Fik hjertet knust: Jeg bliver aldrig klog på kærligheden

Jeg græd slet ikke til mit bryllup, selv om jeg havde købt lommetørklæder. Ikke en eneste tåre. Ikke engang, da min mand rejste sig og holdt en lang tale med små pauser, beregnet til at tørre øjnene.

Men næste dag kom de. Tårerne styrtede ned ad kinderne, da vi stod i Københavns Lufthavn, klar til at rejse en uge til en græsk ø. Det skete i det øjeblik, en dame bag en skranke rutinemæssigt kaldte os frem for at tjekke os ind.

For da hun kort kiggede op på os og kaldte os det samme efternavn, forstod jeg for første gang, at nu var vi mand og kone. Og mens glædestårerne væltede frem, tænkte jeg: Nu skal jeg aldrig mere være alene.

Syv år efter blev vi skilt. Vores piger på fire og to år blev skilsmissebørn i en syv-syv deleordning. Og jeg havde aldrig følt mig så alene.

Ægte kærlighedshistorier på godt og ondt

Kærligheden kan man ikke regne med. Den overrasker hele tiden på godt og ondt, og det er præcis derfor, jeg synes, den er så interessant, at jeg nu har lavet en podcast, hvor jeg hver uge besøger nogle meget forskellige mennesker for at høre deres meget forskellige kærlighedshistorier.

Når jeg lytter til de historier, har jeg tit brug for en del flere lommetørklæder end til mit bryllup, for jeg synes, det er så stærkt at komme helt ind i folks stuer og høre om det vigtigste i deres liv. Nemlig kærligheden.

Kærligheden kan komme i mange former og på de mest uventede tidspunkter. Men én ting kan man sige med sikkerhed: Man kan ikke få kærlighed uden smerte. Det vil du også høre i min podcast. Og det er også min egen personlige erfaring.

Den første Thomas er altid noget særligt

Det begyndte ellers godt. Jeg mødte min første kæreste, da jeg var 14 år. Han hed Thomas, og siden har der været mange andre Thomas’er. Men der er nu altid noget særligt ved den første.

Den første Thomas var fire år ældre end mig og boede i Bogense ligesom jeg. Jeg havde aldrig talt med ham, men jeg kendte til ham, ligesom jeg kendte til Tom Cruise. Derfor forstod jeg ikke helt, hvad der skete, da jeg til en fest i det lokale forsamlingshus stod lidt alene og forkert og lænede mig op ad to borde, der var stablet oven på hinanden for at gøre plads til dansegulvet. For pludselig kom Thomas hen og spurgte, om jeg ville danse. Og han havde ikke forvekslet mig med en anden.

Vi blev kærester. Næsten hver aften cyklede han igennem en mørk skov for at besøge mig, langt ude på landet, og inden han kom op på mit værelse, skulle han forbi vores rottweiler, som ligesom min far ikke brød sig om teenagedrenge, hvis stemmer var gået i overgang. Men Thomas klarede alle forhindringer, for sådan er kærligheden jo. Når man har den i ryggen, tør man godt gå gennem sorte skove og forbi bidske hunde.

Vores forhold sluttede efter seks måneder, fordi han skulle flytte til Sønderborg med sine forældre. Sådan burde alle kærlighedshistorier slutte, men det gør de ikke.

Så de værste sider af mig selv

Da jeg blev skilt som 35-årig, så jeg de værste sider af mig selv. Jeg fandt også ud af, at der ikke findes noget så tomt som et forladt børneværelse hver anden uge. Ligesom jeg oplevede, at jeg ikke var blevet bedre til det der med kærligheden, selv om jeg var blevet voksen.

Kærlighed gør dum, uanset alder. Og kærlighed gør ondt. Alligevel er den så dejlig, at den er hele besværet værd.

Jeg har mødt en ny

Selv fik jeg et rap over hjertet et par måneder efter skilsmissen, hvor min eksmand kom på besøg i min nye lejlighed. Allerede da jeg så ham gå op ad trappen, vidste jeg, hvad han ville sige. Jeg kunne se det på hans hurtige skridt, på hans nye sorte, stramme tøj og på hans krop, som var blevet et par kilo lettere. Mest af alt kunne jeg selvfølgelig se det på smilet. Han havde egentlig ikke behøvet udtale ordene: Jeg har mødt en ny.

Den besked tog jeg ikke særlig pænt. I starten mente jeg, min modvilje skyldtes, at den nye kvinde var en del yngre end mig. Men i virkeligheden handlede det nok bare om, at det er voldsomt, når faren til ens børn går rundt med lette skridt og smiler over en anden. Ligesom det er voldsomt at komme forbi sit gamle hjem for at hente en regnjakke og så få øje på et par stiletter, som ikke er ens egne.

