Drømmehuset blev vores mareridt - del 1:2

Hjemme hos os er flere af stikkontakterne af den gamle, runde slags, og det er sandsynligvis mere end 30 år siden, at de brungrønne fliser i badeværelset var moderne.

Emhætten i køkkenet har det med at slå sig lidt, når den kører, men den fungerer fint, så vi har ingen planer om at skifte den ud.

Og sådan er det faktisk med hele huset. For vores holdning er, at der ikke er grund til at skifte noget ud, så længe det virker, som det skal.

Men hvis nogen fra de smarte boligblade kom forbi, ville de sikkert få et chok og løbe skrigende væk.

Men vi elsker vores hjem, og vi nyder at bo et sted, hvor alting virker, selv om det måske ikke er så smart og moderne.

Vi har nemlig prøvet den modsatte situation, og det var nær ved at ødelægge vores familie.

Morten og jeg havde været sammen i otte år, og vi havde to dejlige unger, Sofie og Mads, og vi var ved at vokse ud af vores lille lejlighed på bare 65 kvm.

Derfor begyndte vi at se os om efter et hus, men det var svært at finde noget, der passede.

– Skulle vi ikke købe en grund i stedet for, og bygge lige præcis det hus, vi vil have? Vi får en arkitekt til at tegne det, så det bliver helt perfekt, foreslog Morten en dag.

Det havde jeg slet ikke overvejet, men jeg syntes, at det lød som en fremragende idé.

Vi fandt hurtigt en fin byggegrund til en rimelig pris. Næste skridt var at mødes med arkitekten, som vi havde fundet via en af Mortens kollegaer.

Jeg kan stadig huske, hvordan vi nærmest var som et par fjollede teenagere, da vi skulle ind og se tegningerne på vores hus.

Vi fik udleveret en stak flotte akvareller af huset, der var omgivet af grønne træer under blå himmel. Vi var ellevilde.

Vi havde hyret en entreprenør til at stå for byggeriet med en forventning om, at han ville have det fulde overblik og sørge for, at alt blev gjort i den rigtige rækkefølge, og at det bare kørte på skinner.

Men sådan skulle det ikke gå.

Det viste sig, at entreprenøren hyrede et væld af andre firmaer til at udføre selve arbejdet.

Men han koordinerede overhovedet ikke byggeprocessen, og det resulterede i, at den ene håndværker ofte ikke anede, hvad den anden foretog sig.

Allerede kort efter at fundamentet var blevet støbt, opstod de første problemer.

Åbenbart havde man glemt at stampe jorden under fundamentet hårdt nok i det ene hjørne, og det betød, at arbejdet måtte gøres om.

Og problemerne fortsatte i den dur:

Materialer var forsinket eller manglede helt. Håndværkere dukkede ikke op, og meget arbejde måtte gøres om, fordi det ene arbejdssjak ikke havde snakket med det andet.

Jeg kunne mærke på Morten, at de konstante vanskeligheder med byggeriet gik ham på.

Jeg var også selv irriteret, men tænkte, at det nok var almindeligt med lidt modgang, når man bygger hus.

Jeg troede fuldt og fast på, at når året var omme, ville vi have det drømmehus under den blå himmel, som vi kunne se på arkitektens akvareller, og i løbet af foråret kunne vi da også så småt se vores hus tage form.

Det var tydeligt, at tidsplanen var skredet, men entreprenøren lovede os i telefonen, at selv om det måske ville ende med at blive en smule dyrere end beregnet, ville det ikke blive voldsomt.

Vi var uvidende og naive og tænkte ikke på at få hans løfte på skrift.

Det var meningen, at vi skulle flytte ind i løbet af sommeren, men det kom nok ikke til at holde.

Alligevel satte vi vores lejlighed til salg. Vi kunne jo ikke vide, hvor lang tid det ville tage at sælge den, og vi ville nødig sidde med to huslejer oveni de ekstra byggeudgifter.

Her var heldet for en gangs skyld med os. Der gik kun to uger, før et ungt par slog til, og de ville gerne flytte ind allerede i juli.

– Jeg synes, at vi skal sige ja, sagde jeg.

– De er søde, og vi kan lige så godt bare komme af med lejligheden.

Mine forældre havde sagt, at vi kunne låne deres campingvogn i den ekstra måned, det ville tager, før huset blev klart, så jeg følte mig sikker i vores sag.

På det tidspunkt vidste jeg selvfølgelig heller ikke, at campingvognen endte med at blive vores hjem i meget længere tid end det.

Og i takt med at forventningens glæde blev mere og mere flad, begyndte det også at gå ud over vores indbyrdes forhold i den lille campingvogn.

Glæd dig til næste uge, hvor du kan høre, hvordan det går for familien i sidste afsnit af "Drømmehuset blev vores mareridt".