Silke blev kun 11 år: Mor får rørende besked
*Denne artikel blev publiceret første gang d.14. februar 2021*
”Silke er sej” står der på Silke Ovesens gravsten. Kort efter hendes fødsel i 2009 fik hendes mor, Sissi, tatoveret de samme ord på sin krop som en hyldest til sin nyfødte datter. Dengang vidste Sissi selvfølgelig ikke, hvor sej hendes lille pige viste sig at være. Men det skulle hun snart finde ud af.
– Hun var bare helt speciel, så det er svært at sætte ord på, hvordan hun var. Hun var bare Silke, siger Sissi Ovesen fra Aalborg stolt.
Når hun bliver bedt om alligevel at prøve at beskrive sin datter, fremhæver hun især Silkes sprudlende glæde. Og hendes ufattelige styrke.
– Hun prøvede altid at få det bedste ud af livet, og hun var den, der viste mig vejen igennem de hårde tider. Jeg tror på, at grunden til, at hun kom til mig, var for at gøre mig stærk. Da jeg fik hende, var jeg ikke særlig stærk, men bare en ung pige på 19 år, som ikke havde styr på noget som helst. Det lærte hun mig gennem de 11 år, jeg havde hende.
I den nye podcastserie "Afdødekontakt" får Sissi - med hjælp fra clairvoyant Selma Ambirk - kontakt til sin afdøde datter. Lyt med herunder eller i din foretrukne podcast-app.
Havde et tæt bånd
De sidste ni år af Silkes liv var Sissi alene med sin datter, og de knyttede derfor et helt særligt bånd, som kun blev tættere, da sygdommen ramte.
– Vi var hinandens klipper, og vi var altid sammen. Vi behøvede ingen andre. Det var nok for os bare at være os to, siger Sissi og smiler ved tanken om de mange lykkelige stunder, hun nåede at få med datteren. De sjove ture i Tivoli, hvor de udfordrede hinanden til at prøve de vildeste rutsjebaner. Og de hyggelige dage derhjemme, hvor de bare lå på sofaen hele dagen og snakkede.

Maibritts søn blev fundet død
Det var før, Silkes krop lukkede ned, så hun til sidst hverken kunne gå eller tale.
Da Silke var fem år, begyndte hun at kaste op og blive svimmel. Hun kunne pludselig heller ikke gå i en lige linje mere. På hospitalet blev hun tilset af fem læger, og da den sidste lagde mærke til, at hendes øjne flakkede, blev hun sendt direkte til MR-scanning.
Fandt en tumor
Her fandt man en tumor på størrelse med en golfbold i den lille piges hoved. Den var ondartet og aggressiv. Silke blev hasteindlagt på Skejby Sygehus, hvor hun gennemgik en vellykket operation. Tumoren blev fjernet, og efter et år med strålebehandling og intensiv kemoterapi blev hun erklæret rask.
Silkes smil blegnede aldrig gennem hele det lange og hårde forløb. Sissi var ved hendes side hele vejen, og sammen gjorde de alt for at holde humøret højt hos hinanden. Da Silkes lange hår faldt af, kronragede Sissi sig også for at vise datteren, at de gik igennem alt sammen, og da Silke så sin mor uden hår, brød hun ud i latter. Kemoen kunne tage hendes hår, men ikke hendes livsglæde.

Ude og Hjemmes clairvoyant: Jeg taler med ånderne
I december 2019 vendte kræften tilbage. Lægerne opdagede en ny tumor på hjernestammen, som var sjælden, og som man ikke havde en konkret behandling imod.
– Vi kom med i et forsøg på Rigshospitalet, og det gik godt. Medicinen virkede på tumoren. Men kræften nåede at sprede sig i nervebanerne, og så gik det stærkt. Pludselig begyndte hun at miste følingen i benene og armene, og siden mistede hun også talen og kunne til sidst ikke noget. Da kunne vi godt se, at det kun gik én vej, siger Sissi, som på det tidspunkt var blevet kæreste med Lennart.
Fem uger tilbage
Han var en kæmpe støtte i den sidste svære tid, hvor de efter bedste formåen forsøgte at skjule for Silke, hvor det bar hen. Selv fik de beskeden i starten af juni 2020: Lægerne kunne ikke gøre mere, og Silke havde højst fem uger tilbage at leve i.
– Hun klarede den i fem uger og en dag. Jeg var rigtig ked af det i den periode, men jeg følte ikke, at jeg havde tid til at være det. Jeg troede på, at man kunne gøre mere, end hvad lægerne mente, så vi gik i gang med alternativ behandling. Jeg forsøgte at bevare håbet for Silkes skyld og give hende nogle gode oplevelser, så hun kunne fokusere på andet end sine smerter. Det vigtigste for mig var, at hun havde det godt og ikke kunne se frygten i vores øjne.
Sissi fortalte aldrig sin datter, at hun skulle dø.

