Fars afsked: Nanna jeg elsker dig

Nanna stod i sin opgang, da telefonen ringer. Hun kunne se, at det var hendes kæreste, og nåede at tænke, han nok ville spørge om, hvad de skulle have til aftensmad. Men det var en helt anden besked, hun fik.

– Du skal ringe til din farmor, sagde han.

På hans tonefald forstod Nanna, at der var noget galt. Hun spurgte, hvad det handlede om, men han gentog bare, at hun skulle ringe til sin farmor. Så var Nanna klar over, at det handlede om hendes far.

Hun ringede flere gange til sin farmors nummer, men ingen af hendes opkald blev besvaret.

– Jeg blev mere og mere urolig, fordi jeg var sikker på, det ikke var noget godt. Til sidst ringede jeg til min kæreste igen og spurgte ham ligeud, om min far var død, fortæller 23-årige Nanna Emilie Honoré Clausen fra Kolding.

Hendes daværende kæreste ville ikke fortælle det, men Nanna pressede på, og til sidst svarede han med et stille ja.

– Der brød min verden sammen. Jeg ringede til min halvstoresøster og råbte i telefonen: ”Min far er død.” Jeg hørte hende sige ”vend bilen” til sin kæreste, og lidt efter hentede de mig, selv om de næsten lige havde sat mig af. Efter det husker jeg ikke mere.

Den 21. november 2017 mistede Nanna som 19-årig sin far, Klaus, der tog sit eget liv, 50 år gammel.

Levede et hårdt liv

Klaus kæmpede både med alkoholisme og et stofmisbrug det meste af sit liv, og det var en blanding af forskellige stoffer, der endte med at slå ham ihjel.

– Jeg ved godt, han havde sine fejl, men for mig var han en god far, og jeg husker ham som både sød og rar. Han var den, jeg kunne gå til, når jeg havde det svært. Han var min klippe, fortæller Nanna.

Begge Nannas forældre har kæmpet med misbrug, og hun var ikke ret gammel, da hun kom i plejefamilie, men siden hun var ni år, havde hun jævnligt set sin far, og de to havde altid haft et stærkt bånd.

– Jeg har altid været fars pige og altid mærket, at han elskede mig højt. Så selv om han meget af tiden var på stoffer, var han altid en god far, når han var sammen med mig, fortæller Nanna.

Klaus prøvede flere gange at komme ud af sit misbrug, det lykkedes et par gange i kortere perioder, men hver gang faldt han for fristelsen og røg tilbage i misbruget.

– Han prøvede, så godt som han nu kunne. Men han var narkoman og alkoholiker i 33 år, så jeg forstår godt, at det ikke var nemt for ham at komme ud af det.

Så ikke tegnene

Nanna var ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at faren selv havde taget sit liv.

– Når jeg tænker tilbage på tiden op til hans død, kan jeg godt se, at han flere gange hentydede til, at han ikke ville blive ret gammel. Det var ikke noget, jeg tænkte særligt over dengang, fortæller Nanna.

Omkring fem måneder før var Klaus begyndt at sige ting, som Nanna aldrig havde hørt ham sige før. ”Jeg bliver kun til jul” og ”husk nu, jeg bliver kun 50 år” var udsagn, han flere gange sagde højt.

– Jeg tog det dengang roligt. Det føltes nærmest, som om han sagde det i sjov, så jeg følte ikke, jeg skulle tage det alt for alvorligt. Han havde også en tendens til at piske en stemning op, fortæller Nanna, mens hun smiler lidt.

Lukkede sig inde

Desværre var det alvor, og Nanna havde i lang tid dårlig samvittighed over, at hun ikke havde taget ham mere alvorligt.

– I starten tænkte jeg på, om jeg kunne have gjort noget, så han stadig ville være her i dag, fortæller Nanna.

Efter farens selvmord gik Nannas verden i stå. Bortset fra da hun skulle tømme hans lejlighed, og da han skulle bisættes, forlod Nanna ikke sin lejlighed i over tre uger.

