René ville begå selvmord: Min hund reddede mit liv

I to måneder havde René forberedt sin død. Men da han sad i skoven med hunden Rocky ved sin side og ventede på, at gassen fyldte bilen, skete der noget uventet.

Søndag, 26. september 2021 - 15:00 - Af Anne Kristensen. Foto: Jacob Ljørring/Aller Foto & Video og privat.

René havde brugt de sidste to måneder på at tage afsked med sin familie og de få rigtige venner, han havde dengang. Én efter én havde han opsøgt dem for at fortælle dem, at han elskede dem, og han sørgede for at smile så meget, han kunne, så hans glade ansigt var det sidste, de ville huske ham for.

Ingen fattede mistanke om, hvad René havde i sinde at gøre. Det var først, da han satte sig ud i sin bil igen efter hvert besøg, at han lod tårerne få frit løb.

Nu sad han atter i sin bil. Midt i en mørk skov i udkanten af Haderslev. Det var en kold januarmorgen i 2012, og stilheden blev kun forstyrret af lyden af gas, der langsomt fyldte kabinen.

Han havde været omhyggelig med forberedelserne, for han ville være helt sikker på, at denne dag blev hans sidste i live.

René tændte for bilens musikanlæg. Han og hunden Rocky – den trofaste følgesvend, som sad ved siden af og nu også skulle følge ham i døden – måtte have en ordentlig afskedssang. René vidste præcis, hvilken det skulle være. ”Hotel Himmel”.

Snart lød tonerne fra dansktopbandet Kandis over højttalerne, og teksten fyldte René med et håb om, at dér, hvor han og Rocky nu skulle hen, ville alt være bedre: På Hotel Himmel er alting nemt. På Hotel Himmel bli’r ingen glemt.

Barsk fortid

René havde aldrig haft det nemt. Livet viste sig fra sin mørke side allerede i barndommen.

– Jeg blev mobbet i skolen, fordi min familie ikke havde så mange penge. Min mor købte billigt tøj til mig i Føtex, mens alle andre i klassen gik i mærketøj, og det gjorde mig til et let offer, fortæller den nu 42-årige René Brenner Widding fra Sommersted.

Da han gik ud af skolen og fandt et arbejde på en aluminiumsfabrik, stødte han på en kollega, som altid havde rigeligt med penge, selv om han bare havde samme stilling som René. Det viste sig, at han handlede med narko i sin fritid.

– Jeg kunne sagtens fornemme den selvtillid og magt, der fulgte med stofferne, og jeg tænkte: ”Dét skal jeg også lige snuse til”, siger René, der efterhånden blev viklet mere og mere ind i narkomiljøet. Han tjente styrtende med penge på narkohandel og fik også selv et stort forbrug af kokain og amfetamin.

Han var midt i 20’erne og følte sig uovervindelig. Det var lige indtil en dag i 2007, hvor politiet sparkede døren ind til hans hjem og fandt flere poser med kokain og bunkevis af kontanter. Dommen lød på halvandet års fængsel.

I fængslet var der masser af tid til selvransagelse.

– Dér ramte det mig, at det virkelig var noget lort, jeg havde lavet de sidste seks år. Min familie sagde til mig, at hvis det skete én gang til, skulle jeg ikke komme hjem til dem igen. Så jeg tog en kold tyrker under afsoningen og var clean, da jeg blev løsladt i slutningen af 2008. Jeg har ikke rørt stoffer siden, siger René, som samtidig også stoppede med at sælge dem.

– Jeg smed min gamle telefon i havnen, så jeg ikke længere havde kontakter til den kriminelle verden.

Kunne ikke mere

Da René blev pågrebet af politiet, arbejdede han for firmaet LM Glasfiber. Anholdelsen rystede naturligvis ledelsen, som dog valgte at tage ham tilbage igen efter løsladelsen. Den store tillidserklæring styrkede Renés selvværd, og han var fuld af forhåbning om, at han nu kunne starte et nyt og ordentligt liv. Han havde stadig familiens opbakning og sin lejlighed.

Men han havde også en stor gæld, da han blev løsladt, og vennekredsen var svundet ind. Da hans arbejdsplads pludselig lukkede i 2009, stod han tilmed uden job, og det var svært at finde et nyt med en plettet straffeattest.

– Jeg følte mig som et dårligt menneske, der ikke kunne finde ud af andet end at være kriminel. Jeg kunne ikke engang betale mine regninger, siger René, der blev mere og mere modløs og deprimeret. Da hans kæreste i samme periode forlod ham til fordel for en af hans tidligere kammerater, blev det hele for meget.

– Jeg kunne ikke mere, og jeg tænkte, at det ville være nemmere, hvis jeg ikke var her. Og så var det, at jeg besluttede mig for at køre ud i skoven for at gøre en ende på det hele.

René talte ikke med sin familie om, hvordan han havde det.

– Jeg har altid klaret mig selv, helt fra jeg var barn. Min mor har altid været der for mig, men der var ikke rigtig en far i mit liv, så jeg var ”den voksne” for mine små søskende og forsøgte at være stor og stærk for dem. Jeg lærte derfor aldrig helt at udtrykke mine følelser. I det kriminelle miljø skal man også være en hård banan, man må ikke vise svaghedstegn, og i fængslet blev mit følelsesregister pillet fra hinanden. Så jeg har svært ved bare at sætte mig ned og fortælle, hvad der foregår indeni.

Vi skal ikke dø nu

På Hotel Himmel er jeg, når jeg drømmer. Jeg tjekker ind, når det passer mig.

