En læser fortæller: Vi måtte stole på Susanne

Far ville blive i huset

Da min far var midt i 70’erne, blev han diagnosticeret med Alzheimers, og hans indtrængende ønske var at blive i det hus, han havde boet i de sidste 35 år og stadig kendte som sin egen bukselomme.

Var det ikke for hans kone Susanne, som han havde været gift med i 10 år, havde det ikke været muligt. Min søster og jeg havde for længst bosat os med vores familie i den modsatte ende af landet og så ikke nogen mulighed for at træde til i hverdagen.

Hurtigt viste det sig dog at blive en stor opgave for Susanne. I takt med, at sygdommen skred frem, stod hun mere og mere alene om alt det praktiske i huset.

Far og Susanne havde aldrig delt hinandens indstilling til penge. Mens vores far var yderst sparsommelig og nød at se sin opsparing vokse, havde Susanne ikke haft en krone med ind i deres ægteskab.

Hun havde heller ikke lagt skjul på, at hun ikke kunne se pointen i at have penge stående til at samle støv i banken. De skulle derimod bruges til at nyde livet. Af samme grund havde de valgt at have hver sin økonomi.

Susanne kunne formøble arven

Da Susanne nu var begyndt at hjælpe ham med at betale regninger, bad vores far os om at give Susanne fuldmagt til at overtage hele det ansvar for ham. Da han samtidig bad os om at give samtykke til, at Susanne kunne blive siddende i uskiftet bo, måtte vi alligevel synke en ekstra gang.

Uskiftet bo indebar ikke kun, at Susanne ville kunne blive boende i huset, når vores far gik bort, men at vi overlod hende det økonomiske ansvar for alle de værdier, han efterlod sig, indtil Susanne selv en dag gik bort.

Det var ikke, fordi vi mistænkte hende for at ville misbruge vores fars eller vores tillid til hende. Det var mere det, at vi ikke rigtig havde tillid til hendes økonomiske sans. For at sige det lige ud risikerede vi, at Susanne ville nå at formøble arven efter vores far inden den dag, vi ville komme til at arve efter ham.

Far ville aldrig have givet hende ansvaret

Efter at min søster og jeg høfligt havde bedt om at læse lidt nærmere i de papirer, vi var blevet bedt om at underskrive, gik vi to alene i samråd. Vi regnede på, hvor meget vores fars hus var værd, gættede på, hvor mange penge han havde stående på sin opsparingskonto, og kiggede på hinanden.

Hvor godt kendte vi nu lige Susanne? En ting var sikker – havde vores far ikke været så syg og svækket, ville han aldrig selv have turde overlade ansvaret for sin økonomi til hende.

Efter at vi havde tænkt os om, indså vi dog, at hun i sig selv var guld værd for ham og for os. Når hun kæmpede så bravt for at opfylde vores gamle fars ønske om at få lov til at dø i sit hus, var det jo af kærlighed til ham og for hans trygheds skyld.

Hvis ikke vi ville tilbyde hende den samme økonomiske tryghed, når han ikke var her længere, hvad var så i virkeligheden vores egne værdier? Så for vise Susanne vores respekt og taknemlighed for alt det, hun gjorde for vores far, gav vi samtykke til uskiftet bo.

Hun forsødede fars liv

Siden trykkede Susanne godt nok speederen i bund på økonomien, men kun for at nå at forsøde den sidste del af vores fars liv derhjemme.

Hun tog ham med ud på udflugter og købte ind til de lækreste middage, også til os, når vi kom på besøg. Hun betalte sig til have- og rengøringshjælp og håndværkere til alt det praktiske arbejde på huset.

Med andre ord købte hun tid og overskud til selv at blive ved med at være der for ham, indtil han døde derhjemme, som hun havde lovet ham.

Desværre døde hun selv blot et par år senere, og da vi fik arven efter vores far, følte vi os på ingen måde snydt. Tværtimod – de penge, vi nok kunne have sparet, var de bedste, vi nogensinde havde givet ud.

Send din egen historie til [email protected] – vi garanterer anonymitet.