En lykkelig barndom på værtshus

Når Aja Larsen gav den mindste lyd fra sig i barnevognen, var der altid en, der straks var klar med sutten. Eller en, der rakte ud og vuggede vognen. Den lille pige manglede hverken opmærksomhed eller arme at putte sig ind til, da hun nærmest voksede op på sine bedsteforældres værtshus, Cafe 112, i København.

Stamgæsterne elskede hende, og det var godt, for hendes unge mor havde også travlt med at arbejde på værtshuset. Når man får barn alene som 18-årig, skal der knokles for at få tingene til at hænge sammen.

Voksede op med skæbnerne ved baren

Tingene har nu altid hængt sammen omkring Aja. Allerede som barn så hun, hvordan hendes nærmeste slæbte ølkasser, serverede og ikke mindst sludrede med gæsterne om glæder og sorger. Skæbnerne ved baren, askebægrene på bordene og musikken fra jukeboksen var en del af familien, så det var en selvfølge, at Aja senere begyndte at arbejde på sin mosters og onkels værtshus, Kahytten, i Kerteminde.

Værtshuset passede ikke til rollen som mor

Jobbet passede hende godt, og hun kunne nok være blevet stående bag bardisken, hvis det altså ikke lige var fordi, hendes mave begyndte at vokse. Da Aja blev mor, var hun nødt til at finde på noget andet at lave, og hun uddannede sig derfor som serviceassistent og fik arbejde med rengøring på Kerteminde Efterskole.

Sådan kan livet tage en ny retning. Det har det gjort flere gange for Aja, som undervejs blev skilt fra sine tre børns far, men som heldigvis fandt den store kærlighed igen for ni år siden.

Fandt en dejlig kæreste

– Jeg var meget, meget glad for min kæreste. Vi boede sammen, og han var simpelthen hen så sød og rar og dejlig. Både over for mig og for min yngste datter, som stadig boede hjemme, siger Aja.

Bag baren har hun gennem tiden lagt ører til mange voldsomme livshistorier, men hendes egen har heller ikke været en dans på roser.

Mistede pludseligt sin kæreste

– Min kæreste fik konstateret kræft i leveren og bugspytkirtlen for fem år siden. Og en måned efter døde han.

Mange ville nok have rullet sig sammen af sorg. Aja gjorde det modsatte. Hun gjorde det, hun altid havde set sin familie gøre. Hun holdt sig oprejst og knoklede igennem med rengøringen på efterskolen. Men man kan ikke knokle sig væk fra sorg. Ikke engang Aja og et år efter kom regningen.

Røg ned i et sort hul

– Pludselig røg jeg ned i et sort hul. Der var så meget, jeg ikke havde bearbejdet, og jeg begyndte at tænke alt muligt. Var det min skyld, han var død, fordi jeg ikke havde fået sendt ham til lægen? Den slags. Jeg kunne ingenting, og bare det at tømme opvaskemaskinen eller tage et bad var en overvindelse. Den slags troede jeg ellers ikke, kunne ske for sådan en som mig. Alle i min familie er jo så stærke. Vi er sådan nogle, der kan klare os selv og aldrig beder om hjælp. Men jeg lå bare på sofaen og så serier på tv, siger Aja, som var sygemeldt otte måneder med depression og stress.

Vidste hun var nødt til at rejse sig selv

Hun vidste, at hun ikke kunne klare at komme tilbage til efterskolen, men noget skulle der jo ske. Det indså Aja, da hun blev kaldt op til kommunen, hvor hun sad ved et stort rundt bord med en hel del mennesker med flotte titler. En var læge, en anden var psykolog og en tredje var nok sagsbehandler. Aja husker det ikke præcist, men hun husker sin egen reaktion på det møde.

– Jeg tænkte: Nej, nej, nej. Det her skal jeg ikke. Det var faktisk det møde, der gjorde, at jeg besluttede at rejse mig ved egen hjælp.

Faldt over en lille jobannonce

Først skridt, da Aja ved et tilfælde så en lille annonce på Facebook, hvor det lokale værtshus Amanda Bar søgte en servitrice.

- Det kan da ikke være så svært, tænkte Aja og søgte jobbet. Kort efter satte hun håret, iførte sig sit pæneste tøj og tog herefter plads ved et af de mørkebrune træborde på Amanda Bar til en jobsamtale. Den samtale gik godt. Jobbet var hendes.

Værtshuset er min lykkepille

Faktisk blev arbejdet på Amanda Bar meget mere end bare et job. Det blev Ajas redning. Eller lykke-pille som hun selv siger. Hun kunne mærke det allerede efter første vagt.

– Kunderne tog med det samme så godt imod mig og begyndte at snakke. Og jeg er nok som en åben bog, så jeg snakkede med. Hele atmosfæren gjorde, at jeg gik hjem og tænkte: Det her er godt nok dejligt. Det løftede mig simpelthen, og jeg følte mig som sådan en slags blomsterknop, der bare åbnede sig, siger Aja, som kun behøvede en dags oplæringen.

