En hyldest til far: Far er også den bedste i verden

“Mor er den bedste i verden” lyder en gammel dansk sangklassiker. Men far kan være mindst lige så god. I anledning af Fars Dag har vi samlet tre historier om fædre, som trådte til, da der var allermest brug for dem.

Blev uventet jordemor

Det var hele tiden meningen, at Kasper Støvring fra Løgstør skulle være med til datteren Almas fødsel. Men at han skulle få så fremtrædende en rolle i den, havde hverken han eller hans kone, Natasha, regnet med. Den 1. december 2019 vågnede Natasha midt om natten med ondt i maven.

Hun var gået 10 dage over sin terminsdato, og smerterne fyldte hende med lettelse og glæde. ”Nu er Alma endelig på vej” nåede hun at tænke, inden hun atter lukkede øjnene og faldt i søvn. Da hun vågnede igen ved syvtiden, mærkede hun ingenting. Var det bare noget, hun havde drømt?

Klokken lidt over 11 vendte smerterne tilbage og tog hurtigt til i styrke, så Natasha gik i brusebad i håbet om, at det varme vand kunne lindre den stikkende fornemmelse.

– Da jeg steg ud af badet klokken 11.20, gjorde det så ondt, at jeg næsten ikke kunne få mit tøj på. Min mand ringede til fødeafdelingen, som rådede os til at blive hjemme og vente på en ambulance.

Fem minutter efter han havde lagt røret på, fik jeg presseveer, så han måtte ringe tilbage og blive guidet igennem fødslen i telefonen. Der var ingen jordemor i nærheden, så det var min mand, der måtte tage imod babyen, siger Natasha.

Der gik kun 10 minutter, før lille Alma var født. Natasha havde forsøgt at komme ind i sofaen for at ligge mere behageligt, men måtte konstatere, at der ikke var tid.

Hun måtte føde på badeværelsesgulvet. Heldigvis forløb fødslen uden komplikationer, og pludselig – ét minut efter at fostervandet var gået – sad Kasper med en sund og rask lille pige i hænderne.

– Jeg nåede slet ikke at tænke over, at det var mig, der skulle tage imod hende, før jeg havde hende i hænderne. Jeg havde jo ikke forventet, at det ville gå så hurtigt. Men det var helt fantastisk, da hun kom ud, og vi kunne fornemme, at alt var, som det skulle være. Hun gav lyd fra sig, trak vejret og havde den rigtige farve, så vi var utroligt lettede, siger Kasper og tilføjer:

– Nu er det selvfølgelig en sjov historie at tænke tilbage på, og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg er stolt af, at jeg har taget imod min egen datter, og at jeg kunne håndtere situationen. Men mest af alt synes jeg bare, at Natasha er ensej kvinde, når hun kan klare sådan en fødsel.

Fik sønnerne ud af brand

 

Anders og hans tre ”banditter”, Pontus (tv.), Ziggy (i midten) og Niels-Christian (th.), få dage efter branden.

Anders og hans tre ”banditter”, Pontus (tv.), Ziggy (i midten) og Niels-Christian (th.), få dage efter branden.

 

Anders Eigen Glaser-Møllers tre sønner synes, at deres far er en helt. Det synes mange andre også, for i 2018 reddede han sine børn ud af en brændende lejlighed. Dramaet udspillede sig en helt almindelig eftermiddag, hvor alenefaren sad og talte i telefon i sin københavnerlejlighed, mens drengene, seksårige Ziggy og de fireårige tvillinger Pontus og Niels-Christian, slappede af med deres iPads på børneværelset. Pludselig hørte Anders et brag.

– Da jeg kiggede ind på værelset, så jeg Niels-Christian stå i sin seng, klemt op ad hjørnet i den modsatte ende af rummet. Flammerne stod op fra sengen lige foran ham, og samtidig brændte det i loftet ovenover, så der var en væg af ild, han ikke kunne komme forbi.

