En blodplet ændrede mit liv: Jeg blev kuet af min familie

En blodplet forandrede alt for den 10-årige Elaf. Fra den ene dag til den anden forbød familien hende at gøre ting, hun elskede. Hun måtte ikke længere besøge venner, svømme eller tage på skolerejser.

Mail Print

Torsdag, 6. januar 2022 - 15:00 - Af Hillevi Wahl. Bearbejdet af Catja Klarskov. Foto: Hugo Thambert/ Aller Foto & Video og privat.

PrintPrint

”Din modbydelige hore. Havde vi boet i Irak, havde jeg dræbt dig”, råbte hendes far, mens han trak hende i håret. Han havde set hende tale med en fyr i en videobutik, og nu faldt straffen.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Klik her for at ændre dit samtykke

Elafs far havde ikke altid været så hård. Indtil dagen hvor Elaf opdagede blodpletten i sine trusser, levede hun næsten som enhver anden ung pige.

Hun elskede at cykle rundt i nabolaget på sin blå bmx-cykel med sit lange mørke hår blafrende i vinden og et drilsk smil. Hun bar ofte orange bukser, en rødblomstret sweater og bare fødder i badetøfler. De søde firsere husker hun som ren sol, sommer og frihed. Hun voksede op i Fjälkinge, et lille, idyllisk samfund i Sverige, hvor alle kender hinanden.

– Det er en by, hvor folk føler sig så trygge, at de lader deres døre stå ulåste, forklarer hun.

Genert og stille

Familien havde haft det godt i hjemlandet Irak, hvor Elafs far var læge og hendes mor lærer. Men krigen tvang dem væk.

De ankom til Fjälkinge som den første udenlandske familie. Forældrene håbede, at de fortsat kunne arbejde med deres fag, men det skete aldrig. De lærte ikke sproget, og de kunne ikke få arbejde. Elaf var tolk og læste alle breve fra myndighederne. Hun var kvik og begyndte i skole et år tidligere end sine jævnaldrende.

– Mine lærere kaldte mig dukken, fordi jeg var stille og genert. Jeg har sidenhen grublet over hvorfor; måske det skyldtes årene med krig og flygtningelejre, funderer hun.

Elaf var fire år, da hun kom til Sverige. Familien nåede at bo i tre forskellige flygtningelejre, inden de slog sig ned i Fjälkinge.

– I lejrene boede vi mange mennesker sammen, og jeg havde det ikke godt. Toiletterne var ulækre og snavsede, så jeg holdt mig, erindrer hun.

I Fjälkinge fandt familien tryghed, men til trods for landsbyidyl var det ikke nemt for Elaf at falde til. Der var folk i byen, som mente, at de fremmede ikke hørte til der, og Elaf blev mobbet, fordi hun skilte sig ud.

Nye regler

Da Elaf opdagede den livsomvæltende plet i trusserne, forstod hun ikke, at det var blod. Ingen havde nogensinde forklaret hende om menstruation.

– Jeg cyklede hjem for at skifte, og der ventede min mor med et par rene underbukser, forklarer hun.

Moren havde allerede om morgenen set blodpletten og forstået, at tiden var kommet. Elaf fik fortalt, at det var blod, men den dengang 10-årige pige forstod ikke, hvilken skade hun havde fået i underlivet, som gjorde, at hun blødte.

– Du er blevet en kvinde, var meldingen, da moderen rakte hende et bind til trusserne, men Elaf forstod ingenting. Hun var jo stadig den samme lille pige.

Hendes mor mente, at blodpletten var en stor ting. Elaf selv husker situationen som mærkelig og pinlig. Hun bad sin mor om ikke at sige det til nogen. Det lovede hun, og Elaf cyklede tilbage til skolen.

– Da jeg kom hjem igen, ventede hele familien. Min mor havde fortalt det, og de ville fejre mig. Jeg skammede mig og ville helst bare forsvinde under gulvbrædderne.

En tid efter begyndte Elaf at forstå betydningen af de nye regler, der fulgte med at være en kvinde. Hver gang hun spurgte om lov til en aktivitet, fik hun nej af sine forældre.

– Jeg satte spørgsmålstegn ved restriktionerne, for jeg forstod ikke, hvorfor der skulle være andre regler for mig, fordi jeg var kvinde. Alligevel fulgte jeg dem til punkt og prikke, men med tiden blev det sværere og sværere.

Andre drømme

Elaf ønskede bare at være sammen med de andre børn. Hun ville svømme og lege, og det føltes uretfærdigt, at hendes brødre kunne komme, gå og spille fodbold, som de havde lyst til, når forældrene tvang hende til at være hjemme.

– Jeg blev kun løsladt fra mit fængsel for at gå i skole. Når jeg havde fri, skulle jeg gå lige hjem, hvor jeg altid blev bevogtet og intet privatliv havde. Jeg var en del af en sladderkultur, hvor det at blive set med en forkert person kastede skam over hele familien, forklarer hun.

