det gjorde jo, at jeg så negativt på mig selv, og at jeg begyndte at blive usikker på mig selv. Når jeg kiggede mig i spejlet, så var jeg lige pludselig tyk.
Sagde ikke noget
Cecilie fik det værre og værre med sig selv. Men hun fortalte det ikke til nogen.
– Det er først for nogle år siden, at mine forældre har fundet ud af, at jeg blev mobbet. For jeg holdt det for mig selv. Jeg lukkede det fuldstændigt inde, siger Cecilie, som i stedet fandt trøst i at spise store mængder mad.
– Mange kender nok til dét med at trøstespise, hvor man får lidt chokolade, og så får man det bedre med sig selv. Hos mig var det bare meget mere end det. Det kunne være alt fra en plade Marabou til en pose chips med dip, en berliner og en pose gifler, hvor det hele bare kunne ryge ned på under en halv time.
Overspisningerne skete oftere og oftere, og selv den mindste ting kunne udløse dem.
– Hvis der var én, der kiggede forkert på mig nede i Netto, eller bare kiggede på mig, så tænkte jeg straks, at den person kiggede, fordi jeg var overvægtig. Det kunne ikke være, fordi jeg havde en bums i panden eller en bussemand. Eller nogle flotte øreringe. Det måtte være, fordi jeg var tyk.
Skammede sig
Cecilie overbeviste sig selv om, at jo hurtigere hun spiste, desto hurtigere ville de svære følelser gå væk.
– Men det resulterede bare i, at når det hele var væk, så fik jeg det dårligere. Og så ligger man bare dér og er skamfuld over, at man lige har spist så meget. Jeg tror, at jeg tog 30-40 kilo på i løbet af to-tre år.
Dengang troede Cecilie, at spiseforstyrrelser kun var noget, tynde mennesker havde. Hun kendte kun til bulimi og anoreksi.
– Jeg fandt ud af, at jeg havde en spiseforstyrrelse, fordi jeg snakkede med en veninde om, at jeg blev ved med at tage på. Og så sagde hun, at hun mente, at der også var noget, der hed tvangsoverspisning, fortæller Cecilie, der opsøgte sin læge og fik samme diagnose. Han henviste hende til Stolpegården, som er et psykoterapeutisk center, der blandt andet behandler spiseforstyrrede.
– Da jeg startede på Stolpegården, var jeg allerstørst. Da vejede jeg 145 kilo. Jeg tænkte: ”Yes! Om et halvt år står jeg bare knivskarpt”, men dér blev jeg jo skuffet, selv om det var det helt rigtige.
En hård kamp
Cecilie troede, at det kun handlede om at tabe sig. Men det handlede lige så meget om at tale om følelserne bagved. Om hvorfor hun spiste. Det ville blive en længere og hårdere kamp, end hun havde troet.
I dag kæmper hun stadig, selv om tallet på vægten er væsentligt mindre.
– Det er rigtigt svært for mig at sige min vægt, og at jeg har været oppe at veje så meget. Jeg kan også mærke, at det rører mig nu. Jeg får en klump i halsen, og jeg bliver ked af det. Jeg ved godt, at jeg ikke ser ud, som da jeg var ”Cecilie 145 kilo”, selv om jeg stadig er overvægtig. Men når jeg har det dårligt med mig selv, så er det hende, jeg føler, at jeg stadig er.
Cecilie forsøger nu at arbejde med sit selvbillede ved at udfordre det.
– Før nægtede jeg at få taget billeder i fuld figur, og jeg skulle altid redigere dem, fordi jeg gerne ville se tyndere ud. Nu øver jeg mig i at få taget billeder i fuld figur, selv om det er grænseoverskridende, og jeg prøver bare at redigere, hvad der giver mening. At fjerne en bums for eksempel. Men når jeg har det skidt med mig selv, så er det, at jeg overredigerer, siger hun og tilføjer:
– Jeg tænker på min vægt konstant. Når jeg er sammen med mine veninder. Når jeg kigger mig i spejlet. Når jeg skal have nyt tøj. Hvis jeg skal prøve at komme på date med en fyr, så tænker jeg: ”Okay, hvordan taber jeg 30 kilo på en uge?” For hvis han afviser mig, så er det, fordi jeg er tyk. Det kan aldrig være, fordi vi ikke har kemi.
Håber på lys fremtid
Cecilie er overbevist om, at hun aldrig kommer af med sin spiseforstyrrelse.
– Men jeg håber og tror på, at jeg bliver bedre til at kontrollere den efter min erfaring med behandling, så jeg kan leve et godt liv trods alt. Jeg har stadig en idé om, at når jeg har tabt mig, så bliver alt godt, selv om jeg udmærket godt ved, at det ikke er korrekt. Samtidig har jeg også et ønske om at finde en kæreste, imens jeg ser ud, som jeg gør nu. For hvis jeg finder en, der tager mig, for den jeg er lige nu med ekstra kilo på kroppen, så vil jeg virkelig tænke, at han elsker mig. At han kan lide mig for præcis den, jeg er.