Anders handlede resolut. – Jeg rakte ind gennem flammerne, fik armen om Niels-Christian og trak ham ud på den anden side. Så løb jeg med ham i armene, mens jeg råbte til de to andre, at vi skulle skynde os ud. Der var ild i både mig og Niels-Christian, men det var noget, jeg kunne ”børste” af os. Det var et spørgsmål om 30 sekunder, så havde jeg ikke kunnet redde Niels-Christian ud. Havde jeg ventet et minut, var ingen af os kommet levende derfra.

Nede på gaden blev Anders og hans sønner tilset af redningsfolk. Helt mirakuløst havde Anders ikke nævneværdige brandskader, og også Niels-Christian klarede turen gennem flammerne uden alvorlige følger.

– Han blev godt nok brændt på overarme, skuldre og sin ene fod. Resten af ham fik jeg dækket jeg for, da jeg bar ham ud. Han græd og havde store smerter af sine brandsår, men de var lykkeligvis overfladiske, siger Anders, der fik stor ros af både politi og brandfolk.

– De sagde, at det var heltemodigt. Så det gav jo lidt plusser i bogen, da drengene hørte, at deres far er en helt, griner Anders, som dog ikke vil bruge den betegnelse om sig selv. – Jeg gjorde bare, hvad enhver anden forælder ville have gjort.

Årsagen til branden var formentlig en elektrisk kortslutning på loftrummet over Anders’ lejlighed. Han mistede stort set alle sine ejendele og måtte flytte ind hos drengenes mor, mens den nedbrændte lejlighed blev genopbygget. Men det vigtigste har Anders stadig: Sine sønner. – De er hele mit liv og det ubetinget vigtigste, jeg har, siger han stolt.

Hjalp datter gennem sorg

 

Efter sønnernes død havde Lone svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. Det hjalp far Claes med.

Efter sønnernes død havde Lone svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. Det hjalp far Claes med.

 

Lone Jakobsson fra Hjørring var knust, da hun efter en kompliceret graviditet mistede sine to sønner, Nathan og Noah, i 2008. De enæggede tvillinger kom til verden ni uger for tidligt og nåede kun at leve i få timer, da deres lunger havde ikke udviklet sig tilstrækkeligt. I tiden efter havde Lone og hendes mand, Kasper, svært ved at få dagligdagen til at hænge sammen. Faktisk var der kun én person – en klippe – som holdt modet oppe hos familien: Lones far, Claes Jakobsson.

Ifølge Lone er det hans fortjeneste, at hun ikke knækkede, men derimod kom i gang med livet igen. – Jeg murede mig inde, men far blev ved med at presse på for, at jeg skulle ud blandt mennesker. Vi gik lange ture sammen på Tornby Strand og fik det hele talt igennem og bearbejdet sorgen, fortæller hun.

For Lone var det samtidig en befrielse, at faren påtog sig en stor del af ansvaret for hendes ældste søn, Oliver, i de opslidende uger og måneder efter tragedien. Hun havde i forvejen dårlig samvittighed over at have været længe væk fra ham på grund af hospitalsopholdet, og i lang tid efter hjemkomsten var hun ikke i stand til at være den nærværende mor, hun ønskede at være. – I den situation var min far enestående. Han tog sig af Oliver på alle måder og lettede derfor presset fra mine skuldre. Desuden sikrede han, at Oliver kom til at opleve glæde i en tid, hvor der ikke var meget af det i vores hjem.

På årsdagen for tvillingernes død blev Lone og Kasper forældre igen, til lille charmerende Madeleine. Hende har morfar Claes også velvilligt hjulpet med at passe lige siden. Selv forklarer han det beskedent med, at han jo har god tid. – Jeg er invalidepensionist efter en ulykke på slagteriet i Hjørring, hvor jeg blev mast halvt til døde, bemærker han.

På trods af kraftige nakke- og rygsmerter har Claes desuden haft overskud til at lægge tag på datterens hus og lave mange andre praktiske ting ved hjemmet. Lone kunne slet ikke forestille sig ikke at have ham i nærheden. – Vi to har altid været tæt knyttet. Jeg er fars pige, siger hun.