Forlod job, kæreste og hus: Nu bor jeg i naturen

Anna-Caroline kiggede ud over den smukke sø ved drømmehuset i Holstebro, som hun og kæresten var flyttet ind i et halvt år tidligere. Hendes øjne burde skinne af glæde, i stedet var blikket tomt. Som 22-årig havde hun allerede opfyldt drømmen om et godt job, et fast forhold og et hjem fyldt med smarte møbler og med plads til børn. Nu var det gået op for hende, at drømmen slet ikke var hendes.

– Jeg havde altid haft en klar idé om, hvad et godt liv var. Man skulle finde et arbejde, en mand og et hjem, hvor man kunne stifte familie. Det var dét, alle drømte om og måske også forventede, at andre gjorde. Ret tidligt i livet sad jeg så i mit eget hus og tænkte: ”Nu er jeg dér, hvor man bør være. Er det virkelig kun dét, livet har at byde på?”, siger Anna-Caroline Fosmark, 24, og fortsætter:

– Jeg havde glædet mig til at nå til det stadie i livet, men jeg var ikke gladere nu, hvor jeg endelig var der. Det var en skuffelse og et chok for mig, at det føltes sådan. Jeg havde jo det hele, så hvorfor var jeg ikke så lykkelig, som jeg følte, at jeg kunne blive? Jeg kunne mærke, at jeg ikke var det rigtige sted, og at jeg ville blive syg og deprimeret, hvis jeg blev ved med at ignorere det. Jeg vidste ikke, hvor jeg ellers ville bo. Jeg vidste bare, at det ikke skulle være der.

Opvokset i villakvarter

Anna-Caroline er vokset op i et villakvarter i Silkeborg. Hendes far er ingeniør, hendes mor er uddannet skolelærer.

– Det var en helt normal barndom. Min far tog min bror og mig med på sheltertur et par gange om året, og det svingede lidt, om jeg syntes, det var sjovt. Vi var også på lange cykelture sammen i naturen omkring Silkeborg, og jeg kan huske en særligt hård vandretur i Norge, hvor jeg var fem år og bare ikke orkede at gå mere, så min far måtte nærmest slæbe mig videre, siger Anna-Caroline og griner højt ad sit lidt anstrengte forhold til udelivet som yngre.

Det ændrede sig nemlig i gymnasietiden, hvor hun blev mere og mere draget af både roen og oplevelserne, som naturen byder på. Pludselig var det hende selv, der arrangerede shelterture med vennerne. Det var også i den periode, hun begyndte at drømme om at cykle rundt i Europa på egen hånd. Hendes stedfar fortalte hende, at han som ung havde cyklet til Middelhavet med nogle venner.

– Når han fortalte om den tur, fik han julelys i øjnene, og jeg kunne bare mærke på ham, at han i den tid virkelig havde følt sig i live, og at det havde været den bedste oplevelse i hans liv. Det lød så fedt, og jeg fik lyst til at prøve det samme – bare alene.

Sprang ud i drømmen

Men så var det, at Anna-Caroline mødte sin daværende kæreste og endte i huset i Holstebro. Drømmen om cykelrejsen i Europa virkede pludselig fjern, og hun forsøgte i stedet at passe ind i et liv, som lignede de fleste andres. Hver dag mødte hun op på sit travle job som lærer og faldt træt omkuld på sin fine sofa derhjemme om aftenen, og sådan fortsatte hun. Indtil hun ikke magtede det mere.

I februar 2021 flyttede hun ud af drømmehuset. Kæresten og jobbet forlod hun også.

– Jeg var nødt til at tage mine egne behov seriøst. Hvad drømte jeg i virkeligheden om? Jeg – og ikke alle andre? Jeg tænkte på den cykeltur, som jeg havde drømt om i så mange år, og så sprang jeg ud i den og er ikke stoppet siden, smiler Anna-Caroline.

Planen var først at cykle rundt og besøge venner forskellige steder i Danmark og finde overnatningsmuligheder i skove og andre naturområder undervejs. Men inden længe sad hun i sadlen med kurs mod Østeuropa, hvor hun rejste rundt i flere lande, besøgte spændende steder og mødte nye mennesker.

