Forfulgt af en fremmed - del 1:2

Fra det øjeblik jeg flyttede til København, forelskede jeg mig i byen med alle dens muligheder og liv. Men det ændrede sig, da jeg tilfældigt mødte Allan på det lokale vaskeri. Fra da af føltes min elskede by pludselig som et mareridt, jeg ikke længere kunne færdes frit i.

Jeg er en rigtig storbypige. Sådan betragter jeg i hvert fald mig selv, selv om jeg er født og opvokset på landet. I det øjeblik jeg blev færdig med hf som 19-årig, pakkede jeg mine ejendele og tog det første tog til København.

Jeg kom ind på seminariet og senere i praktik blandt andet i en børnehave på Østerbro, hvor jeg senere fik tilbudt mit drømmejob. Med andre ord var København fra begyndelsen mit paradis, men i ethvert paradis er der som regel også en slange.

Det begyndte en dag, da jeg skulle ned på vaskeriet, der lå tre-fire blokke fra min lejlighed på hjørnet af en livlig gade og ved siden af en café, hvor jeg ofte kom.

Jeg var i godt humør, og efter at have sat vasken over satte jeg mig ud på trappestenen for at ryge en cigaret. Så kom han.

”Hej smukke, giver du en smøg”? spurgte han, og inden jeg nåede at svare, satte han sig lidt for tæt ved siden af mig. Jeg rakte ham en cigaret og holdt lighteren for ham, da han tændte den.

”Dejlig dag, ikke? Jeg hedder Allan. Hvad hedder du, smukke”? spurgte han.

”Anne”, svarede jeg og rømmede mig. Min stemme lød så lys og spinkel og det irriterede mig.

”Det er sgu synd at arbejde på sådan en dejlig dag. Der var mange ting, jeg hellere ville”, sagde han, og sendte mig et glubsk smil. Han lagde sin hånd på mit knæ.

”Ja, så er frokostpausen vist forbi”, sagde jeg og rejste mig med et nervøst smil. Jeg hentede mit vasketøj og så, at han stadig sad på trappestenen.

Af en eller anden grund ville jeg ikke virke uhøflig, så jeg sagde: ”Kan du have det godt, Allan. Hej, hej”, da jeg trådte forbi ham ud på gaden. Jeg gik uden at vende mig om. ”Hov, vent”, svarede han og sprang op på benene.

I to skridt var han oppe på siden af mig. ”Vi kunne måske finde ud af noget i aften? Skal jeg ikke tage din kurv for dig”? spurgte han. Jeg sagde nej til begge dele, men han overhørte fuldstændig mine protester og blev ved med at spørge, om han ikke måtte komme med mig hjem.

Til sidst stoppede jeg. ”Hør her. Du skal ikke med mig hjem. Vi skal ikke ses. Du fik en smøg, det var det. Jeg er ikke interesseret i dig. Fat det nu”, sagde jeg mens mit hjerte hamrede.

Vi stod udenfor en kiosk, og for at komme væk fra Allan drejede jeg om på hælen og gik rystende derind. Da jeg efter et minuts tid vovede mig ud igen, var han forsvundet, og jeg skyndte mig hjem.

Et par uger senere så jeg ham sidde på trappestenen uden for møntvaskeriet og jeg vendte om, inden han så mig. Jeg fandt et nyt vaskeri, og i de følgende uger var alt normalt, og jeg glemte alt om Allan.

Men en sen eftermiddag, hvor jeg kom fra arbejde, hørte jeg pludselig hans stemme mens jeg låste min cykel. ”Hej, Anne”, sagde han, og mit blod frøs til is.

Jeg trak vejret dybt, og vendte mig om: ”Du skal ikke komme her. Lad mig være i fred”, fremstammede jeg. Han grinede og trådte hen imod mig. I det samme gik gadedøren heldigvis op, og min underbo trådte ud. I et spring fór jeg ind og smækkede døren bag mig.

Jeg løb op ad trappen og rystede så meget på hænderne, at jeg nær havde tabt mine nøgler. Indenfor ringede dørtelefonen, og jeg svarede selvfølgelig ikke. Efter nogle minutter blev der stille. Mit hjerte hamrede, og jeg satte mig på gulvet i entréen og græd.

Fra det tidspunkt blev mit liv et helvede. Jeg var bange for at gå ud og bange for at komme hjem, og jeg turde ikke længere svare dørtelefonen, når der blev ringet på, før jeg havde skævet ned på gaden fra mit vindue.

Når jeg færdedes rundt omkring i byen, kunne jeg pludselig tro, at jeg så Allan på gaden, og hver gang gemte jeg mig, eller skyndte mig hjem.

Mit elskede København var blevet en uhyggelig drøm, hvor hver en skygge og hver en mørk port fik angsten til at galoppere i mit hjerte. Og det værste var, at Allan kun lige var begyndt…