Jeg higede efter omsorg - del 2:5

I strømpesokker løb jeg alt, hvad jeg kunne, og jeg så mig hele tiden over skulderen for at se, om far kom efter mig, men gaden var tom.

Jeg søgte tilflugt hos nogle flinke mennesker i nabolaget, som jeg indimellem var babysitter hos. De foreslog at kontakte politiet, men det ville jeg ikke, for det lød alt for slemt.

Det endte med, at de ringede til en privat, social hjælpetjeneste, som tog sagen meget alvorligt og gav ordre til, at jeg under ingen omstændigheder måtte udleveres til hverken min far eller mor.

Jeg tilbragte natten på deres gæsteværelse, men det var ikke meget, jeg fik sovet, for tankerne rasede rundt i mit hoved.

Den næste dag blev min mor kontaktet af en medarbejder fra hjælpetjenesten.

Hun fik kort at vide, hvad der var sket, og hun fik også at vide, at jeg ikke ville komme hjem igen, før kommunen var sat på sagen.

Jeg talte også selv med min mor i telefonen, og der blev det hurtigt klart for mig, at hun ikke troede på mig. Far sad hele tiden i baggrunden og råbte grimme ting. Blandt andet, at jeg ikke havde nogen rygrad.

Om mandagen blev jeg via kommunen anbragt i familiepleje hos en kvinde og hendes voksne søn. De var meget søde ved mig, og jeg var glad for at være der. I ni måneder boede jeg hos dem, og i den periode modtog jeg også psykologbehandling.

Derefter blev det besluttet, at jeg atter skulle prøve at bo hjemme. Jeg ønskede det selv, for jeg var kun et stort barn, og jeg savnede min mor og bror. Jeg var stadig bange for min far, men han tvang mig dog aldrig igen til at tage tøjet af.

Men han var rasende på mig. En aften påstod han aggressivt, at jeg havde ødelagt hans liv og bad mig om at forlade hjemmet omgående og blive væk. Jeg flyttede tilbage til min plejefamilie, og sagde til min mor, at jeg først kom hjem, når far var ude af billedet.

Far blev i tiden efter grovere mod mor, nu hvor jeg ikke var der til at tage mine del af hans tæsk, og det eskalerede i lyntempo, da min bror pludselig også flyttede hjemmefra. Så fik min mor endelig nok, og hun søgte om skilsmisse.

Hun fik sin egen lejlighed og jeg flyttede ind hos hende. Men det var svært for os at bo sammen igen, så kort efter fik jeg, med kommunens hjælp, et værelse ude i byen selv om jeg kun var 16 år.

På det tidspunkt kom min selvdestruktive opførsel til udtryk i, at jeg begyndte at drikke og ryge hash sammen med en veninde. Jeg var samtidig startet i køkkenet på en produktionsskole, og her var jeg glad for at være.

Jeg var især glad for en bestemt lærer, som tog sig meget af mig. Det var også ham, der kørte mig hjem til mors lejlighed, da jeg en dag havde det dårligt.

Da jeg trådte ind ad døren, kom min mor mig grædende i møde.

Efter skilsmissen havde hun stadig haft kontakt til min far, som det udelukkende var gået ned ad bakke for, efter at vi alle forlod ham.

Han havde mistet sit arbejde, og var flere gange blevet indlagt på en psykiatrisk afdeling til afgiftning. Her havde han fået nogle stærke nervetabletter med hjem.

Mor var taget hen for at besøge ham, og der havde hun fundet ham liggende død på gulvet. Obduktionen afslørede, at han havde taget en overdosis af tabletterne.

Det var en svær tid, og jeg havde på en eller anden måde en vis skyldfølelse, så jeg startede til psykolog igen. Jeg havde et stærkt behov for at fortælle min far, at jeg aldrig ville tilgive hans handlinger, men alligevel elskede ham.

Min mor og min bror arrangerede begravelsen, og i kirken så jeg, for første gang i årevis, min bror vise følelser, da han græd.

Jeg havde taget et brev med, hvori jeg havde skrevet alle mine komplekse følelser for min far ned, og det lagde jeg på hans kiste, da den blev sænket ned i graven.

Et kapitel af vores liv var slut, men for mig, var mareridtet langt fra ovre…