Siden er turen også gået til adskillige lande i Vesteuropa, og da Ude og Hjemme møder Anna-Caroline på et af de faste overnatningssteder i Undallslund plantage ved Viborg, er hun lige hjemvendt fra en vandretur til Island. Hver eneste kilometer hun har tilbagelagt indtil videre, har hun følt hun sig mere og mere fri.

– Jeg har ikke kun flyttet mig fysisk, men også mentalt. Jeg er høj på livet og fyldt op af lykke over, at jeg ikke er tvunget til at stå op klokken syv hver morgen blot for at løbe rundt i et hamsterhjul og gøre det samme hver dag. Jeg står glad op, når jeg vil, og er sulten efter at se, hvad dagen bringer af nye oplevelser.

Få ejendele

En typisk hverdag for Anna-Caroline kan man derfor ikke tale om, men ofte udser hun sig et sted, hun gerne vil udforske, og så cykler hun derhen og slår lejr – enten i sit letvægtstelt, som hun har med på cyklens bagagebærer, eller i et shelter på stedet. Måske møder hun undervejs nogle ligesindede, som eksempelvis lever i et økologisk minisamfund, og så taler hun med dem om deres tilværelse og finder inspiration.

Foruden teltet og cyklen har Anna-Caroline kun ganske få ejendele. Man har ikke brug for meget for at få livet i naturen til at fungere, konstaterer hun.

– Jeg plejer at sige, at jeg kan have hele mit hjem i de fire sadeltasker på min cykel. Mit soveværelse med madrassen og soveposen er i den ene taske, min garderobe med tøjet i den anden, mit køkken med maden og Trangiaen (letvægtskogesæt med gasbrænder, red.) i den tredje, og alle mine dimser som værktøj og malegrej i den sidste, siger Anna-Caroline, mens hun viser os rundt i det naturskønne område, hvor hun har sovet natten forinden.

Nogle vil måske genkende hende som tidligere deltager i DR-programmerne ”Alene i vildmarken” og ”Danmarks bedste portrætmaler”, og efter hun flyttede ud i naturen, tjente hun i starten til dagen og vejen ved blandt andet at sælge sine flotte malerier via Instagram. Nu maler hun mest af lyst, og i stedet kommer hendes primære indtægt fra de foredrag, hun fra tid til anden holder om sin særlige livsstil. Men Anna-Caroline behøver ikke at tjene mange penge for at få dagligdagen til at hænge sammen.

Rigere end før

Strøm til telefonen får hun via transportable solceller, eller også oplader hun den i stikkontakter i offentlige bygninger. Rent vand får hun også disse steder, eller hun kan finde på at banke på døren hos fremmede og spørge venligt om nogle deciliter til drikkedunken.

– Folk er hjælpsomme, og det er også en måde at møde nye mennesker på. Mad finder jeg masser af, når jeg ”skralder”. Det er utroligt, hvor megen brugbar mad der bliver smidt ud, fortæller Anna-Caroline og stopper op ved et træ. Hun har spottet en spiselig rørhat, og den skal naturligvis med i resten af svampesamlingen, som udgør hendes frokost.

Det har ikke været svært for hende at skille sig af med de fleste af sine ejendele og begrænse sig til de få ting, hun har nu.

– Det gjorde mig jo ikke lykkelig at eje en masse. Jeg har nogle flyttekasser stående hos mine forældre med enkelte ting, jeg ikke ville undvære, men når det kommer til at eje noget, stiller jeg hele tiden mig selv spørgsmålet: ”Gør det mig gladere – ja eller nej?”, og oftest giver tingene ikke en længerevarende værdi. Jeg føler mig rigere nu end nogensinde, fordi jeg i stedet er rig på oplevelser og på livet.

Selv om Anna-Caroline er flyttet ud i naturen, ser hun stadig sin familie og sine venner som før. Hun besøger dem ofte og dukker op til festlige anledninger, som alle andre. De kigger fra tid til anden også forbi de steder, hvor Anna-Caroline har slået sig ned – dog ikke helt så tit.

– Men de har altid støttet mig i mine valg. I starten spurgte de mig da: ”Er du ikke snart færdig med den cykeltur, og hvad er planerne egentlig bagefter?”, men de var samtidig ikke overraskede, da jeg fortalte dem, at jeg altså blev ved, for de kunne jo mærke, hvor glad det gør mig at leve sådan.

