En opvækst i luksus med skrig og vold

Udadtil levede familien et liv i luksus, med pool og tjenestefolk. Men aftenerne endte næsten altid på samme måde – med alkohol, skrig og vold, fortæller Frida om sin barndom.

Det er en oplevelse, som for altid vil være prentet på Fridas nethinde, den morgen hun som teenager vågner op og finder sin stedmor siddende i sin seng. Stedmoren er fuldstændig gennembanket, hun har brækkede knogler i sin krop og har svært ved at se ud ad det ene øje.

Frida Boisen er svensk journalist og forfatter. I 2020 skrev hun bogen “Fortæl aldrig dette” om sin mors selvmord, og hvordan hun mere eller mindre fik skylden for dette i morens afskedsbrev. Hun følte dog ikke, at hendes historie var fortalt færdig endnu, og i 2021 udgav hun bogen ”Du er ikke længere min datter”, som beskriver opvæksten med sin far, Peter, og familiens kaotiske liv, fyldt med alkohol, vold og svigt.

Fridas far var udadtil karismatisk og succesfuld, men han nedgjorde sin kone verbalt og straffede sin datter med slag, når hun gjorde noget, han ikke kunne lide. Trods alt dette forblev Fridas kærlighed til ham stærk indtil hans død.

Smertefulde minder

Det var, da Frida læste sine gamle dagbøger, at minderne kom væltende.

– Jeg kom til at tænke på mine gamle dagbøger, der lå nede i kælderen. Jeg gik ned og tog dem op og begyndte at læse. Og der var så meget, jeg havde fortrængt, glemt og ikke ville huske, siger Frida.

Dagbøgerne bragte smertefulde minder til live. Fars voldsomme humør, eskalerende alkoholmisbrug og manglende dømmekraft væltede frem fra siderne. Det var en opvækst, hvor der var vold og skænderier samt seksuelle overgreb.

– Far var ikke vant til at tage sig af børn, der både kan være klynkende og sure. Og han magtede det ikke, så han slog. Jeg var fire eller fem, da han slog mig første gang, og jeg kan huske, at jeg var i chok. I bogen har jeg forsøgt at finde ud af, hvordan det kunne være sådan. Hvem var min far? Hvorfor gjorde han, som han gjorde? Og har jeg virkelig tilgivet?

Frida gravede dybere ned i sine minder, og det er frem for alt en periode i teenageårene, der har sat dybe spor i hende. Hendes far var på det tidspunkt blevet skilt, gift igen, havde fået et topjob i den indonesiske hovedstad Jakarta og var flyttet dertil med sin nye kone. Dette var i begyndelsen af ​​90'erne, og mod sin stedmors vilje blev Frida inviteret til at bo hos dem i et år.

Frida blev ellevild og så frem til at begynde på den internationale skole i en af ​​verdens største byer. Da hun ankom, blev hun mødt af et stort, stateligt hus med pool, privat chauffør, kok og gartner. Men bag den luksuriøse facade skulle det hurtigt vise sig, at virkeligheden var alt andet end harmonisk. Frida kalder det, der foregik bag lukkede døre, for ren terror, hvor mange aftener endte med højlydte og til tider voldsomme skænderier. Både hendes far og stedmor var ansvarlige for volden.

– Det var forfærdeligt at høre alle de ondskabsfulde ord, de kastede ud. Det blev ofte voldsomt. Og de drak rigelige mængder alkohol, der var whisky og vin hver aften. Far slap længe af sted med alkoholmisbruget – han var den øverste chef på arbejdet, så ingen turde sige noget om hans ånde. Hans privatchauffør kørte ham overalt, så det var muligt for ham at komme på arbejde i bil uden at køre fuld. Det gjorde det nemt for ham og andre i hans position at skjule deres afhængighed.

Frida påtog sig selv den samme rolle, som hun gjorde under sin barndoms skænderier mellem forældrene – mægleren, den, der forsøger at afværge den forestående storm ved middagsbordet ved at tale om andre ting. Det lykkedes nogle gange, men langtfra altid. Da volden i luksusvillaen eskalerede, blev Frida overbevist om, at det ikke ville ende godt.

– Det var liv og død for mig, jeg troede virkelig på, at nogen ville dø. Jeg glemmer aldrig, da min stedmor pludselig sad på kanten af ​​min seng en morgen, da jeg vågnede. Hun var fuldstændig gennembanket, hendes øje kunne ikke åbnes, hendes arm brækket, og hendes ansigt lilla. Hun lignede et levende lig, det var som en gyserfilm. Det billede er for evigt på min nethinde, og jeg kan huske, at jeg fortalte hende, at hun skulle væk herfra, at hun ikke kunne blive i dette ægteskab. Jeg skammede mig så meget over min far. At han kunne gøre sådan noget.

