Frederik blev kun 15 år: Smilede til det sidste

Fra sin stol på gangen kunne Brian høre lægerne kommunikere med hinanden om Frederik. “Vi har nu genoplivet i tre minutter”... “Vi har nu genoplivet i fire minutter”... “Vi har nu genoplivet i fem minutter”... “Vi har nu genoplivet i seks minutter”…

Så hørte han Anettes stemme. “Stop, stop, stop! Er I ikke søde at stoppe?”, råbte hun.

– Men det fortsatte, og så gik jeg frem og råbte i døren: “Tag nu og stop det her! Stop nu, stop nu, stop nu!” fortæller Brian.

– Er der nogen, der har noget at byde ind med? spurgte overlægen så de øvrige læger på stuen. Der blev tavst.

Var en glad dreng

Det første, man ser, når man træder ind i Anette og Brian Jensens hjem i Aalborg, er et stort portræt af en smilende dreng. Det hænger på væggen over sofaen i stuen og forestiller deres 15-årige søn, Frederik.

Billedet afslører hans glødende interesse for fodbold. Han er iklædt en spillertrøje fra den franske storklub Paris Saint-German. Men det er hans brede, smittende smil, som stjæler det meste af opmærksomheden. Sådan var det også, da han var i live.

– Frederik var en glad og positiv dreng, når han var i sit es. Så var han det største smil, fortæller Anette, 42, med blanke øjne. Hun er ligesom de øvrige familiemedlemmer hårdt mærket af den tragedie, som ramte dem i november sidste år. Stemmen knækker, når hun forsøger at sætte ord på sin elskede søn.

– Han var sjov, fjollet og utrolig kærlig. Han kunne stadig som 15-årig komme hen til mig i sofaen for at blive nusset eller få et kys på panden. Det savner jeg. Jeg savner alt ved ham, siger hun.

Det er ingen tilfældighed, at portrættet af Frederik har fået en fremtrædende plads i stuen. Han er stadig en stor del af familien, selv om han ikke lever mere. En person som ham glemmer man aldrig.

– Frederik var alle menneskers ven. Han var en person, som man ikke kunne hade, fordi der var så megen kærlighed i ham. Hvis der sad én i et hjørne i skolegården, så skulle Frederik nok tage sig af ham og tage ham med videre. Det var sådan, Frederik var. Han er et kæmpe savn for alle dem, der var omkring ham, understreger Brian, 44.

Havde det svært

Livet var ikke altid let for Frederik. Han var autist og havde det svært i store forsamlinger. De sidste tre år af sit liv gik han næsten ikke i skole, men han fandt sin egen måde at holde kontakten med sine venner på: Han spillede Counter Strike på sin computer og brugte det meste af sin tid på det.

– Vi sagde tit til ham “Tag nu ud med dine venner”, men så sagde han “Jamen, jeg har mine venner herinde. Det er her, jeg mødes med dem.” Efter at Frederik er gået bort, kan vi forstå på reaktionerne fra hans gamervenner, at han var den, der holdt sammen på dem alle, fortæller Brian.

Måske var det også autismen, der gjorde, at Frederik ikke sagde noget om de smerter, han må have følt, da hans ben begyndte at hæve i sommeren 2020. Når tingene blev svære, reagerede han ofte ved at lukke sig inde i sig selv.

– Vil du fortælle, hvad der skete? spørger Anette sin mand. Hun kan ikke selv overskue at gengive detaljerne fra Frederiks sidste dage.

– Det kan jeg godt, siger Brian og tager en dyb indånding, inden han fortsætter:

– Frederik havde igennem længere tid gået rundt med hævede ben, som var helt rødflammede. Jeg sagde til ham flere gange hen over sommeren: “Frederik, det kan ikke passe, at du ikke har ondt i de ben.” Men Frederik sagde til os, at han ikke havde smerter. Da de så begyndte at blive ildrøde, sagde jeg til Anette: “Vi skal have ham til lægen og finde ud af, hvad der foregår!”.

Lægen sendte Frederik videre til Aalborg Sygehus, hvor man opdagede, at den højre del af hans hjerte var forstørret. Han kom herefter til kontrol hos en specialist på Skejby Sygehus, som konstaterede, at han havde forhøjet tryk i højre side af hjertet. Frederik fik derfor en henvisning til Rigshospitalet, hvor han den 13. november skulle gennemgå en rutineundersøgelse under narkose.

Det sidste ønske

Anette og Brian kørte selv deres søn til København dagen inden. Hans søstre, Mathilde, 18, og Mille, 11, stødte til senere. Frederik fik det værre på turen derover, men forældrene fik ham bugseret op på patienthotellet i kørestol, og undervejs fyrede han kække bemærkninger af, som han altid gjorde.

– Han ønskede at komme ud at spise den aften, selv om han ikke havde det godt, så vi tog ham med ud at spise, så han fik den oplevelse. Dagen efter var han i bad, så han kunne blive klar i lysken, hvor der skulle et måleapparat ind i ham, og da han stod i badet, fik han en trykken for lungerne og hjertet, og han kastede op ud over det hele. Men vi fik ham sendt på operationsbordet, fortæller Brian.

– Jeg vil gerne have en cheeseburger, når jeg vågner, sagde Frederik, inden han lukkede sine øjne.

– Den har vi klar til dig, lovede hans forældre.

Det var de sidste ord, Anette og Brian vekslede med deres søn.