– Jeg kunne intet foretage mig. Der var ikke noget, jeg havde lyst til, og ingen, jeg havde lyst til at se. Jeg ville bare ligge under min dyne og være alene. Jeg kunne ikke forestille mig, at mit liv skulle fortsætte, når min fars ikke gjorde.

Hun havde svært ved at forstå, at han var væk. Først da hun gik og pakkede lejligheden ned, forstod hun, at han rent faktisk var død.

Klaus elskede bøger, han læste meget, og da hun gennemgik hans ting i hans lejlighed, fandt hun små notater i nogle af bøgerne. I en bog, der lå på gulvet, stod der: ”Læst i den den 1/11-2017 for sidste gang.”

Blev vred

Hun fandt også hans dagbog, hvori han inden sin død havde skrevet personlige hilsener. Til Nanna stod der: ”Nanna, jeg elsker dig – ville sådan ønske, jeg havde været der mere for dig.”

– Det var hårdt at læse.

Da det praktiske med oprydning og bisættelse var overstået, begyndte Nanna at mærke sine følelser igen. Det var ikke sorg, der fyldte mest. Det var vrede.

– Det første halve år efter han var død, besøgte jeg ikke hans grav, fordi jeg var så vred på ham. Jeg gik bare og svinede ham til, fordi jeg var så sur på ham, fortæller Nanna og fortsætter:

– Jeg var jo nok i virkeligheden mest af alt såret. Såret over, at han havde valgt at forlade sit barn på den måde. Såret over, at han gav op, og over, at jeg stod tilbage med smerten, mens han ikke var der til at støtte og trøste mig, som han ellers altid havde gjort.

Vreden gik hun med i lang tid, inden hun lagde låg på sine følelser for at kunne leve et mere normalt liv.

– Jeg ved godt, det nok ikke var det smarteste, men det var det eneste, jeg kunne gøre for at holde ud at eksistere.

Tiden gik, og vreden blev mindre, mens sorgen fik lov til at vokse under låget, som hun ikke åbnede for nogen. Og sammen med sorgen har Nanna også fundet en større forståelse.

– Med tiden har jeg fået øjnene op for, at han har haft et hårdt liv. Han prøvede flere gange at blive stoffri, og det lykkedes ikke for ham, og så har han nok givet op til sidst, fordi det var for hårdt at blive ved med at leve livet, som han gjorde, fortæller Nanna.

Accept af hans valg

Hun er stadig ked af, hun ikke har sin far mere, og følelsen af svigt sidder stadig i kroppen. Men hun er begyndt at acceptere, det var det, han ville.

– Det er jo tydeligt, at han ikke ville mere. Han havde jo forberedt det længe, sagt det flere gange til mig, uden at jeg dog forstod alvoren, og han havde brugt tid på at skrive hilsener til dem, han elskede, fortæller Nanna og fortsætter:

– Men jeg ville da have ønsket, at han havde bedt om hjælp. For jeg ville gerne have hjulpet ham, og det ved jeg, at flere andre også gerne ville.

Nanna havde længe svært ved at snakke om det, fordi hun ikke kendte nogen, der havde den samme smerte. Så hun oprettede et opslag i en facebook-gruppe, hvor hun skrev sin egen historie og spurgte, om der mon var nogen, der havde oplevet noget af det samme og kendte til de følelser, hun gik med. Opslaget fik mange kommentarer fra andre, der stod i en lignende situation.

– Da jeg hørte andre fortælle deres historie, blev jeg lettet. Alle de følelser, jeg havde gået og lagt skjul på, fandt jeg ud af, at andre også gik rundt med. Det var på en måde betryggende at vide, man ikke var den eneste i verden, der havde det på den måde.

Det er også derfor, Nanna står frem og fortæller sin egen historie.

– Jeg ville gerne have vidst, at jeg ikke var alene, men så skal folk turde fortælle deres historie. Så det gør jeg nu og håber, det kan hjælpe nogen, der har brug for at høre det samme, som jeg engang havde brug for.

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, kan du kontakte Livslinien på 70 201 201