Folk undgik os

13-årige Martin havde en klar mening om, hvordan hans hår skulle sidde hver morgen. Og hvordan hans konfirmationstøj skulle se ud. Han var derfor yderst tilfreds, da han sammen med sine forældre fandt det helt rigtige sæt med perfekt pasform i den lokale tøjforretning i Aabenraa et par måneder inden sin konfirmation.

Men Martin fik aldrig sit konfirmationstøj på i kirken. Det blev afleveret tilbage igen kort efter i den pose, som forretningen havde langet over disken.

Noget var ikke, som det skulle være

Dagen efter tøjindkøbet var Martin nemlig med sin mor på hospitalet til et tjek for den migræne, som havde plaget ham det sidste halve års tid. Under konsultationen bad hans mor Jytte Westphal om, at der blev taget en blodprøve på Martin. For noget var altså ikke, som det skulle være.

Forudmattet til fodbold og cykelture

Hvad det var, kunne hun ikke forklare, for Martin beklagede sig aldrig selv. Men hun havde lagt mærke til hans sorte rande under øjnene. Og hun havde bemærket hans bortforklaringer. Martin var begyndt at komme med nogle underlige historier, som skulle forklare, hvorfor han ikke lige kunne tage til fodboldtræning, som han ellers elskede. Jytte var også blevet sur på ham en dag, hun fandt ud af, at han havde snydt, da han skulle cykle ud med reklamer. Han var stoppet på halvvejen og havde læsset resten af reklamerne af.

Blodprøve afslørede sygdom

I dag ved hun hvorfor. Martin var syg med akut leukæmi. Han talte bare aldrig om, hvor dårligt han havde det. Derfor blev sygdommen først afsløret af den blodprøve, han fik taget dagen efter, han forventningsfuldt havde stået og kigget ind i spejlet i tøjforretningens prøverum. Da svaret på blodprøven kom allerede samme dag, gik alting hurtigt. For Martin skulle i kemobehandling med det samme.

Håret var den største bekymring

Selv tog han beskeden pænt.

– Det var faktisk tanken om, han skulle miste håret, der generede ham mest, husker Jytte.

Martin nåede aldrig at miste håret, og han nåede heller ikke at vænne sig helt til tanken. For dagen efter sin første kemo gik han pludselig i krampe i sin hospitalsseng, mens Jytte sad ved siden af.

Et forfærdeligt øjeblik

Hun kan stadig ikke tale om det øjeblik, uden gråden snører halsen sammen, og hun må hive let efter vejret.

– Jeg skreg efter hjælp. Og flåede i den der røde snor, der hang ved siden af. Det var lige før, jeg rev den ud af væggen, siger hun og synker et par gange.

Ingen kunne redde Martin

Desværre nyttede det ingenting. Godt nok kom personalet styrtende. Men ingen kunne redde Martin. Der var opstået en svulst i hans hjerne, og selv om en hjernekirurg blev fløjet ind for at operere ham, døde han fem dage efter.

Livet gik naturligvis videre uden for hospitalsvinduerne. Men den lille sønderjyske familie skulle starte på et nyt. Intet var mere det samme for Martins forældre og hans to brødre.

Sorg er ikke noget, der går over

– Sorg er ikke noget, man kommer over. Det er heller ikke noget, du kan sætte tid på. Sorg er noget, der kommer og går, siger Martins far Kaj, mens Jytte nikker.

Folk gik pludselig den anden vej

Her er de enige. Men de to sørgede ikke på samme måde. Det gjorde deres to sønner heller ikke. Deres omgivelser tacklede også familiens sorg forskelligt. Nogle mere klodset end andre, fordi sorg er et så stort tabu. Hvor stort tabuet er, forstår man nok først, når man som familien i Aabenraa gik ned gennem gaden og så, hvordan bekendte pludselig gik den anden vej eller styrtede ind i en butik. Bare for at slippe for at stå ansigt til ansigt med sorgen.

Spørg ind til sorgen

Det er Jytte og Kajs store ønske, at folk bliver bedre til at se sorgen i øjnene og ikke flygte fra den, og det er også derfor, de fortæller deres historie her.

– Det bedste var, når folk spurgte, hvordan vi havde det. Omvendt var det forfærdeligt, når folk lod som ingenting, eller når de gik uden om os, som om vi havde pest. Vi fejlede jo ikke noget, og jeg tænkte: Så kom dog hen og hils. Hvad ville der ske ved, at vi begyndte at græde. Der jo ikke farligt, siger Jytte, som selv sætter en dyd i at tale om selv det sværeste ved at miste. For det gør det lettere at bære.

Ville køres i en sølvgrå Mercedes

Hun er også glad for, at Martin få måneder inden sin død var med hos bedemanden, da hans farfar skulle bisættes.

