Emma bor i autocamper med sin baby

Eventyrlysten har altid været en stor del af Emma. Hun har rejst til de fleste af verdens hjørner og ofte på egen hånd. Det giver hende perspektiv på livet.
– Jeg har fået venner fra hele verden. Jeg elsker at bare købe en billet og se, hvor skæbnen fører mig hen, siger 36-årige Emma, som er politibetjent og ikke ønsker sit efternavn trykt i denne artikel.
Men selv ikke Himalayas højder kan måle sig med det eventyr, hun netop nu er ude på. I maj 2021 fødte hun datteren Ines, og en ubeskrivelig lykke indfandt sig i den nybagte mor.
– For mig har det altid været en selvfølge, at jeg en dag skulle blive mor. Men at jeg skulle være alene om mit barn, havde jeg aldrig troet.
Da Emma rundede 30 år, følte hun, at tiden var inde. Dengang mente hun, at det krævede en mand. Og hun var netop brudt ud af et forhold.
– Jeg datede i lang tid, men det føltes aldrig helt rigtigt. Jeg kunne mærke, at jeg i højere grad søgte efter en god far til mit fremtidige barn end efter en partner til mig selv. Jeg blev ikke forelsket. Og så skal det ikke være.

Min far slog min mor 1:2
Kunstigt befrugtet
Hun begyndte at stresse over sit biologiske ur og besluttede at tage sagen i egen hånd.
– Jeg tænkte, at jeg måtte skaffe barnet selv, og så måtte manden komme senere.
En vinterdag i 2019 tog Emma kontakt til en fertilitetsklinik og blev godkendt til kunstig befrugtning. Der blev planlagt seks forsøg med insemination. I Emmas tilfælde var der kun behov for et.
I foråret 2021 kom Ines til verden. Fødslen var hård, men den lille pige var det hele værd. Emma vendte hjem med datteren til sit rækkehus i det sydlige Sverige, og det nye liv som mor kunne begynde.

Jeg fik troen på mig selv som mor
– Det viste sig at være endnu bedre, end jeg havde forestillet mig. Jeg troede, at jeg ville være mere “låst”. Men det var noget helt andet, og vi gør så meget som muligt sammen. I oktober udlejede vi huset og rykkede ind i vores nyindkøbte autocamper.
Emma havde anskaffet sig en Mercedes Sprinter fra 2008. Den var allerede blevet lavet om til en beboelig bil af den forrige ejer – og det var præcis, hvad Emma var ude efter.
– Der var allerede rindende vand, spotlights i taget, seng, køleskab og tv. Jeg har altid drømt om at have sådan en bil. Først tænkte jeg, at Ines og jeg kunne tage nogle måneder til Thailand eller Mexico, men så tænkte jeg: “Hvorfor bruge penge på en bolig, når jeg kan bruge dem på en autocamper?”. Jeg elsker at campere. Og det kan jeg fortsætte med i en lettere form med Ines.
Mere fri end før
I en måned boede Emma og Ines i bilen på prøve. Det føltes bedre end at bo i hus.
– Som småbarnsforælder ser man skidt og snavs overalt, og der er altid noget, der skal laves. Nu var det pludselig nok bare at bruge håndstøvsugeren i tre minutter, og så var vi klar.
Klar til dagens eventyr. Nogle gange vågnede de op i skoven, andre gange ved havet. Eller de fandt en tilfældig parkeringsplads, hvor de kunne kigge på folk, der gik forbi. Emma indrettede sig efter sin datters behov og sovetider.
De besøgte også mange af Emmas venner rundt om i Sverige.
– Takket være autocamperen har jeg fået mere tid til at besøge dem. At blive mor har ikke forhindret mig i noget. Tværtimod.

At Emma er alenemor, betyder ikke at hun er ensom.
– Det er slet ikke så skræmmende, som man tror.
Inden Emma blev mor, sagde andre til hende, at hun havde lang tid endnu til at blive gravid på naturlig vis. En kommentar, som hun har undret sig over.
– Folk, der siger det, har kun gode intentioner, men de fleste ved ikke, hvor meget fertiliteten daler, efter man er fyldt 35 år. Mit råd er, at man får tjekket sin ægbeholdning på en klinik.
På spørgsmålet om, hvorvidt noget har overrasket hende ved at få barn alene, svarer Emma:
– Jeg har fået mere støtte, end jeg troede. Jeg er også overrasket over, at jeg ikke har fået flere negative kommentarer. De fleste er bare nysgerrige. Selvfølgelig har nogen sagt: “Skal du ikke vente på den rette mand?”. Men det sagde folk også, da jeg købte rækkehus alene. Man skal ikke lade sig påvirke af, hvad andre synes og tænker. Så får man ikke lavet meget.
Klar til kærlighed
Emma er også begyndt at date igen.
– Men det er med en helt anden ro i maven, og jeg glæder mig til at blive forelsket.
Hun datede endda under graviditeten, og hun fortalte mændene om det kommende barn inden deres første møde.
– Oftest var det intet problem. Nogle takkede dog nej, inden vi mødtes, og det kan man jo sagtens forstå. Men i det store hele virkede det ikke til, at graviditeten skræmte mændene bort.

Vi bor på 16 kvadratmeter
I øjeblikket er Emma ikke i et forhold. Det handler om hende og Ines. Og datteren skal ikke begynde i institution før i august, hvilket betyder, at de har god tid til at tage på eventyr sammen.
Emma har lejet sit rækkehus ud, for hun og Ines skal sydpå.
– Jeg er ikke meget for at planlægge, men det bliver en tur til det sydlige Spanien eller Portugal. Måske møder vi andre “autocampere”, som kan give os nogle tip. Vi tager dagen, som den kommer, siger Emma og tilføjer:
– Jeg talte for nylig med en veninde om tryghed, og hun sagde: “Emma, frihed er din tryghed”. Og hun har ret. Tryghed for mig er at kunne gøre, hvad jeg vil.