Fordele og ulemper

Anna-Caroline kan se mange fordele i sin måde at bo på. Hun slipper også for at skulle vedligeholde et hjem, og den vundne tid kan hun i stedet bruge på at hygge sig, slappe af og bare nyde sit eget selskab.

– Jeg har lært at elske tiden for mig selv. Når man har ro til at mærke sig selv og handle derefter, finder man en helt anden balance indeni. Jeg har fået mere selvværd og selvtillid, fordi jeg jo kan se, at jeg sagtens kan klare mig selv.

Selvfølgelig er der også ulemper ved at bo for sig selv midt i vildmarken, indrømmer Anna-Caroline.

– Når vejret er vådt og koldt, og man fryser og måske er gennemblødt, så kan dagene godt føles lange. Jeg har i hvert fald lært på den hårde måde, at det er vigtigt at have ordentlige regnbukser! Men der er også læring i de hårde dage, så der er altid noget at være taknemmelig for. Når man har cyklet flere kilometer i modvind og forbandet vejret langt væk, mærker man en indre styrke og en stolthed, når man endelig når frem, fordi man klaret det alligevel. Og hvis vinteren er for hård, kan jeg jo bare tage sydpå.

En anden ulempe er, at man kan savne en af dele sine oplevelser med.

– Der er ikke mange, som ønsker at bo på samme måde som jeg, så der er også et element af ensomhed over min livsstil. Det interessante er dog, at jeg følte mig mere ensom, da jeg boede i huset. At være selvvalgt alene føles anderledes. Jeg møder mange mennesker og besøger venner og familie, så det er mere en følelse af længsel efter at dele tiden med nogen.

Fortryder ikke

Anna-Caroline har aldrig fortrudt sit valg, når hun har vejet fordele og ulemper op mod hinanden. Hun har heller aldrig følt sig bange for at være på egen hånd.

– Frygt er for det meste noget, man selv bygger op i sit hoved, og når jeg ligger alene i et mørkt telt, spørger jeg mig selv: ”Hvorfor skulle jeg være bange? Der er jo bare mig”. Hvis der helt usandsynligt skulle komme nogen forbi i skoven midt om natten, så er det endnu mindre sandsynligt, at vedkommende samtidig også har onde hensigter, vurderer Anna-Caroline og tilføjer:

– Jeg tager mine forholdsregler, som andre ville gøre, når jeg møder folk. Jeg er opmærksom på mine omgivelser og har også tit sagt nej til folk, hvis jeg syntes, de var for insisterende i deres måde at henvende sig på. Nu har jeg levet sådan i to år, og det eneste dårlige, der er sket, er, at jeg på et tidspunkt fik stjålet en tipi, jeg boede i.

En ny kæreste

Helt alene er Anna-Caroline nu heller ikke mere. Hun har fået ny kæreste, som har vist stor interesse for hendes særlige livsstil, og efter at have tilbragt tid med Anna-Caroline i naturen, er han blevet lige så fascineret af udelivet, som hun er. Han har netop solgt sit hus, og snart flytter han permanent ud i vildmarken til hende.

– Det bliver en ny milepæl i mit liv i naturen, og jeg glæder mig til at dele min tid med ham. Han er åbensindet og min største fan. Mange synes, det er mærkeligt, hvordan jeg bor, men han synes bare, det er fedt. Nu skal han til at lære sig selv og naturen at kende på samme måde, som jeg gjorde, og det bliver spændende at se, hvor det fører hen.

Anna-Caroline ved ikke, om de altid skal bo og leve præcis som nu, men hun forestiller sig, at naturen altid vil være omdrejningspunktet. Det er her, hun føler sig hjemme.

– Måske ender vi i et tinyhouse, en tipi eller en mongolsk jurt, hvor vi kan have en fast base og derfra rejse rundt, når vi har lyst. Det kan være en mulig løsning, hvis der en dag kommer børn ind i billedet, hvilket jeg også godt kunne tænke mig på et tidspunkt. Det vigtigste lige nu er dog, at jeg lærer mig selv helt at kende, og det er en proces, jeg stadig er i gang med.