I skyggen af min bror - del 2:2

I tiden op til min brors rejse følte jeg mig hjælpeløs og forladt.

Da Jesper, Lise og Clara var rejst, gik det for alvor ned ad bakke for mig. Jeg savnede dem alle tre forfærdeligt, men jeg var samtidig sur på Jesper, fordi han var grunden til, at jeg aldrig følte mig god nok.

Se første del her:

Jeg kunne ikke overskue at tage hjem til mine forældre, som hele tiden snakkede om, hvad Jesper lavede, og viste de billeder, han havde sendt. Jeg begyndte at pjække fra studierne og blev væk fra mine eksamener.

Jeg ville alligevel aldrig blive så god en lærer som Jesper. Og jeg kunne se ikke overskue, hvordan jeg skulle klare mig igennem studiet, når jeg ikke længere kunne læne mig op ad ham – og hans opgaver.

I stedet for studier fyldte jeg min hverdag med ligegyldige talkshows, chips, cola, pizza, chokolade og tog på i vægt. Mit liv foregik i sofaen eller i sengen foran tv-skærmen, og jeg var så flov over min situation, at jeg løj om den.

Når min mor spurgte, hvordan det var gået med en eksamen, fortalte jeg, at jeg havde fået en høj karakter. Når hun spurgte, om hun skulle kigge forbi, sagde jeg, at jeg havde for travlt med at læse eller at jeg skulle ud med nogle veninder.

Da eksamen var slut, opfandt jeg en ny undskyldning. Så jeg bildte mine forældre ind, at jeg havde fået en kæreste.

Men det værste var faktisk at opleve mine forældre lykkelige i deres uvidenhed. Nu havde deres datter endelig fået hul på sit liv, og de behøvede ikke bekymre sig længere.

I sensommeren kom Jesper og hans familie hjem på ferie. Min mor ville samle os alle i haven, og jeg kunne ikke længere krybe udenom.

Jeg anstrengte mig for at finde noget tøj, som skjulte de otte kilo, jeg havde taget på. Det lykkedes mig at se nogenlunde ud.

– Din mor fortæller, at det går godt for dig med studiet, og at du har fået en kæreste. Hvor er det dejligt at høre, sagde Lise, mens hun kiggede undersøgende på mig.

Mit blik flakkede, og jeg kunne ikke finde på noget at svare.

Det kunne min mor til gengæld:

– Ja, jeg har sagt til Julie, at hun skulle tage ham med i dag, men det ville hun ikke, sagde hun.

Lise lagde en hånd på min arm og sagde:

– Jeg kan godt forstå, hvis du gerne vil beholde kærligheden lidt for dig selv.

– Man kan vist også se, at kærligheden har sat sig på sidebenene, hva’ min tøs ... Eller har du mon snart en nyhed til os? sagde min far på sin sædvanlige klodsede facon og grinede til mig.

Resten af dagen prøvede jeg bare at holde stand, indtil jeg kunne tage hjem til mig selv.

Da jeg kom hjem, var jeg så udmattet, at jeg kastede mig i sofaen med fjernbetjeningen og en plade chokolade. Her faldt jeg i søvn og vågnede først næste formiddag, da det bankede på døren. Det var Lise.

– Ja, jeg har ikke lige fået ryddet op efter den fest, jeg holdt sidste fredag, forsøgte jeg, men jeg kunne godt se på Lise, at den historie købte hun ikke.

– Julie, sagde hun stille:

– Jeg ved godt, hvad du går igennem i forhold til dine forældre og Jesper.

– Din mor og far er søde, men de har altså begået en stor fejl i den måde, de altid fremhæver Jesper på. Og det her går ikke, vel? Du bliver nødt til at få noget hjælp, sagde Lise.

Den samtale blev vendepunktet for mig.

Lise hjalp mig med at finde en psykolog, og jeg fik endelig taget mod til at konfrontere mine forældre om det pres, jeg altid havde følt i forhold til Jesper. Og at jeg var droppet ud af mine studier.

Jeg kunne se på min mor, at det var for meget for hende, og hun reagerede i første omgang ved at blive fornærmet, sikkert fordi hun følte sig ramt. Jeg prøvede på bedste vis at forklare mig, men stemningen blev bare mere og mere trykket.

Da jeg kom hjem til mig selv, tænkte jeg over, at jeg tvivlede på, om det havde været rigtigt at tage en konfrontation med dem.

Men der gik dog kun et par dage, før min far ringede og spurgte, om de måtte komme forbi.

Og da de sad ved mit lille stuebord, åbnede de op og sagde, de respekterede min beslutning, havde taget kritikken til sig og var kede af, at de havde fastholdt mig i skyggen af min storebror.

For mig blev det begyndelsen på et nyt liv.

Jeg tog på højskole for at få en tænkepause. Her oplevede jeg at blive respekteret som den, jeg var, og jeg fik også flere nye venner.

Langsomt, men sikkert, lykkedes det mig at finde min egen identitet og min egen drøm at gå efter. Og det har forbedret mit forhold til både mine forældre og min bror.

Jeg bebrejder ikke mine forældre deres opførsel, men glæder mig i stedet over, at de ikke længere forventer, at jeg skal være som Jesper.

Jeg er til gengæld holdt op med at leve mit liv gennem min bror, og i dag betragter han mig lige så meget som en ven og ikke bare sin fortabte lillesøster, han skal tage sig af.