Værdighed vokser ud igen

I et stykke tid ringede jeg til min eksmand med halvtreds procent gråd og halvtreds procent vrede i stemmen. Det vil jeg ikke anbefale andre at gøre. Man får ikke rigtigt noget ud af det. Man mister kun sin værdighed. Til gengæld er det nok en helt naturlig reaktion. Så hvis du allerede har lavet flere af den slags opkald, så pyt. Værdighed vokser ud igen.

Efter et par måneder gjorde jeg noget, der var så klogt, at jeg er nødt til at dele det her. Jeg valgte at møde hende den nye og se hende i øjnene.

Hun og jeg mødtes en søndag i mit gamle køkken – som nu var hendes. Jeg tror ikke, det var let for nogen af os. Men det var det rigtige. For efter vores møde bemærkede jeg, at mine børn løb lidt lettere rundt på legepladsen. Selv sad jeg også lidt lettere på bænken og kiggede på gyngerne. For der er ikke noget, der kan opbygge et monster som et par tomme stiletter, hvor man skal tænke sig til resten.

Kærlighed handler en gang imellem om at være større, end man har lyst til at være. Især hvis man har børn.

Troede dating var sjovt

Jeg var nu ikke særlig stor, da jeg oprettede en profil på en datingside og begyndte at date. Inden havde jeg troet, at det ville være sjovt, for jeg er glad for at tale med mennesker, og desuden havde jeg set en del romantiske komedier med tåkrummende, men morsomme dialoger mellem to mennesker, der nok skulle ende med at få hinanden inden rulleteksterne. Der var nu ikke så meget Meg Ryan over mig, når jeg gik rundt om søerne med nye mænd. Jeg vidste aldrig, hvad jeg skulle svare, når de spurgte, hvad jeg havde af hobbyer.

Enten er den der. Eller også er den der ikke

Der var selvfølgelig nogle, jeg så igen. Men ikke så længe. For de ville ikke gå igennem en mørk skov og forbi en glubsk rottweiler. Eller også ville jeg ikke. Det er det brutale ved kærlighed. Enten er den der, eller også er den der ikke.

Efter et år var jeg tæt på at give op. Alligevel gik jeg på date med en høj mand i hørjakke en dag efter arbejde. Vi drak to glas vin, og han fortalte, at han havde været single en del år, og det kunne jeg godt mærke. For han havde tydeligvis sine faste replikker og vittigheder, som han brugte på dates. Selv var jeg aldrig blevet rutineret. Jeg var faktisk altid så nervøs, at jeg grinede for skingert og for længe af historier, som slet ikke kunne bære det, og jeg kom tit til at blære mig med, at jeg engang havde interviewet Helle Thorning.

Da vi gik hver til sit, tænke jeg alligevel, at ham ville jeg gerne se igen. Jeg blev derfor glad, da jeg næste dag fik en sms. Desværre havde den ikke det budskab, som jeg håbede på.

”Kære Karin. Tak for sidst. Du virkede meget nervøs, så jeg vil anbefale dig at gå ud og date nogle flere mænd.”

Efter jeg hånligt havde døbt ham ”Dating-coachen” med mine veninder, fulgte jeg faktisk hans råd. Det gik lige så dårligt, som det plejede, og efter et par måneder var jeg klar til at give op.

Misforståelse endt med ægteskab

Men en aften, hvor en veninde spurgte, om jeg ikke havde et billede af ham ”Dating coachen”, gik jeg ind på hans profil på datingsiden, hvor jeg vidste, der var et vellignende foto af ham. Jeg vidste bare ikke, at han i samme øjeblik kunne se, at jeg havde besøgt hans profil. Det tog han som et tegn på, at jeg ikke kunne slå ham ud af hovedet. Så han inviterede mig på en burger og et glas vin.

I dag er vi gift og lever som sammenbragt familie med fem børn, en hund og et langt spisebord.

Hvid brud for anden gang

Til vores bryllup i kirken var jeg for øvrigt hvid brud igen med slør og det hele. Det kunne godt være, jeg ikke var helt så ung og jomfruelig som første gang, men kærligheden var ikke mindre, så kjolen skulle være lige så lang og hvid som første gang.

Jeg håber, du vil høre, hvor meget kærligheden kan ændre menneskers liv i min podcast ”Min kærlighedshistorie”.

Lyt med herunder, i ALLY eller der, hvor du foretrækker at lytte til podcasts.