Forældreløs som 22-årig: Jeg vil vide mere om min far

Sally var kun 22 år, da hun blev forældreløs. Tilbage stod hun med en masse spørgsmål, hun ikke længere kunne få svar på. Så bad hun om hjælp hos fremmede, og resultatet overraskede hende.

Sally var kun 22 år, da hun lagde sin mor i graven. Fire år tidligere havde hun og storesøsteren Sofie mistet deres far. Begge deres forældre døde af kræft. Faren blev 58 år, moren 55, og nu havde de to søstre kun hinanden.

Sally Emeli Frank Weise er i dag 27 år, og de seneste mange år har hun været i sorg. En sorg over at miste de mennesker, der skulle have passet på hende mange år endnu.

– Jeg følte mig ekstremt alene. Det gik langsomt op for mig, at mine forældre ikke ville være der, hvis der var noget, jeg manglede svar på. Der var stadig ting, jeg ikke vidste om dem, og nu var det for sent at spørge, fortæller Sally, der bor i byen Leiria i Portugal og i dag besøger sin søster Sofie i Vejle.

En dejlig far

Især om sin far havde Sally nogle spørgsmål, hun ikke havde nået at få svar på. Det var ikke, fordi hun ikke kendte sin far; faktisk var det stik modsat.

– Min far var min bedre halvdel. På mange punkter lignede vi hinanden. Han var en dejlig far, fortæller Sally, hvis øjne lyser op, når hun mindes sin far, Peter Frank Værnhøj.

Hun fortæller, at han var sådan en mand, som fyldte et rum med ro, når han trådte ind ad døren. Han var uddannet socialrådgiver og arbejdede som misbrugsbehandler i et fængsel. Frank var både rummelig og sød, men kunne også være bestemt, når det var nødvendigt. Sally ved, at hendes forældre mødte hinanden, da hendes far havde været gæsteforelæser på socialrådgiveruddannelsen, hvor Sallys mor studerede. Ellers ved Sally ikke ret meget om sin fars historie. Hun kendte kun til det, hun selv havde været med til at opleve sammen med ham.

Nuet det vigtigste

– Han fortalte aldrig noget om sin barndom, eller hvad han havde lavet, inden han fik min storesøster og mig. Begge hans forældre døde, før jeg blev født, så dem har jeg ikke kunnet spørge, fortæller Sally.

Det er ikke noget, Sally har tænkt så meget over før nu. Hun vidste jo, at hendes far var der, hvis hun en dag gerne ville vide mere. Men da Sally var 16 år, blev hendes far syg. Den store, stærke mand begyndte at svinde ind til ingenting, fordi han blev ramt af tarmkræft, og Sally kunne se ham forsvinde fra hende.

Mens det skete, var det ikke spørgsmålene om hans fortid, der var vigtige for Sally. Det vigtigste for hende var, at de bare var sammen i nuet og fik det ud af det, de kunne nå, inden hans liv stoppede. Fire år senere, skulle Sally opleve samme sorg, da hendes mor blev ramt af en lungekræft, der spredte sig og slog hende ihjel.

– Det var en frygtelig tid, og I mange år gik jeg jo og havde det forfærdeligt. De første mange år var jeg i dyb sorg, og jeg er stadig mærket af den i dag. Det vil jeg nok altid være.

Boede på helsehjem

Men de seneste par år er sorgen trådt lidt i baggrunden og er i stedet blevet erstattet af flere og flere spørgsmål. Det gik op for Sally, hvor meget hun manglede at vide om sine rødder. Ikke så meget om moren og hendes side af familien, for moren havde altid fortalt om sit liv, og der er desuden noget familie tilbage, der kan fortælle om Sallys mor. Med hendes far er det en anden historie.

– Han har altid været hemmelighedsfuld, fortæller Sally.

Nogle af de spørgsmål, der fylder allermest for Sally, handler om, hvordan han var som barn, og hvordan han havde det. Han fortalte Sally, at han som lille havde boet på et helsehjem i Haderslev, men han fortalte hende aldrig, hvorfor han var der. Et helsehjem var et sted, hvor alvorligt syge børn kom og blev passet. Sally spurgte sin faster om det. Hun erindrer dog ikke, at hendes bror var syg, men hvorfor han så var på helsehjemmet, kunne hun ikke huske.

– Jo mere jeg begyndte at tænke over det, desto mærkeligere føltes det, at jeg ikke vidste de her ting. Og der var åbenbart ingen, der vidste noget, fortæller Sally.

Hun tog kontakt til helsehjemmet, for at høre om de vidste noget, men desværre var alle de gamle sagspapirer blevet slettet.

– Der kunne jeg mærke, at jeg fik blod på tanden. Det blev vigtigt for mig at finde ud af mere om ham. Min mand og jeg ønsker at få børn en dag, og jeg vil gerne kunne fortælle dem om deres morfar, fortæller hun.

Uventet hjælp

En aften var Sally hjemme hos sin søster, og de blev enige om at forsøge at finde ud af mere om deres far. De skrev i et opslag på Facebook, at de ledte efter nogen, der kendte deres far, og som havde lyst til at fortælle dem om ham. De vedhæftede nogle billeder af Peter og trykkede send. Så var efterlysningen ude på Facebook.

Sally troede ikke, at opslaget ville komme særligt langt ud, og hun forventede ikke at få mange beskeder.

Men Sally tog fejl. Opslaget blev delt omkring 200 gange, og der gik ikke lang tid, før der begyndte at komme beskeder ind fra nær og fjern i Sallys indbakke. Over 50 fremmede mennesker skrev beskeder til Sally.

– Flere begyndte at skrive, at de havde gået på skole med ham, havde boet i kollektiv med ham eller kendte ham hjemmefra. Jeg blev meget overrasket, fortæller Sally.

Sally og hendes søster begyndte at læse alle beskederne igennem. En var fra en gammel klassekammerat, der kunne huske faren helt tilbage fra børnehaveklassen. Folk skrev og fortalte om, hvordan han havde været, da han læste til socialrådgiver, hvordan han var som barn, og de kunne fortælle historier, som Sally og hendes søster aldrig havde hørt før.

– Det var så hjertevarmt at læse alle de her beskeder. Jeg kan jo læse, at han har betydet noget for andre end bare mig. Havde han været ligegyldig for folk, havde der jo ikke været nogen, der skrev til mig. Så det betyder enormt meget at vide, at han ikke kun var elsket af mig, fortæller Sally.

Der er stadig ting, Sally mangler at få svar på. Der er endnu ingen, der har kunnet fortælle hende om tiden på helsehjemmet. Så der mangler stadig nogle brikker i hendes puslespil.

– De er jo ikke alle på plads endnu. Men der er blevet samlet en god del af puslespillet, og jeg bliver ved med at lede videre. Men jeg synes, det er dejligt, at jeg ved meget mere om min far nu, fordi fremmede har taget sig tid til at fortælle mig om ham. Det giver mig en større fornemmelse af, hvem han er, og det er jeg så glad for, at jeg en dag kan fortælle mine børn.

 

Sally sammen med sin far Peter Frank Værnehøj

Sally sammen med sin far Peter Frank Værnehøj