Skulle undskylde

Efter denne hændelse faldt korthuset sammen. Faderen blev fyret fra sit job, skilsmissen hang i luften, og Frida begyndte at ånde lettet op, fordi hun troede, at det ødelæggende ægteskab ville ende. Men så pludselig en aften havde far og stedmor fundet hinanden igen, og alt var godt igen. Der var kun en lille detalje tilbage – Fridas far mente, opmuntret af sin kone, at hun skulle takke sin stedmor for alt, hvad hun havde gjort for hende, og for alt, hvad hun havde oplevet i Indonesien.

Frida, som snarere forventede en undskyldning fra dem, nægtede. Og så kom ordene, som intet barn nogensinde skulle høre – "du er ikke længere min datter".

 

Frida Boisen har i år udgivet bogen ”Du er ikke længere min datter”, som beskriver opvæksten med sin far og familiens kaotiske liv, fyldt med alkohol, vold og svigt.

Frida Boisen har i år udgivet bogen ”Du er ikke længere min datter”, som beskriver opvæksten med sin far og familiens kaotiske liv, fyldt med alkohol, vold og svigt.

 

– Det var et totalt chok, jeg troede ikke, det var sandt. Jeg kan huske, at jeg tænkte: "Hvad siger du? Er du skør? Hvad har jeg gjort?". Jeg følte mig så frygteligt forladt, nægtet og alene i verden.

Afvist efter overgreb

Det var ikke den eneste gang, at Fridas far forrådte hende. I bogen fortæller Frida, hvordan hun som 13-årig blev udsat for et seksuelt misbrug. Gerningsmanden var hendes stedmors far, en mand gammel nok til at være hendes bedstefar. Da hun endelig vovede at fortælle sin far om overgrebet efter at have samlet mod, fik hun at vide, at det bare var noget, hun forestillede sig. Det forræderi gør hende både rasende og dybt ked af det, nu hvor hun ser tilbage.

– Jeg har forsøgt at forstå, hvordan man kan gøre sådan noget, men det er ikke muligt. Han havde altid opmuntret mig til at tale og lade min stemme blive hørt, så jeg ved, at han forstod, at det, jeg sagde, var sandt. Men der var nok for meget på spil. Hvis han var gået ind i det, ville han have været nødt til at handle, såsom at melde den gamle stodder til politiet. Og hvem ved, hvad det ville have betydet for hans ægteskab og karriere. Han var praktisk, så jeg tror, ​​han lavede et hurtigt regnestykke i hovedet og tænkte "det, der er sket, er sket, det bedste, vi kan gøre nu, er at glemme det". Men at sige det til et barn ...

Tal åbent om det

Frida er vant til at skrive personlige tekster, men hun har aldrig været så udleverende før. Samtidig er hun overbevist om, at man skal turde tale om det, der er svært.

– Jeg bemærker, at historiefortælling i bedste fald kan ændre folks liv. Hvis vi tør fortælle, kan der ske fantastiske ting. Man kan gøre sig fri for skyld, sorg og psykisk lidelse. Men én ting er at fortælle andre, at de skal turde fortælle, og noget andet er at gøre det selv. Med min historie håber jeg, at det bliver nemmere for en anden at gøre det samme.

 

– Hvis vi tør fortælle om vores traumer, kan der ske fantastiske ting. Man kan gøre sig fri for skyld, sorg og psykisk lidelse, har Frida erfaret.

– Hvis vi tør fortælle om vores traumer, kan der ske fantastiske ting. Man kan gøre sig fri for skyld, sorg og psykisk lidelse, har Frida erfaret.

 

Frida er langtfra alene om at have været udsat for vold og overgreb som barn. Sidste år blev der i Sverige anmeldt 4.300 voldtægter af børn til politiet, og mørketallet menes at være højt. I en national elevundersøgelse af svenske børn, foretaget i 2016, oplyste 24 procent, at de var blevet fysisk misbrugt af en voksen.

– Det skulle betyde, at mindst 2,5 millioner svenskere har været udsat for vold som børn. Jeg synes, vi skal turde tale om det. Jeg forstår, at det ikke er alle, der har lyst til at fortælle hele verden, hvad de har været igennem, men for at bearbejde det, man selv har oplevet, kan et tip være at skrive ned, hvad der skete, for at sætte ord på det. Derefter kan du måske finde en person at fortælle det til. Det kan være en psykolog, rådgiver, skolesygeplejerske, ven eller forælder. Ved at tale om vold mod børn håber Frida at kunne hjælpe andre med at bryde mønstre.