Nu hører jeg til

Mor og jeg fulgte med far

Da jeg i 1967 begyndte i første klasse, havde jeg allerede boet fire steder, og jeg kom til at stifte bekendtskab med hele seks forskellige folkeskoler. Min far arbejdede i forsvaret, og når han blev forflyttet til et nyt tjenestested, fulgte min mor og jeg med. Jeg oplevede det som spændende, og det lykkedes mig altid at finde nye venner.

Mine forældre blev skilt, da jeg var 16 år, og de næste to år havde mor og jeg hele tre adresser. Nogle måneder efter min 18-års-fødselsdag flyttede jeg hjemmefra, og jeg fortsatte min vante livsstil.

I forbindelse med uddannelse flyttede jeg uden betænkeligheder fra den ene ende af landet til den anden, og i mine 20’ere rejste jeg gerne landet rundt efter spændende job eller søde kærester. Jeg satte en ære i at bevare en tæt kontakt med venner og familie, og det føltes fedt at have folk at besøge over hele landet.

Så blev jeg 31 år og mødte Morten til en friluftskoncert, og kærligheden til ham ændrede alt. Han var nemlig landmand og skulle overtage sine forældres gård, og det blev et kulturskifte for mig. Han var min store kærlighed, og for hans skyld mente jeg godt, at jeg kunne affinde mig med at bo et bestemt sted resten af mit liv. Tankerne om at blive mor var også begyndt at melde sig, og i den forbindelse var det afgørende at finde den rigtige far til dem. Mødet med Morten overbeviste mig om, at det var ham.

Både Morten og hans forældre var blevet boende på deres fødeegn, og slægtsgården havde været i hans fars eje i generationer. På den måde var han og jeg virkelig de berømte modsætninger, hvis møde medførte sød musik. Jeg gik ind i kærligheden og projektet med slægtsgården med hele mit hjerte.

Penge betyder frihed

Vi blev gift og fik to skønne sønner lige efter hinanden, og alt i alt blev det til 14 fantastiske år for Morten og mig. Derefter fulgte tre dårlige, og det skyldtes desværre økonomi. Morten havde satset stort og tabte endnu større. Ved vores bryllup havde det rørt mig dybt, at han i modstrid med sine forældres råd ikke forlangte særeje, men det betød også, at jeg nu kom til at hæfte for gælden på lige fod med ham.

Indtil da havde jeg altid sagt, at penge ikke betød noget for mig, men nu gik det op for mig, at penge betød frihed. For pludselig havde jeg ikke længere min frihed. Vi blev skilt i 2008, og for drengenes skyld forblev vi venner, selv om det var svært. Jeg fik en toværelses lejlighed i et socialt boligbyggeri, og jeg måtte tage et indskudslån og sove i stuen de første år, mens drengene havde hver deres værelse.

Da de hen over halvandet år flyttede hjemmefra i en alder af 19 og 20 år, begyndte trangen til at flytte og starte på en frisk at prikke i mig. Men nu var det ikke længere så nemt at pakke sammen og smutte, som det havde været engang. Dels havde jeg simpelthen ikke råd, dels blev min yngste søn ramt af en kronisk sygdom og havde brug for min støtte og tilstedeværelse.

Årene gik, og jeg blev boende i min toværelses, som i visse perioder føltes som et fængsel for mig snarere end et hjem, for det var ikke frivilligt, at jeg boede der. Samtidig foregik der en glidende og næsten umærkelig proces, hvor jeg slog rod. Selv mærkede jeg knap nok, at det skete.

Nu var jeg den, man gik til

Sidste år var jeg pludselig den, der havde boet længst tid i ejendommen med de i alt 20 lejligheder. Jeg var på fornavn og hej og småsnak med alle beboere, og jeg vidste, hvis barn der led af mareridt, og hvem der havde et hul i en dør efter et skænderi. I dag er det blevet sådan, at når nye beboere flytter ind, får de besked på at gå til mig, hvis de vil vide noget. Det er superhyggeligt, for på den måde lærer jeg alle de nye at kende.

Jeg havde aldrig troet, at det kunne udvikle sig sådan, men i en alder af 62 har jeg opdaget, at det er lykken at høre til et sted, og nu er det min plan at blive boende her, til jeg skal bæres ud med fødderne først.