Vi tog børnene hjem

Vi sad fast i hamsterhjulet
For et par år siden sad vores familie på fem godt og grundigt fast i hamsterhjulet. Markus og jeg havde begge fuldtidsarbejde, og de lange arbejdsdage levnede ikke meget energi til at være sammen med vores børn. Det føltes, som om hverdagene bare handlede om at få dem trukket ud af sengen, fodret af og afleveret i deres institution, før vi selv hastede på arbejde. Efter arbejdstid begyndte det forfra, bare i omvendt rækkefølge.
Alle børnefamilier har travlt i dag, men det værste var, at det ikke kun var Markus og mig, der var fortravlede. Ingen af vores tre børn trivedes i deres institution. Især Marie, vores ældste på fire, var et meget følsomt barn, og hun græd ofte, når vi afleverede hende i børnehaven. Når vi hentede hende, var hun overstimuleret og udkørt.
Det gik lidt bedre med Maries tvillingbrødre på to år. Alligevel følte jeg mere og mere, at det var forkert, at jeg som mor skulle give mine børn væk i døgnets bedste timer.
Vi tog det store spring
Markus og jeg begyndte at tale om alternativer. Vi overvejede kort at lede efter ny børnehave og vuggestue, eller at jeg gik et par timer ned i tid, men det føltes ikke som nok. Til sidst valgte vi at tage det helt store spring: Jeg sagde mit job op, vi meldte ungerne ud af institutionerne, og fra da af passede jeg dem derhjemme.
I begyndelsen fyldte frygten en del. Tænk, hvis jeg aldrig fandt et nyt job, når jeg ville tilbage på arbejdsmarkedet? Hvis vi fortrød, ville børnene så kunne få institutionspladser igen? Og hvad med økonomien? Men den del havde vi jo regnet på. Vi boede billigt til leje på en gammel gård, og vi levede i forvejen sparsommeligt. Hvis Markus tog et par ekstravagter, burde det hænge sammen.

Nanna er stolt som husmor
Langsomt fandt børnene og jeg en ny hverdagsrytme. Vi havde nu god tid om morgenen, og pludselig kunne jeg lettere lokke mad i Marie, der ellers altid havde været småtspisende. Efter morgenmaden gik vi tur med hunden, og så hjalp børnene med at fodre kaninerne. Dagen gik med at lege, spille spil eller være i haven. Mens ungerne sov middagslur, ordnede jeg huslige ting. Når Markus kom hjem, spiste vi alle, før han hjalp med at putte.
Det var selvfølgelig brug for tilpasninger undervejs. Da først jeg havde prøvet at lave aftensmad med en skrigende toårig på armen og en om benet, fandt jeg på at lave aftensmad til hverdagene om søndagen. Så frøs jeg det ned, så det var lige til at tage op og varme.
Markus og jeg var også opmærksom på, at vores børn stadig skulle lege med jævnaldrende. Jeg kom med i en gruppe for forældre, der hjemmepassede, og på den måde fik vi legeaftaler i stand.
Jeg ofrer mig ikke
Det var tydeligt, at børnene trivedes i den nye hverdag. Især Marie blomstrede op og havde pludselig overskud til at tage storesøsterrollen på sig. Da hun nærmede sig skolealderen, blev Markus og jeg hurtigt enige om, at jeg skulle kaste mig ud i at hjemmeskole hende. Vi bestilte nogle opgavehæfter hjem, og jeg fandt også en masse inspiration på nettet.
Det har efterhånden været vores familieliv i et par år nu. Jeg får af og til spørgsmålet, om jeg ikke føler, jeg ofrer mig, men det føler jeg overhovedet ikke. Mine børn trives, og jeg har dem i døgnets bedste timer. Jeg får chancen for at se de små mennesker, de bliver til. Desuden har Markus fra første dag indbetalt af sin løn på min pensionsopsparing. Selv er han glad for at kunne pleje karrieren uden dårlig samvittighed over, at han ikke kan nå at hente børn.

Mimis brevkasse: Naboens søn mistrives
Det er bestemt ingen guldgrube at vælge hjemmepasning og hjemmeskoling, selv om vi sparer udgifterne til institution, men vi mangler ikke noget, og familiens trivsel er alligevel mere værd end penge. Markus og jeg har aftalt at blive ved med at leve på den måde, så længe det fungerer for os alle. Hvis børnene – eller jeg – en dag får brug for noget andet, finder vi nye løsninger.
Vil du dele din historie?
Har du en rørende, tankevækkende, sjov, spændende eller romantisk oplevelse fra dit eget liv, som du har lyst til at dele med Ude og Hjemme? Så hører vi meget gerne fra dig.
Send din egen historie på mail til Nina Ebbesen– vi garanterer anonymitet.
Bringer vi din beretning, får du et honorar på 500 kroner.