Min mand blev grisk - del 3:3

Min bror, Morten, og hans kone, Linda, havde begge afsluttet deres medicinstudie, og nu ville de ud i verden og finde ud af, hvor de kunne slå sig ned og arbejde som læger i nogle år, indtil de skulle have børn.

Det havde været min brors drøm i mange år, og jeg var glad på hans vegne.

Men da han var taget af sted, virkede Allan mærkeligt vred.

- Hvad koster sådan en jordomrejse for to egentlig? Det må da være langt over 100.000 kr., din far sådan lige hoster op med.

Jeg stirrede lamslået på ham: Han havde aldrig før blandet sig i min families økonomi, og det havde jeg absolut heller ikke noget ønske om, at han skulle begynde på nu.

– Mine forældre har jo råd til det, og det kommer da ikke os ved, svarede jeg.

– Det synes jeg, at det gør, vrissede Allan og fortsatte: - I er søskende, og så bør du da få det samme som ham.

Og sådan begyndte vores første skænderi – hurtigt efterfulgt af forsoning og kys. Men desværre var det, som om der var taget hul på en ubehagelig byld.

I det næste halve år sneg diskussioner om penge sig ind oftere og oftere mellem os.

Det handlede stort set aldrig om vores egen økonomi, som ikke fejlede noget. I stedet blev Allan utrolig opmærksom i forhold til min fars forretninger og skulle pludselig kommentere både det ene og det andet.

Jeg vidste, at det gik skidt med hans eget firma, så jeg prøvede at være overbærende og lægge diskussionerne ned, når de opstod.

Da Allan hørte, at min far havde besluttet at nedlægge en del af produktionen i en af afdelingerne, begyndte han nærmest at svine ham til.

– Hvad fanden tænker han på? Det er sgu da det dummeste, han kan gøre. Det ender med, at der ikke er noget tilbage til os, når vi skal overtage, råbte han.

Jeg kunne slet ikke kende den mand, jeg havde giftet mig med. Ham, der så stolt havde proklameret, at han ikke ville forsørges af sin kæreste.

Nu – knap to år efter vores bryllup – havde han tillagt sig ejerfornemmelser over for min families virksomhed, som han intet havde med at gøre.

Det gjorde det endnu mere grotesk var, at min far faktisk havde tilbudt Allan et job, eftersom det ikke gik godt med hans eget firma.

Jeg havde været stolt af min mand, da han venligt, men bestemt havde afslået med den begrundelse, at han havde det bedst med at klare sig selv.

Nu var det så som så med stoltheden, og med den forsvandt også kærligheden.

Kort efter vores treårs bryllupsdag, som vi i øvrigt ikke gjorde noget særligt ud af, gav jeg op.

Jeg kom som sent hjem, og Allan var faldet i søvn på sofaen. Der stod en tom flaske rødvin på bordet – en af de virkelig dyre, kunne jeg konstatere, da jeg ryddede op efter ham.

Men på bordet lå også dokumenterne om særeje, som vi havde skrevet under i forbindelse med at vi blev gift.

Det var ikke svært at regne ud, at Allan havde fundet dem, fordi han ville tjekke, hvor meget han kunne rage til sig ved en skilsmisse.

Jeg gjorde kort proces, og dagen efter flyttede Allan.

Vi blev separeret og skulle til at dele vores ting mellem os. Allans nye grådighed fornægtede sig ikke.

Når han, på grund af mit særeje, ikke kunne gøre krav på penge af betydning, ville han have mest muligt med sig fra lejligheden.

Jeg gad ikke slås med ham, så jeg lod ham tage både møbler, stereoanlæg og det store, dyre tv, som jeg havde haft, inden han flyttede ind. Jeg ville bare af med ham.

I dag er det to år siden, og jeg er kommet videre og bærer egentlig ikke nag til Allan.

Jeg tror ikke, at han forelskede sig i mine penge, men da han først opdagede, hvor rart det var at have dem, kom de til at overskygge hans kærlighed til mig.

Nu har jeg mødt en anden mand, men jeg tager det med pengene roligt, for denne gang har jeg fundet en, hvis familie har en større formue end min.

Så måske passer det, når man siger, at lige børn leger bedst?