Min mand blev grisk - del 1:3

Som barn tænkte jeg aldrig over, at de forhold, jeg voksede op under, var anderledes end de fleste andres.

Jo, vi boede i et stort hus, og jeg vidste godt, at min mor og far ejede en stor virksomhed, at de kørte i flotte biler, og at vi rejste meget.

Men jeg var jo bare Katrine med rottehaler, rød skoletaske og bøjle på tænderne – ligesom som alle de andre piger i kvarteret.

Det var først, da jeg blev teenager, at min families økonomiske forhold fik betydning for mig i min hverdag.

Mine forældre fastholdt, at vi – min bror, Morten, og mig – skulle vokse op under almindelige forhold.

Men efterhånden som vi blev ældre og fik behov, der rakte ud over Barbiedukker og rulleskøjter, blev det mere synligt, at vi havde en privilegeret baggrund.

Som alle andre teenagepiger ville jeg gerne være smart. Jeg var vild med at shoppe sammen med veninderne og fik lommepenge, så jeg selv kunne købe mit tøj.

Det var der også flere af de andre piger, der gjorde. Men da mit beløb var nogle hundrede kroner højere end deres, affødte det stikkende bemærkninger, som kom bag på mig.

– Ja, det må da være fedt at være født med en guldske i røven, sagde en af mine klassekammerater spydigt, og som jeg ellers betragtede som en god veninde.

Pludselig følte jeg mig anderledes på en ubehagelig måde, og i de efterfølgende uger var jeg meget bevidst om ikke at tage nyt tøj på i skole.

Og jeg begyndte at tale højt og insisterende om, at jeg var flad og ikke havde råd til at shoppe eller gå i biografen. Men det var selvfølgelig en strategi, der ikke holdt længe. For alle gennemskuede hurtigt mine hvide løgne.

Min families virksomhed var af en sådan størrelse, at alle kendte den, og da vi samtidig boede i et af de største huse i byens dyreste kvarter, kunne jeg ikke løbe fra min baggrund.

Og jeg holdt da også hurtigt op med at prøve.

I stedet lærte jeg at skelne mine rigtige venner fra dem, der ikke var interesserede i mig, Katrine, som den jeg var, men i stedet bare håbede, at der faldt nogle goder af – for eksempel en invitation til at tilbringe en varm sommerdag ved vores swimmingpool.

Den samme problematik blev aktuel, da interessen for drenge begyndte. Jeg måtte ofte spørge mig selv, om det var mig, fyren var forelsket i…

… eller om det var den kendsgerning, at jeg allerede som 19- årig havde min egen lækre lejlighed og havde en smart bil parkeret nede foran ejendommen.

For at undgå problemer gjorde jeg meget ud af at forklare mine kærester, at min families penge ikke havde noget med mig at gøre.

Jeg læste videre på handelshøjskolen, og officielt levede jeg af SU og de penge, jeg tjente ved et eftermiddagsjob i en af min fars virksomheder.

Ingen behøvede at vide, at mine forældre betalte alle mine faste udgifter.

På den måde forsøgte jeg at undgå, at min økonomi og mit kærlighedsliv blev rodet sammen.

Men det blev alligevel altid et problem, når mine forskellige kærester fandt ud af, hvem mine forældre var.

Mine forældres formue kunne også give sig udslag i mindreværd. Som dengang en af mine kærester sagde, at han ikke vidste, hvad han skulle give mig til jul – for uanset hvad han fandt på, mente han, at det ville være billigt og ligegyldigt i forhold til det, min mor og far gav mig.

Det skyldtes selvfølgelig også andre ting, at alle mine forhold lod til at have en begrænset holdbarhed, og da jeg som 26-årig stadig var single, begyndte jeg at indstille mig på, at jeg nok aldrig ville finde den rigtige.

Men så mødte jeg Allan til en fest hos en gammel studiekammerat. Han var begavet, sød og sjov, og selv om vi var jævnaldrende, virkede han ældre, moden og afbalanceret…