Mona og Bendt fik uventet opkald: Vielsesring fundet efter 16 år

I 1990’erne satte Bendt Pedersen 13 rigtige krydser på en tipskupon sammen med tre kollegaer, og de glade vindere kunne dele hovedpræmien på hele 42.000 kroner. Man skulle tro, at Bendts held dermed var brugt op.

– Men miraklernes tid er åbenbart ikke forbi, griner den nu 71-årige pensionist fra Spjald i Vestjylland og kigger ned på sin venstre ringfinger.

Dér sidder hans vielsesring endelig på sin rette plads igen, efter at den ellers har været sporløst forsvundet de sidste 16 år.

Ked af mistet ring

Det var i december 2007, at Bendt pludselig opdagede, at den var væk. Han var lige kommet hjem fra sit daværende arbejde på vindmøllefabrikken Vestas, hvor han havde givet sin servicebil en grundig afvaskning den sidste dag inden juleferien.

– Jeg satte mig ved spisebordet, og så fik jeg øje på min finger, hvor ringen plejede at sidde. Det gav et sæt i mig, og jeg råbte: ”Gud, hvor er min ring henne?”, fortæller Bendt.

Hans hustru, Mona Pedersen, var også hjemme og kunne tydeligt se, hvor oprørt han var.

– Jeg blev ikke vred over, at han havde mistet den. Jeg kunne jo mærke, at han var ked af det, og vidste derfor, at han ikke bare havde smidt den ud ad vinduet, siger Mona, 72, og smiler kærligt til sin mand.

Livslang kærlighed

Parret blev gift den 28. juni 1975 ved et stort kirkebryllup, hvor de udvekslede matchende guldringe med bryllupsdatoen og ægtefællens navn skrevet indeni. For Mona og Bendts vedkommende behøvede ringene ikke at være prangende. Det vigtigste var, hvad de symboliserede: En livslang kærlighed. Så selv om de ikke havde været voldsomt dyre, var de alligevel uerstattelige.

– Jeg kunne aldrig finde på bare at købe en ny ring. Det ville ikke være det samme, for en vielsesring er noget helt særligt, mener Bendt, som ikke kunne komme på andre forklaringer, end at han måtte have tabt ringen i forbindelse med rengøringen af bilen.

Da han mødte ind på sin arbejdsplads efter juleferien, gik han derfor straks i gang med at lede efter den og fik hjælp fra en kollega.

– Vi ledte overalt i flere dage, men fandt den ikke. Til sidst opgav jeg håbet om at få ringen tilbage og tænkte, at den var tabt for evigt, siger Bendt, som i løbet af årene, der er gået siden, har kastet mange ærgerlige blikke på sin tomme ringfinger.

Telefonen ringede

Men så – den 5. februar i år – fik han pludselig et opkald fra en fremmed mand. Han præsenterede sig som Viggo og sagde, at han havde fundet Bendts ring.

Bendt kunne først ikke tro sit eget held, men den var god nok, skulle det vise sig. Manden i røret fortalte, at han i sin fritid er metaldetektiv, og at han for nyligt havde været på jagt efter skjulte skatte på en mark i Skjern. Her havde han fundet en ring med inskriptionen ”Mona 28-6-1975”.

– Han havde banket på alle døre i området for at spørge, om nogen kendte den mulige ejermand, men da det ikke var tilfældet, lagde han i stedet en efterlysning på Facebook. Hverken Mona eller jeg har en Facebook-profil, men det har en af vores venner, som tilfældigvis så efterlysningen. Hun ringede med det samme til Viggo og gav ham mit nummer – og så ringede Viggo til mig, fortæller Bendt.

Vidunderlig følelse

Dagen efter tog han til Snejbjerg for at afhente sin ring hos den hjælpsomme metaldetektiv.

– Det var en vidunderlig følelse at få ringen igen. Den har ikke fået en eneste skramme, og den passer mig stadig efter alle de år, siger Bendt og viser stolt sin vielsesring, som nu er tilbage på fingeren, hvor den hører til.

– Og dér bliver den! understreger Bendt, som adskillige gange siden har taget sig selv i at tjekke, om ringen fortsat er der.

Hvordan den er endt på en mark i Skjern, ved Bendt ikke, men hans bud er, at den må være røget af hans finger, mens han skrubbede bilen med sæbevand, og derfra må den være faldet i kloakken.

– Så er den nok røget videre til rensningsanlægget og blevet spredt på marken sammen med slammet, vurderer han og ryster forbløffet på hovedet over, at ringen fandt sin vej tilbage til ham, og at den er helt uskadt efter sin lange rejse.

Klar til guldbryllup

Ægteskabet mellem Mona og Bendt har vist sig at være lige så sejlivet som ringen. Om to år kan de således fejre deres guldbryllup. Parret mødte hinanden til et bal i Abildå Forsamlingshus.

– Pigerne sad på en række i den ene ende af salen, og drengene sad på en række i den anden. Da musikken begyndte at spille, fløj drengene over for at byde os op, og Bendt havde sigtekornet rettet mod mig, griner Mona.

– Som jeg husker det, sad du og kaldte på mig, spøger Bendt og får Mona til at le endnu mere.

Sandheden er nok et sted midt imellem, bliver de derefter enige om. Noget sagde i hvert fald ”klik” den dag, og lige siden har de vidst, at de skulle være sammen altid. Deres lange forhold har blandt andet budt på to børn og fire børnebørn, spændende udlandsrejser og overraskende få skænderier, afslører de.

– Der har ikke været så meget brok, siger Bendt på godt jysk og giver især sin hustrus tålmodighed æren for dette.

Held i kærlighed

Mona fremhæver den tryghed, han til gengæld giver hende.

– Nu skal det ikke lyde, som om vi er Keld og Hilda, men jeg synes, vi er gode sammen. Vi giver plads til hinandens forskelligheder og kan godt tåle at være uenige, uden at det skal udvikle sig til en kæmpe diskussion. Vi har aldrig brugt ordet ”skilsmisse” som en trussel mod hinanden, for det har slet ikke været en mulighed i vores øjne. Jeg tror, det er nøglen til et godt ægteskab, siger Mona, mens Bendt nikker.

Det lader til, at parret også har held i kærlighed.