Den dag sagde han nemlig ordene: “Når jeg dør, vil jeg køres i en sølvgrå Mercedes, og jeg vil ned i en rød krukke.”

På det tidspunkt var der ingen, der hæftede sig ved den sætning. Men da Jytte ringede til bedemanden lige efter Martins død, vidste hun præcis, hvilken bil, der skulle køre kisten, og hvilken farve urnen skulle være.

Ved at blive tosset

Ellers var der meget, hun ikke vidste. For eksempel hvordan man kommer videre. Hvor Kaj efter 14 dage vendte tilbage til sit arbejde, havde hun selv en måned hjemme, hvor hun sad og kiggede ud i luften.

– Jeg var ved at blive tosset i hovedet, som hun siger.

I et forsøg på at slippe væk fra det tossede i hovedet, besluttede hun at blive plejemor for et søskendepar. En bror og en søster på 11 måneder og to år.

Blev plejemor til to små børn

Kun få måneder efter Martins død, rykkede Jytte ind på børnehjemmet til de to små plejebørn, så de kunne se hinanden an og vænne sig til hinanden, og til sidst kunne hun tage dem med hjem til Kaj og drengene.

Børnene havde ikke meget andet med end to affaldssække med deres tøj, men Jytte og Kaj var klar til at give dem både kærlighed og omsorg. Også selv om deres ankomst var tæt på Martins død.

– De to børn havde jo brug for os på det tidspunkt, og så siger man altså ikke nej. For os var det også en måde at få liv i huset igen, og jeg syntes, det var så rart, at noget af min kærlighed nu kunne overføres til dem, siger Jytte, som gav masser af kærlighed, og som brugte masser af tid på at få hverdagen til at køre rundt med plejebørn, der havde brug for ekstra støtte og sine egne sønner, som havde mistet en bror.

Glemte sig selv

Det gik sådan set fint, og plejebørnene var hos dem de næsten 15 år. Det eneste problem var, at Jytte glemte sig selv. I et forsøg på at flygte fra sorgen, involverede hun sig i alle andre, og da Kaj tre år efter Martins død blev ramt af sclerose, valgte Jytte som noget helt naturligt at blive lokalformand i scleroseforeningen, og siden kom hun også i hovedbestyrelsen.

Hendes arbejde gjorde en forskel, og for seks år siden kunne man læse om hende i avisen, da hun modtog “Aabenraa Kommunes handicappris” for sin utrættelige indsats.

Knækkede sammen med stress

Men Jytte var desværre ikke så utrættelig, som hun selv troede. Godt nok holdt hun sig selv oppe i 18 år efter Martins død, men til sidst gik den ikke mere. Jytte knækkede. Det skete i den bagerforretning, hvor hun arbejdede, da hun en morgen pludselig næsten ikke kunne se ud af øjnene. Til sidst kastede hun op, mens hun var ved at tilberede en jordbærsmoothie til en kunde.

Troede hun fejlede noget fysisk

Op til havde hun længe haft det dårligt og kæmpet med nogle underlige føle-forstyrrelser, så hun faktisk var nervøs for, om hun og havde fået sclerose, ligesom Kaj. Men Jytte havde ikke sclerose. Da hun blev kørt med ambulance og lagt i en scanner, kom lægen med et bud på, hvad der havde ramt hende.

– Du fejler ikke noget fysisk. Jeg er helt sikker på, du har stress, sagde han.

Fik førtidspension

Senere fik Jytte stillet diagnosen posttraumatisk stress og blev tildelt førtidspension. Nu var det blevet tid til, at hun skulle tage sig af sig selv. En svær disciplin, når man i den grad er vant til at tage sig af andre.

– Der gik nok et halvt år, før jeg vænnede mig til det, og jeg havde svært ved at få mig selv til at gå ud og handle i arbejdstiden. Jeg frygtede, at folk ville tænke: “Nå, hun gider nok ikke lave noget,” husker Jytte.

Har fået et roligere liv

I dag har hun vænnet sig til det nye roligere liv. Selv siger hun, at hun har det godt. De dage, hvor sorgen kommer tilbage og rammer lige i maven, ved hun, hvad hun skal gøre.

– Så har jeg et træ herude i skoven, og det står jeg så og råber ad og sparker lidt på, som hun siger med et lille smil.

Hun smiler også, når hun forestiller sig, hvordan Martin ville have været i dag som 34-årig.

– Jeg tror, han var blevet frisør. Eller fodboldspiller.

Fik rolle i film om sorg

Da instruktør Frelle Petersen lavede research til sin film “Resten af livet”, talte han blandt andre med Jytte Westphal. Filmen handler om et par, som mister et barn, og hvordan de oplever sorgen. Det kunne Jytte fortælle om så stærkt og ægte, at instruktøren endte med at tilbyde hende en lille rolle i filmen, hvor hun i en sorggrupper fortæller om sin egen sorg.