Kandis-sangen var næsten slut, og René drejede hovedet og kiggede en sidste gang ind i Rockys milde øjne. Snart ville de også tjekke ind på Hotel Himmel, og alle problemer ville være væk. Det gav et gib i ham, da hunden mødte hans blik. ”Far, vi skal ikke dø nu. Vi skal kæmpe videre”, sagde dens blik.

– Jeg ved, det lyder skørt, og måske var det min hjerne, der spillede mig et puds, men jeg ved, at det var dét, Rocky mente. Vi skulle ikke dø den dag, siger René, mens hans øjne fyldes af tårer.

I sidste øjeblik fik han åbnet bildøren, så han og Rocky kunne trække vejret helt ned i lungerne igen.

– Det er Rockys fortjeneste, at jeg sidder her i dag. Han reddede mit liv, siger René, stærkt bevæget.

For syv måneder siden måtte han tage den hjerteskærende beslutning om at aflive sin elskede hund. Der var intet andet valg. Rockys milt var sprunget, og blodet strømmede ud i dens 12 år gamle krop.

– Rocky betød alt for mig, og det var ufattelig hårdt at lade ham aflive. Jeg kunne ikke få mig selv til at slippe ham, men jeg var nødt til det. Han kunne ikke mere. Han havde reddet mit liv, og nu var det min tur til at redde ham og befri ham for smerterne.

Fik glæden tilbage

Efter episoden i skoven kontaktede René den mentor, som han var blevet knyttet til, da LM Glasfiber måtte dreje nøglen om. En mentor, som gennem en fond skulle forsøge at hjælpe firmaets tidligere ansatte videre i livet. De aftalte, at han skulle starte i et længere forløb på Livstilshøjskolen i Gudum.

– Det var så godt for mig. Jeg vejede 170 kilo, da jeg tog derop, og jeg tabte mig meget under opholdet og fik det også godt sindsmæssigt. Jeg fik livsglæden tilbage. Jeg var fuld af energi, da jeg tog hjem igen. Ingenting kunne vælte mig. Fortid var fortid.

Mens René var på højskole, begyndte han at høre Kandis mere intensivt. Så meget, at de andre gav ham kælenavnet Kandis-René. Interessen for bandet havde han haft længe, men dansktopgenren havde aldrig været populær i de kriminelle miljøer, han engang færdedes i, så han hørte for det meste musikken i smug. Nu gav han sig selv lov til at folde interessen helt ud.

– Teksterne rammer noget helt specielt i mig. Man kan altid finde en Kandis-sang, som udtrykker præcis det, man føler. Og som man måske ikke selv er i stand til at sætte ord på. Om det er glæde, sorg eller noget helt andet. Hvis jeg har en dårlig dag, så hører jeg en af deres sange, som handler om det, og så hiver det mig op, at jeg har noget at spejle mig i. Og hvis jeg gerne vil fortælle nogen, hvor meget de betyder for mig, så sætter jeg Kandis på og siger: ”Hør den her sang. Så ved du, hvad jeg mener”.

For nogle år siden skrev René et brev til Kandis-forsangeren, Johnny Hansen.

– Jeg fortalte ham, at jeg havde brugt Kandis til at komme videre i mit liv, og det ville jeg gerne takke ham for. Jeg ser ham ikke som en gud, men som et helt almindeligt menneske, men det er netop derfor, at hans tekster taler så meget til mig. Der er mange, der synes, at det er skamfuldt at høre Kandis, men jeg gider ikke at skjule det længere. Jeg hører deres musik, når jeg har behov for det.

Et helt nyt liv

I dag ser Renés tilværelse helt anderledes ud. Han driver sit eget skadedyrsfirma, MyreExpressen, og har mødt sit livs kærlighed i den to år ældre Sanne. Hun er mor til Vanessa, 24, som René har taget til sig som sin egen, og for ni måneder siden blev familien forøget med endnu en skøn pige, da Vanessa fødte datteren Luna.

– Jeg har næsten ikke haft tid til at sætte mig ned og mærke efter, hvor heldig jeg egentlig er. Hvis jeg kunne sige noget til den René, der sad ude i skoven og ville tage sit liv for ni år siden, så ville jeg sige: ”Godt, du ikke gjorde det. Hvis du havde gjort det, ville du ikke have alt det, du har i dag. Der er så meget at leve for”.

Den 28. september 2019 blev René og Sanne gift. Som en overraskelse til gæsterne havde de arrangeret, at Johnny Hansen skulle komme og synge tre Kandis-sange til brylluppet – heriblandt ”Hotel Himmel.” Det blev en følelsesladet oplevelse.

– Alt gik op i en højere enhed den dag. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville blive gift, og mit stofmisbrug har ødelagt min evne til at få børn. Men nu sad jeg dér med verdens dejligste kone, som endda også havde givet mig en datter, og min familie og mine venner – de rigtige venner – var alle samlet på ét sted. Og så blev det hele lige krydret med en sang, der blev vendepunktet for mig. Det var en drøm, der gik i opfyldelse.

René drømmer nu om at holde foredrag om sin historie, så han forhåbentlig kan hjælpe andre med ondt i livet.

– Jeg vil gerne vise, at selv om man er helt derude, hvor der ikke lader til at være nogen vej tilbage, så er der en vej alligevel. Det er aldrig for sent at skabe sig et godt liv. Det kræver bare, at man beder om hjælp og omgiver sig med de rigtige mennesker.

René og hans kone, Sanne, medvirker i den nye biograffilm “Kandis for livet”, som er en dokumentar om en gruppe dedikerede Kandis-fans, der gennem deres unikke forhold til dansktopbandet Kandis og forsangeren Johnny Hansen finder trøst og mening med livet. Filmen har premiere i biografer landet over den 23. september.