Samtalerne over disken fik deprssionen til at lette

Alle værtshus-rutinerne havde hun jo allerede på rygraden siden barndommen, og samtalerne med kunder faldt hende naturligt.

Det var især de samtaler, der fik depressionen til at lette.

Hjælper kunder med MitID og telefon-bøvl

Aja gør nemlig meget mere end at åbne øl for kunderne. Tit er det hende, der ved, hvornår en stamgæst skal på hospitalet og tjekkes. Det er også hende, der hjælper, når nogle af gæsterne har problemer med mobiltelefonen, for det med teknik falder hende let. MitID har hun også fået installeret for flere, ligesom hun gerne læser breve højt for dem, der kæmper med ordblindhed. Og så er der alle de andre helt almindelige hverdags-samtaler, som alle har brug for. Som for eksempel, hvad man skal betale for to kilo ål, hvilket er det helt store emne, da Ude og Hjemme er på besøg.

Gør mig glad at være noget for andre

– Det har hjulpet mig utrolig meget at være noget for andre. Det er det, der giver mit liv kvalitet. Det, der gør mig glad. For andre er det sikkert noget andet, så hvis man er nede i et hul, skal man finde ud af, hvad det er der fanger en. Men for mig er det helt sikkert samværet hernede med andre mennesker. Når jeg går herfra, har jeg det ligesom en narkoman, der har fået sit fiks.

Kender du Jens?

Det er nu ikke kun kunderne på den ene side af baren, som Aja har en særlig forbindelse med. Også kollegerne på hendes egen side har været med til at løfte hende op af det sorte hul. Særligt en.

Da Aja første gang sad til jobsamtale ved det mørke træbord, stod Jens samtidig bag baren og betjente kunder.

- Kender du Jens? spurgte den kvinde, som interviewede Aja.

- Kender og kender…  kunne Aja svare. Hun havde engang arbejdet sammen med Jens’ mor, så hun havde hørt en del Jens-historier.

Nu fik hun lov til at opleve ham i virkeligheden, og de to svingede godt samme i baren efterfølgende. Så godt, at Aja tilbød at køre med ham i Ikea, da han manglede nogle småting til sin nye lejlighed.

Holdt i hånd for første gang i IKEA

I Ikea grinede og pjattede de, som de plejede. Og pludselig, der mellem reoler, senge og borde, holdt de hinanden i hånden.

Det har de gjort lige siden, og Jens bor i dag hos Aja.

– Vi har det simpelthen hen så godt, og vi griner hele tiden, siger Aja. Der var dog en ting, hun lige skulle klare, inden hun lod grinet med Jens flyde helt frit.

– Jeg måtte lige en tur op til gravstedet, som hun siger.

Måtte lige forbi kirkegården og vende den nye kærlighed

For frit at kunne kaste sig ud i sin nye kærlighed, måtte hun lette sit hjerte til sin afdøde kæreste.

– Det kan godt være, det lyder lidt mærkeligt, men noget i mig sagde, at jeg skulle gå op til ham. Så jeg stod og kiggede på hans fine gravsted med den lille lastbil og fortalte det, som det var var. At jeg havde fundet Jens. Og han var sød. ”Er det okay for dig, at jeg finder sammen med ham?” Da jeg gik ud af kirkegårdslågen, kunne jeg mærke, at det måtte jeg godt. Det var, som om der var noget, der lettede for mit bryst.

Værtshuset kan byde på barske historier

I dag trækker Aja tydeligvis vejret let og uden modstand. Hendes replikker falder hurtigt, når hun taler med gæsterne, og hun ved, hvem der er til 90-års fødselsdag i dag, ligesom hun ved, at ham for enden af baren laver halskæder med isbjørnetænder.

Hun ved også, at lige så dejligt livet kan være på et værtshus, lige så barsk kan det pludseligt blive.

– Jeg har set nogle hårde skæbner, jeg har også prøvet at genoplive en hernede og køre en anden på hospitalet. Men jeg kan ikke redde alle. Og det er svært at redde nogen, der drikker for meget, hvis de ikke selv ønsker at stoppe. Jeg kan bare lytte, give nogle gode råd og så håbe, at de på et tidspunkt vil have noget professionel hjælp.

Aja drikker stort set aldrig

Det er ikke Aja, som gæsterne skåler med. Faktisk drikker Aja stort set ikke. Ikke engang, når familien spørger, om hun ikke vil have et glas rødvin.

– Nej tak. Det siger mig ikke noget.

Morfar kigger stolt ned på mig

Men stemningen på et værtshus, elsker hun. Og nu er det hende, der bestemmer, for siden maj har hun været forpagter af Amanda Bar.

– Jeg er sikker på, min morfar kigger ned på mig oppe fra himmelen og er rigtig stolt, griner hun med sin hæse latter, inden hun spørger en af stamkunderne, om han er kommet godt på plads i sin nye lejlighed.