I skyggen af min bror - del 1:2

Min svigerinde, Lise, var på vej ud ad døren, mens hun råbte:

– Du giver bare Clara en ostehaps, hvis hun bliver umulig, ikke, Julie? Jeg skynder mig ned og køber ind – er snart tilbage. Hun sendte Clara og mig et fingerkys, inden hun smækkede døren efter sig.

Jeg passede min niece, Clara, næsten hver dag og barnepigetjansen var min undskyldning for at hænge ud hos min storebror, Jesper, og hans familie.

Eksamenstiden stod for døren, og jeg skulle aflevere en rapport, som jeg var langt bagud med.

Mens Lise var i supermarkedet, listede jeg ovenpå for at finde Jespers gamle opgaver.

Jeg ville selvfølgelig ikke skrive direkte af – det var bare til inspiration, overbeviste jeg mig selv om på vej op ad trappen.

Sådan havde jeg tænkt altid – i folkeskolen, i gymnasiet og nu da jeg gik på lærerseminariet.

Hvis bare jeg fik en god karakter i min første eksamen, ville jeg få overbevist mine forældre om, at jeg var lige så god som Jesper, der jo var så dygtig.

Og når jeg havde fået min første gode karakter, så ville jeg helt sikkert få selvtillid nok til at klare den selv derfra, ikke?

Da Lise var kommet hjem igen, fik vi os en kop kaffe i køkkenet:

– Hvordan går det på seminariet? Er du faldet til? spurgte hun mig.

– Jahh, det går fint, svarede jeg kort, mens jeg tænkte på, hvor elendigt det i virkeligheden stod til.

Jeg var hamrende nervøs for eksamen, og jeg følte mig ensom på studiet, og havde stadig ikke fået en eneste veninde.

– Men Julie, hvis du ikke bryder dig om det, kan du altid vælge noget andet, sagde Lise.

– Bare fordi det var rigtigt for Jesper, behøver det jo ikke være det for dig, vel?

Jeg følte, at hun kunne se lige igennem mig og jeg blev rød i kinderne. Jeg undskyldte mig med, at jeg skulle læse, og skyndte mig hjem.

Da jeg for knap et år siden skulle flytte hjemmefra, overvejede jeg om jeg skulle flytte på kollegium, for jeg var ny i den by jeg skulle læse i, og jeg kendte ingen. Men det fik min mor talt mig fra.

– Nej, ved du hvad, Julie: Jesper har haft sådan en dejlig tid i lejligheden, og jeg tror, at du vil blive træt af at dele køkken med alle mulige andre. Og tænk på al den larm – du vil komme til at savne ro til at læse, sagde hun.

Hun havde sikkert ret, og det var egentlig også det nemmeste.

Så jeg endte i Jespers gamle studielejlighed med resterne af de møbler, han ikke havde taget med.

Men modsat ham, havde jeg ikke formået at gøre den til et samlingssted for mine venner – for jeg havde ingen.

Mine forældre havde altid ment, at man skulle gøre det færdigt, man var begyndt på.

Så selv om jeg fornemmede, at jeg var på vej i den forkerte retning, turde jeg ikke stoppe. For hvad ville de så ikke tænke?

En søndag, hvor jeg var hjemme hos Jesper for at spise frokost med mine forældre, sad vi omkring bordet, og snakken gik sin sædvanlige gang, hvor jeg sad og følte mig som den lille.

– Du har jo snart fødselsdag, lille skat. Ønsker du dig ikke sådan en lækker tekande, som Jesper og Lise har købt? spurgte min mor.

Inden jeg fik svaret, var hun allerede videre i en samtale om tekander med Lise.

– Vi skal også snart have nogle flere børnebørn ... Det bliver dejligt, når det bliver din tur, min pige, sagde min far og blinkede til mig.

Jeg krympede mig ved hans ellers så søde ord; Jeg havde jo ikke engang haft en rigtig kæreste endnu.

Lise skiftede heldigvis emne og bragte nogle nye regler i folkeskolen på bane.

Jeg havde læst om dem i avisen, og vi havde også snakket om dem på skolen, så jeg forsøgte at gå med ind i diskussionen:

– Jeg synes, at man burde ...

Men mere fik jeg ikke sagt, før min far afbrød mig og kom med en lang udredning.

Jeg var ivrig efter at diskutere, så de kunne se, at jeg havde lært noget, så jeg prøvede igen:

– Jo, men man kunne også sige, at ...

Denne gang blev jeg afbrudt af min mor, der tog over, og da hun sluttede sin enetale, havde hverken hun eller min far værdiget mig et blik, Lise havde forladt bordet for at se til Clara, og det blev Jesper, der kom med de sidste rigtige meninger, der lukkede den samtale.

Da Lise var kommet tilbage ved bordet, tog Jesper igen ordet, men denne gang så han helt anderledes ud i hovedet:

– Vi har noget, vi skal fortælle, sagde han højtideligt.

– Lise, Clara og mig flytter til Tanzania for at hjælpe med at bygge en skole op.

Mine forældre fik julelys i øjnene og smilede over hele femøren. Det var lige i deres ånd.

– Hvor er jeg stolt af dig, Jesper, men nej altså, hvor kommer jeg til at savne jer, sagde min mor og kneb en tåre.

Min far udbragte en skål for projektet og ønskede dem held og lykke i de to år, de skulle være af sted, og alle snakkede i munden på hinanden – undtagen mig.

Jeg følte mig tom indeni.

Hvordan kunne Jesper efterlade mig alene i en by på et studium, hvor jeg var fortabt uden ham?

Se anden del her: