Min mand blev grisk - del 2:3

Der gik ikke lang tid, før Allan fandt ud af, hvilken baggrund jeg havde, men det så ikke ud til at imponere ham synderligt.

Når vi var ude sammen, insisterede han på at betale regningen, og da han første gang besøgte mig i min dyre lejlighed, sagde han bare, at jeg boede hyggeligt.

Ikke noget med det sædvanlige ”den koster vist kassen” eller den slags, som jeg var vant til at høre.

Jeg var begyndt at arbejde fuldtid i min fars virksomhed, og det lå i kortene, at det var mig, der skulle overtage ledelsen.

Direktørrollen lå selvfølgelig mange år ude i fremtiden, for min far var stadig i fuld vigør, men der var alligevel stor forskel på Allans og mine karriereudsigter.

Han var godt nok også chef i sit eget lille transportfirma, men det var et hårdt marked at etablere sig i.

En af de første gange vi var ude sammen, faldt snakken på hans firma, og han fortalte stolt, hvor meget han havde haft i overskud i det forgangne år.

Beløbet, han nævnte, svarede nogenlunde til det, jeg tjente på to måneders arbejde, men det sagde jeg ikke noget om.

I det hele taget fyldte penge ikke så meget i vores forhold. Efter nogle måneder flyttede vi sammen, og Allan insisterede på, at vi delte udgifterne.

Jeg prøvede forsigtigt at sige, at jeg godt kunne smide lidt mere i den fælles pulje, i og med at jeg tjente mere, men dét ville han ikke høre tale om.

Det fik min respekt for ham til at vokse endnu mere, og jeg var sikker på, at jeg havde fundet den rigtige mand i Allan.

Og efter vi havde været kærester et års tid, friede han til mig, og jeg sagde ja uden at betænke mig et sekund.

Mine forældre blev glade, da jeg overbragte dem nyheden, for de var også kommet til at holde af Allans både reelle og uimponerede væsen.

Af samme grund kom det bag på mig, da min far nævnte, at vi skulle have orden i de papirer, der ville sikre, at min andel i familiens firma ikke blev berørt af en eventuel skilsmisse.

Skilsmisse! Hvad snakkede han om? Men min far gav sig ikke, og derfor fik jeg lavet et særejedokument, som jeg var helt overbevist om, at jeg aldrig ville få brug for.

Jeg var sikker på, at jeg skulle være sammen med min dejlige kæreste resten af livet.

De næste måneder svævede jeg på en lyserød sky. Vores dagligdag fungerede fint, og selv om vi begge arbejdede meget, tog vi os også tid til at nyde hinanden.

Jeg lagde mærke til, at Allan blev mindre nøjeregnende med, hvem der betalte hvad, og samtidig forsvandt lidt af hans sparsommelighed.

Men det generede mig ikke, for jeg havde ofte fundet det trættende, at han insisterede på at købe stort ind og fylde fryser og skabe med gode tilbud.

Det var, som om han langsomt, men sikkert vænnede sig til dyrere vaner, og jeg grinede for mig selv den dag, han kom hjem fra en reception og forarget fortalte, at der var blevet serveret billig, mousserende hvidvin og ikke rigtig champagne.

Et år tidligere havde han ikke kunnet smage forskel.

Allan begyndte også at købe dyrere tøj til sig selv og gå oftere til frisøren.

De nye vaner sled på hans økonomi, og af samme grund protesterede han ikke længere, når jeg betalte vores regninger.

Det havde jeg det fint med. Jeg tjente det tidobbelte af ham, så hvorfor skulle jeg ikke tage det største økonomiske slæb?

De første mislyde sneg sig ind, den dag min bror, Morten, kom forbi for at fortælle os, at han og Linda, hans kone, havde fået foræret en jordomrejse af mine forældre…