Opgav stor lejlighed: Ayo bor i sin bil

Ayo havde svært ved at se meningen med livet, mens hun sad alene i sin københavnerlejlighed og stirrede tomt ud i luften. Hun kendte efterhånden hver en millimeter af de hvide vægge, som omkransede hende, for de sidste mange år havde hun stort set ikke lavet andet end at kigge på dem.

– Jeg troede, mit liv var slut. Mit hoved fungerede jo fint, alligevel sad jeg bare dér og var spærret inde. Jeg havde ingen lyst til at stå op om morgenen, for hver dag var blot en ny dag med hvide vægge og intet at lave. Jeg kunne ingenting, sov 18 timer i døgnet og kom kun udenfor, når jeg skulle på sygehuset, siger 41-årige Ayo Hansen.

Syg og skilt

I 2009 fik hun konstateret sarkoidose – en sjælden immunsygdom, som angriber kroppens organer. I Ayos tilfælde gav den hende kroniske skader på lungevævet, så hun nu dagligt må kæmpe med vejrtrækningen, træthed og andre bivirkninger. Sygdommen sled også på hendes ægteskab, og efter to år gik hun og manden fra hinanden. Sit arbejde måtte hun med tiden også give slip på og i stedet vænne sig til en tilværelse som førtidspensionist.

– Inden jeg blev syg, rejste jeg meget, gik på museer og oplevede en masse ting. Det var en del af mig. Nu kan jeg ikke holde til at gå mere end 80 meter ad gangen, og det er medregnet turen tilbage. Det har sat store begrænsninger for, hvad jeg er i stand til på egen hånd.

Ayo kunne heller ikke selv stå for rengøringen af sin 130 kvadratmeter store lejlighed. Det gav hakker i selvtilliden at være afhængig af hjemmehjælp så tidligt i livet. Der måtte ske noget nyt, inden hun gik helt til grunde. Huslejen på 15.000 kroner om måneden ville alligevel skubbe hende ud på gaden inden længe.

Ayo begyndte at lede efter et nyt hjem i Jylland, hvor hun oprindeligt kommer fra. Men hun fandt ikke et sted, hvor hun kunne se sig selv bo. Ikke før hun besøgte Bork Vikingehavn og faldt for et af museets store helårstelte. Sådan et ville hun også have!

– Jeg havde en stor udlængsel og lyst til at opholde mig i naturen efter alle de år, jeg havde tilbragt indenfor. Så jeg tog hjem og opsagde min lejlighed, og så bestilte jeg i stedet et telt på nettet. Jeg havde ikke noget, der bandt mig i København længere. Mine to børn var flyttet hjemmefra, så der var bare mig.

Flyttede i telt

I sommeren 2019 flyttede Ayo ind i sit nye telt. Hun solgte alle sine møbler og beholdt kun få personlige ejendele, hvoraf de fleste blev sendt videre til et depotrum. Omgivelserne reagerede med skepsis, men børnene syntes, det var en fed idé, og det var det vigtigste. Teltet fik hun lov til at slå op på nogle venners grund ved Hampen Sø i Midtjylland.

– Det var idyllisk og fungerede fint i starten, men så blev det vinter. Jeg havde godt nok et brændekomfur, som hjalp mod frosten, men det regnede nonstop, og jeg kunne ikke få luft. Det kunne ikke blive ved med at gå. Men min største skræk var at skulle tilbage i en lejlighed, siger Ayo, som derfor anskaffede sig en lille autocamper, der i stedet blev hendes hjem.

Efter knap et år blev den udskiftet med en større model. En autoforhandler havde hørt om Ayo gennem hendes blog ”Home Is Where I Park” (Mit hjem er, hvor jeg parkerer) og tilbød hende en sponsoreret autocamper med alle de fornødenheder, hun kunne drømme om. Det kunne Ayo ikke sige nej til, og nu bor hun i den otte kvadratmeter store luksusvan.

– Der er køleskab og fryser til min mad og medicin, et lille køkken med gasblus, ovn og vask, og så er der toilet, brusebad, en stor seng og siddepladser. Jeg har ikke fjernsyn, men der er bilradio, og så kan jeg stå op i bilen, hvilket er totalt luksus, for det kunne jeg ikke i den første, griner Ayo.

Føler sig fri

Den største luksus er dog den frihed, som livet i autocamperen har givet hende.

– Jeg har fået større bevægelsesfrihed, for jeg har altid mit hjem med mig. Jeg kan køre lige derhen, hvor jeg vil, og hvis jeg bliver træt, er min seng lige i nærheden. Jeg får nye indtryk hver dag, og kan jeg ikke lide et sted, kører jeg bare videre. Det har givet mig den vildeste livsglæde, som jeg på mange måder havde mistet. Jeg synes, man bør tilbyde alle syge mennesker en bil, siger Ayo og forklarer, at hun også har fået det fysisk bedre af sin nye livsstil.

– Jeg bruger jo min krop på en helt anden måde end før. Og jeg har lyst til det. Det har man ikke, hvis der ikke er noget at stå op til om morgenen. Jeg kan også selv gøre rent nu, for det er hurtigt overstået, og overskuddet er større. Det lyder måske skørt at glæde sig over det, men det er befriende at kunne klare selv. På den måde føler jeg ikke, at jeg kun er en patient. Jeg er bare Ayo nu.

Ayo parkerer typisk sin bil, hvor der er udsigt til vand, så hun kan nyde naturen fra dens smukkeste side. Nysgerrige folk kigger ofte forbi og stikker hovedet ind for at se, hvordan hun bor. For det meste synes Ayo, at det er hyggeligt, selv om der også er skumle typer. Men hun er aldrig bange for at sove alene i bilen om natten.

– Min bil er et fort, og jeg er kørt for længst, inden nogen når at bryde ind, ler hun.

Ikke brug for mange ting

Dagene går blandt andet med at strikke, læse bøger og skrive om sine oplevelser på bloggen og til den rejsebog, hun er i gang med at lave. Hun har allerede udgivet en kogebog, ”Den sultne rejsende”, med madopskrifter til folk på farten.

– Jeg er lige kommet hjem fra en fire måneder lang rejse gennem Østeuropa. Det er fantastisk at kunne rejse igen, smiler Ayo, som blandt andet besøgte et børnehjem i Rumænien. Hendes autocamper var fyldt op med legetøj og sodavandsis, som hun delte ud af med rund hånd til fattige børn på sin vej.

– Det sætter livet i perspektiv at besøge de steder. Vi har det så godt og nemt i Danmark, og vi har slet ikke brug for alle de ting. Det har jeg jo selv fundet ud af.