En læser fortæller: Han tog på ferie med ekskonen

Vild med ham og hans drenge

Den april, jeg mødte Mikael, var det cirka et halvt år, siden han og konen var gået fra hinanden. Det var stadig hårdt, indrømmede han, også selv om de havde været enige om, at det var slut. Jeg var selv i gang med at komme mig efter et langt og svært brud, så vi havde meget at tale om.

Vi blev hurtigt kærester, og det var en skøn tid. Jeg nød at være nyforelsket og at betyde noget for nogen igen. Mikael havde sine tvillingedrenge på fire hver anden uge, men satte til gengæld tid af til mig i de andre uger.

Jeg havde ellers altid sagt til mine veninder, at jeg ikke gad alt bøvlet med at møde en mand, der allerede havde børn, men Mikael var noget særligt, og da jeg efter nogen tid mødte drengene, var de så søde.

Jeg længtes efter den dag, hvor Mikael og jeg kunne flytte sammen, og vi senere kunne udvide familien i fællesskab. Dog var der noget, der nagede mig: Mikael og hans ekskone tog stadig på fælles udflugter med drengene, og juleaften havde de også fejret sammen.

Det med julen forstod jeg trods alt godt, for da var der kun gået to måneder, siden drengenes forældre var gået fra hinanden. Og når jeg bragte emnet op, sagde Mikael da også, at de bare gerne ville give drengene en skånsom overgang til livet som skilsmissebørn.

Han ville på ferie uden mig

Men da Mikael hen over sommeren begyndte at tale om at booke den sædvanlige chartertur til Tyrkiet i efterårsferien for ham, hans ekskone og drengene, blev jeg virkelig usikker. Var han ikke lige så engageret i forholdet som mig? Ville han i virkeligheden hellere have sin kone tilbage?

Tanken gav mig hjertebanken. Jeg så for mig, hvordan hans ekskone ville ligge og slange sig i en bikini foran ham.

Jeg forsøgte at forklare Mikael, at jeg havde det rigtig stramt med den ferie, men det var bare svært uden at komme til at lyde jaloux eller smålig. Det var jo ikke, fordi jeg ikke undte drengene nogle gode oplevelser med deres forældre, men jeg forstod simpelthen ikke, hvorfor Mikael ikke så fremad ligesom mig. Jeg syntes, han klamrede sig til fortiden ved at holde fast i familietraditionerne.

Når jeg antydede det, blev han defensiv og ville ikke tale mere om det.

En dag i oktober fortalte han mig, at nu havde de altså booket en afbudsrejse, men han havde også booket en miniferie til ham og mig på Samsø.

Min første reaktion var at blive både vred og ked af det. Det handlede jo ikke om, at jeg også ville på ferie – det handlede om, at jeg følte mig kørt ud på et sidespor, mens han stadig holdt fast i sin ”rigtige” familie. Det kunne jeg bare ikke rigtig finde ordene til at forklare ham, så jeg tog hjem til mig selv.

Der blev jeg de næste par uger, til de rejste på ferie. Vi talte i telefon flere gange, men samtalerne førte ikke nogen vegne. Jeg var såret, og han følte sig revet i to.

Svært at vinke farvel til kernefamilien

Den uge 42 gik min veninde Julie og jeg lange ture i den efterårsgule skov og talte. Hun forstod mig fuldt ud, men blev samtidig ved med at minde mig om, hvor gode Mikael og jeg var for hinanden.

– Ingen er perfekte, men du og Mikael er altså ret perfekte for hinanden, sagde hun en dag.

Den tyggede jeg på. Til sidst valgte jeg at lytte til Julie, udvise rummelighed og se tiden an.

Og det var godt, jeg gjorde det, for her et år senere er Mikael og jeg flyttet sammen og har det godt. Han har efterhånden lært at give slip på familieferierne med sin ekskone.

Som han sagde til mig en dag, er den slags ferier et ret tydeligt billede på kernefamilien, og det billede var sværere at vinke farvel til end at sætte en underskrift på skilsmissepapirerne.

Det krævede tid, men i dag har vi fået opbygget en god hverdag som sammenbragt familie. Og nu taler både Mikael og jeg om at få børn sammen.

Send din egen historie til [email protected] – vi garanterer anonymitet.