Elaf var kun fjorten år, da hun blev anset for giftemoden. Hendes forældre præsenterede hende nu for mænd, som de mente var passende, fordi de inderligt ønskede, at deres datter ville acceptere et giftermål med en muslimsk mand.

Elaf ønskede ikke at blive gift. Hendes drømme var nogle helt andre, og de stod sirligt skrevet på indersiden af døren til hendes garderobeskab. Her nedfældede hun alle de ting, hun håbede at opnå med sit liv.

– Jeg ville opleve New York, blive forfatter og være journalist. Min største drøm var at interviewe Britney Spears, fortæller hun med et grin.

I dag har Elaf opnået flere af de mål, hun dengang i hemmelighed skrev på indersiden af sit garderobeskab. Hun har besøgt New York og oplevet den store verden, hun flyttede til Stockholm og har arbejdet som programleder på svensk tv. Senest har hun skrevet selvbiografien ”Hvem sagde noget om kærlighed”, hvori hun beskriver bruddet med skam, social kontrol og undertrykkelse.

Men prisen for frihed var høj. I dag har forældrene været skilt længe, og der hersker en smertefuld splid mellem Elaf og hendes mor.

Når hun læser, hvad hun som teenager skrev i sin dagbog, er det tydeligt, at hun levede i frygt for sin far.

”Jeg håber, han tager til Irak og aldrig kommer tilbage. Jeg er ligeglad med, om han dør. At tænke på ham gør mig dårlig. Jeg vil være ked af det på min lillesøsters vegne, men samtidig ved jeg, at han vil gøre det samme mod hende, som han gjorde mod mig. Det er så sygt, at familiens ære sidder mellem benene på døtrene. Jeg hader mit liv.”

Dengang havde hun følelsen af, at så længe hendes forældre var i live, ville hun aldrig være fri til at leve og træffe sine egne valg. Det eneste, hun ønskede, var at være som alle andre. Hun ville bare være fri.

I dag er Elafs forhold til faren vendt 180 grader. Han er hendes bedste ven.

– Min far er den person, jeg stoler mest på. Jeg taler med ham, både når jeg har det godt og skidt. Jeg ved, han altid vil være der for mig, fortæller hun.

Men forandringen kom ikke over natten. Den er et udtryk for, at Elaf blev ved med stædigt at forklare sin far den svenske kultur, og hun så, at han langsomt over mange år ændrede sig. Det gjorde, at hun lærte at tilgive ham.

Brug for åbenhed

I dag er Elafs far fyldt 74 år, og han er stolt af sin datter. Han medvirker sågar i bogen, hvor han forklarer de tanker, følelser og overvejelser, han gjorde sig dengang.

Inden bogen udkom, var Elaf bange for, hvilke reaktioner den affødte, fordi hun som journalist tidligere har modtaget trusler og had, når hun skrev om undertrykkelse, ære og religion. Ofte møder hun nemlig folk, der tror, at hun skammer sig over sin religion, eller mennesker, der mener, hun skaber en platform for racister. Alligevel synes hun, at bogen er frygten værd.

– Min opvækst var præget af undertrykkelse, i en grad så det stadig påvirker mit voksenliv. Det er vigtigt, vi tør tale om emnet, forklarer hun.

Når Elaf holder foredrag, møder hun mange, der lever i en virkelighed, hvor undertrykkelse er hverdag. Selv har hun boet 30 år i Sverige. Hun har fået en god uddannelse, et job, hun elsker, og et frit liv. Alligevel har hun været nødt til at gå i terapi for at forstå sin opvækst og de oplevelser, hendes familie udsatte hende for.

Den første øjenåbner kom dog ikke i terapilokalet; den kom i klasselokalet. Hun var i tyverne, da hun første gang hørte medstuderende åbent fortælle om deres opvækst med enten alkoholiserede forældre, kriminelle søskende eller overgreb.

– Det var oplevelser, jeg ikke troede, man talte om. Så for mig var vendepunktet at møde mennesker, der havde haft det svært, men som alligevel turde dele deres historie. Først der gik det op for mig, at jeg ikke havde noget skamme mig over.

I dag har Elaf erfaret, at undertrykkelse og social kontrol findes mange steder. Hun har mødt den i hinduismen, i jødedommen og i kristendommen. Elaf oplever, at mange forbinder undertrykkelse med et tørklæde. Men selv om Elaf aldrig bar et tørklæde, levede hun alligevel i undertrykkelse.

Elaf ville ønske, at hun kunne gå tilbage i tiden og indgyde sit dengang 15-årige jeg fra dagbogen håb.

– Jeg ville fortælle den skrøbelige pige, at alting ville blive bedre, og forsikre hende om, at hun i fremtiden ville opnå ting, hun lige nu kun tror eksisterer i drømme. Jeg har altid gerne villet skabe en familie, og nu har jeg sørget for, at det er mit eget hjerte, der vælger.

Galleri: En blodplet ændrede mit liv: Jeg blev kuet af min familie

Relaterede Artikler

Læs mere om

Mest læste

Relaterede artikler

Mest læste

Seneste nyt