En læser fortæller: Mine herlige år som taxichauffør

152 centimeter bag rattet

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle køre taxi, men sådan blev det alligevel. I 1969 fik min mand taxikørekort og begyndte at køre, og da jeg var træt af mit daværende job, blev jeg fristet. Der var lige det, at jeg kun var 152 centimeter høj og vejede 50 kilo, så jeg var en lille splejs.

Der fandtes selvfølgelig kvindelige taxichauffører dengang, men de var noget større end mig, og der var en risiko for ubehagelige oplevelser i det erhverv. Alligevel kastede jeg mig ud i det.

Først skulle jeg dog have erhvervskørekort, og teoriprøven var fuld af opgaver om bilmotorens indretning og funktion. Det forstod jeg intet af, men på grund af min evne til at lære udenad bestod jeg med det samme.

Værre var det med den praktiske prøve. Den motorsagkyndige på passagersædet udpegede ruten, og jeg var rolig og afslappet, for jeg havde meget rutine i at sidde bag rattet.

– Du er dumpet, for du kørte alt for pænt, meddelte den sagkyndige til min overraskelse efter prøven.

Der var ikke andet for end at gå op igen, og denne gang kom jeg desværre til at køre over en fuldt optrukket linje ved et sving. Så dumpede jeg for anden gang.

Nu var jeg ved at blive nervøs, og var det der med at være taxachauffør overhovedet noget for mig? Men jeg er ret stædig, så jeg gik op for tredje gang. Dog sagde jeg til mig selv, at hvis jeg dumpede igen, var det slut.

Da jeg så, at det atter var den samme motorsagkyndige, blev jeg lidt fandenivoldsk. Når han bad mig dreje til højre, fortsatte jeg ligeud i et pænt, højt tempo, hvorefter jeg beklagede, at jeg ikke havde kunnet nå at dreje. Jeg kørte også med fuld fart frem mod rødt lys, hvorefter jeg huggede bremserne i.

– Bestået, sagde den sagkyndige, og så kunne jeg køre videre på min egen, pæne måde.

Ukendt adresse

Jeg fik job som taxichauffør og kom til at elske det, selv om jeg var den eneste kvindelige chauffør i det firma. De andre kvinder passede telefonerne og sendte os rundt til de forskellige adresser. De mandlige chauffører feterede mig og var altid søde til at hjælpe, når jeg havde brug for det.

Det havde jeg allerede på min første tur med en kunde, for jeg havde ingen stedsans, og GPS var ikke opfundet. Over radioen måtte jeg kontakte firmaet og bede om assistance, for jeg anede ikke, hvor jeg var.

– Vogn 23, jeg kan høre dig, så jeg tror, du må være tæt på nedkørslen til motorvejen, så bare fortsæt. Du er der om nogle minutter, og så kører du bare mod centrum, lød svaret.

Der blev grinet, da jeg kom tilbage til kaffestuen, men jeg syntes selv, jeg var lovligt undskyldt. Jeg havde nemlig sagt til kunden, at jeg ikke kendte den adresse, han skulle køres til. Den undskyldning brugte jeg jævnligt, indtil jeg lærte byen at kende.

Jeg havde flest dagvagter, og derfor var det tit mig, der skulle køre bilerne på værksted. Her grinede de også af mig, fordi jeg ikke kunne finde ud af at bakke ud ad den smalle port, men mekanikerne gjorde det gerne for mig.

En ubehagelig kunde

I begyndelsen var jeg udsat for flere jokes, men kun i al godmodighed. Mindre sjovt var det, da en kunde ikke ville betale, men bare skubbede til mig og gik ind i sit hus. Jeg havde hentet ham på en af byens natklubber.

Politiet kunne ikke hjælpe, så jeg ringede til centralen, og derefter gik alle chaufførerne i sympatistrejke med mig og nægtede at køre med kunder fra denne natklub. Alle vidste, at han var tjener på natklubben, for han havde lavet det nummer før.

Næste dag kom natklubchefen til centralen og betalte turen til mig. Den slags oplevede jeg aldrig siden, men jeg tog for en sikkerheds skyld et selvforsvarskursus.

I alt arbejdede jeg fem år som taxachauffør. Derefter havde et par kunder inspireret mig til beslutningen om, at jeg skulle arbejde med undervisning, hvilket allerede havde været min plan, da jeg forlod folkeskolen 10 år tidligere.

Siden har jeg undervist, men jeg tænker med glæde tilbage på mine år som taxichauffør.

Send din egen historie til [email protected] – vi garanterer anonymitet.