– Vi fik at vide, at det ville tage omkring en time til halvanden, men da der var gået tre en halv time, begyndte vi at spekulere over, hvad der foregik. Kort efter ringede de og fortalte, at Frederik var på vej på intensivafdelingen, siger Brian.

I kunstig koma

Blodtrykket i Frederiks hjerte og lunger var nu så højt, at lægerne ikke kunne forstå, hvorfor han ikke for længst havde fået hjertestop. Røntgenfotografier afslørede desuden, at væske hobede sig op i lungerne, og at det ikke kun var hjertet, men også hans lever og nyrer, der nu var forstørrede. Frederik blev lagt i kunstig koma.

– I løbet af de to første døgn hev de tolv liter væske ud af ham.

Lægerne konstaterede, at Frederik var ramt af den sjældne lungesydom IPAH (idiopatisk pulmonal hypertension), der indebærer, at blodtrykket i lungerne stiger, og hjertet derved belastes. Han kom i gang med et medicinsk forløb, og det lod til at virke, efterhånden som dagene gik.

– Lige pludselig kunne vi se en dreng, der havde helt normale ben. Vi følte, det gik fremad, for vi kunne jo se det på ham.

Om formiddagen den 24. november kom Anette og Brian op på Frederiks stue, hvor han stadig lå i respirator.

– Lægen stod med et kæmpe smil og kunne næsten ikke få armene ned. Frederiks lungetryk var kommet så langt ned, at man kunne kalde det normalt igen. Anette og jeg blev så glade og skyndte os ned til vores piger og sagde, at vi syntes, at vi skulle tage ud at spise om aftenen for at fejre, at det gik så godt, fortæller Brian.

Fik hjertestop

Inden aftensmaden besluttede han og Anette sig for igen at tage forbi Frederiks stue.

– Idet vi trådte ind i elevatoren, vibrerede min telefon. Det var fra afdelingen, hvor Frederik lå. Jeg kunne ikke tage røret og stod og swipede som en tosset. Da døren gik op, ringede Anettes telefon, og vi fik at vide, at vi skulle skynde os at komme. Vi løb hen ad gangen, og da vi kom derind, havde han lige fået hjertestop, siger Brian og bliver stille et øjeblik.

– Den oplevelse med hjertestoppet ... tiden gik fuldstændig i stå. Anette lå ved siden af Frederik, mens de stod oven på ham og hamrede i ham. Jeg var ved at falde om og satte mig på en stol uden for stuen, hvor jeg indimellem kiggede op for at følge med på en skærm.

I seks minutter kæmpede lægerne for at genoplive Frederik. Indtil hans forældre bønfaldt dem om at stoppe, og det stod klart, at der ikke var mere at gøre.

– Og så stoppede de. Det var ligesom at være inde i en film, husker Brian, som efter at have siddet og grædt ved sin søns side et stykke tid gik ud for at trække frisk luft. Her ramte det ham som en hammer. Udenfor fortsatte andre deres liv, som de plejede. En forbipasserende skældte ud på sit barn.

– Jeg tænkte bare: “Hvad har I gang i? I kører videre med 180 ud ad motorvejen, mens min verden er gået fuldstændigt i stå”.

Anette husker ikke, hvordan hun reagerede. Men hun glemmer aldrig den kærlighed, der strømmede familien i møde, da Frederik blev begravet. Over 130 personer dukkede op for at sige farvel, og mange af dem stod udenfor i frostvejr, da der ikke var plads til alle i kirken.

Frederik fik tegninger, breve og billeder af familien med i kisten. En mobiltelefon, så han altid kan ringe hjem. Og en cheeseburger.

– Selvfølgelig. Han skal da have alt, hvad han beder om, siger hans far.

Fornemmer sin søn

Anette er ikke i tvivl om, hvad der har givet hende styrken til at kæmpe videre midt i den tungeste sorg.

– Mine piger! Hvis de ikke havde været her, så havde jeg heller ikke.

Men der er også noget andet, der giver hende trøst. Hun kan stadig fornemme sin søn.

– Jeg kan mærke ham. Jeg bliver kold på benene og får vindpust i ansigtet, siger hun og fortæller, at stearinlyset, som hun hver dag tænder for Frederik på kommoden, ofte står og blinker. Billeder falder pludselig ned fra væggen. Og julekuglen med teksten “Verdens bedste bror”, som hænger på lampen i stuen, gynger fra side til side uden grund.

– Det giver mig ro, for så tænker jeg, at han er her endnu.

Brian har også set de uforklarlige ting, der sker i hjemmet, men han er skeptisk omkring den åndelige verden. Ligesom Anette ønsker han dog inderligt at få kontakt med Frederik igen, og de har derfor bedt Ude og Hjemmes clairvoyant, Selma Ambirk, om hjælp.

I videoen øverst i artiklen kan du se, hvordan familiens seance med Selma forløb.

Få en seance med Selma

Ønsker du kontakt med en afdød, der stod dig nært, og vil du have Selma Ambirks hjælp til at skabe kontakten? Så send en mail til [email protected] med dine kontaktoplysninger. Skriv også kort, hvem du ønsker kontakt til.

Seancen vil foregå hjemme hos dig, og den er gratis. Du skal dog være indforstået med, at der bliver lavet en artikel om seancen til Ude og Hjemme samt videooptagelser til brug på vores hjemmeside i forbindelse med Selmas besøg.