Min datter lå død på sit værelse
Holdt humøret oppe
– Jeg fortalte hende, at hun havde fået kræft igen, men sagde til hende, at det kunne vi sagtens klare. Vi havde jo klaret det en gang før. Jeg prøvede at tænke positivt og tale om, hvad vi skulle, når hun blev rask. Hun ville rigtig gerne rejse til Tenerife, så det holdt jeg hende kørende med – at hun bare skulle igennem de her behandlinger.
Silkes humør forblev højt til det sidste. Da kræften begyndte at nedbryde hendes krop, fandt hun blot andre måder at underholde sig på.
– Det sidste, hun gjorde, da hun kunne bruge hænderne, var at lave makeupvideoer. Hun brugte mange timer på at lægge makeuppen, fordi hun kun havde en arm at bruge, og hun kunne ikke rigtigt løfte den op. Makeup var en kæmpe del af hende til sidst, smiler Sissi kærligt.
Den sidste dag
Den sidste dag Silke var ved bevidsthed, tilbragte hun på Hotel Comwell i Rebild Bakker, hvor Sissi havde meldt sin datter til et genoptræningsforløb. Sissi nægtede at give op, når Silke stadig kæmpede videre, og de havde nogle gode uger dernede, selv om Silke havde høj feber hver dag. De badede i svømmehallen og prøvede hele tiden på ikke at lade sygdommen bremse dem.
– Dagen inden Silke døde, var hun pludselig livet op og kunne bevæge fingre og tæer. Hun smagte noget bacon og honningmelon med læberne, vi havde hende i et langt bad, og vi hyggede og købte slik til om aftenen, fordi det var fredag. Det var, som om det hele ville vende nu, og at vi måske gik mod nogle bedre tider.
Klokken fire om natten vågnede Sissi. Der var noget galt. Silke lå i sengen ved siden af sin mor og Lennart, som hun altid gjorde. Men Sissi kunne ikke høre nogen vejrtrækning.
Ringede 112
– Jeg flåede dynen af hende og prøvede at give førstehjælp, mens jeg råbte på min kæreste. Så ringede vi 112, og Lennart overtog førstehjælpen og holdt hende i live, indtil ambulancefolkene kom, fortæller Sissi om de kaotiske minutter, der fulgte.
Silke blev hastet i ambulance til Aalborg Sygehus, og Sissi fulgte efter i sin bil. Da hun ankom til børneafdelingens akutmodtagelse, så hun sin datter ligge i en hospitalsseng, mens en narkoselæge pumpede luft i hendes lunger. Sissi fik at vide, at Silke var blevet ramt af en alvorlig lungebetændelse, og at hendes kræftsyge krop nu ville bukke under. Og så skulle Sissi træffe sit livs sværeste valg.
– Jeg skulle vælge, om hun skulle i respirator, eller om de bare skulle stoppe med at give ilt til lungerne med det samme. Jeg fik at vide, at hun ville dø uanset hvad, så hvis de lagde hende i respirator, var det bare for at få mulighed for at sige det sidste farvel.
Slukkede for ilten
Sissi lagde sig op i sengen til sin datter, som hun altid havde gjort.
– Og så mærkede jeg bare dér, at jeg ikke ville holde hende kunstigt i live. Så de stoppede med at give hende ilt og gav hende morfin, så hun ikke skulle have smerter. Der gik et kvarter, hvor hun trak vejret virkelig ubehageligt, fordi hun bare gispede efter den sidste luft. Jeg blev nervøs for, om det var det rigtige valg, jeg havde truffet, for jeg følte, at hun kæmpede imod mig. At det ikke var nu.

Min søn blev kun 12 dage
Tvivlen overmandede Sissi, som sagde til lægerne, at hun alligevel ikke kunne lade Silke dø.
– Men så kunne jeg jo godt se, at alle omkring mig var enige om, at der ikke var mere at gøre. Så jeg måtte bare give slip. Og så gav de hende mere morfin, så hun slappede af, og der gik ikke ret lang tid derefter, og så sov hun bare ind.
Silkes korte liv i billeder:
Silkes korte liv i billeder
Var i chok
Sissi har svært ved at huske, hvilken tilstand hun var i den frygtelige dag på hospitalet. Hun ved bare, at hun var i chok.
– Det gik ikke rigtigt op for mig. Det var som at være midt i en gyserfilm. Jeg havde aldrig været tæt på et dødt menneske før, så det var så underligt at være i.
Tiden efter Silkes død gik med at planlægge hendes begravelse.
– Vores kendetegn var at ligge sammen, så jeg valgte, at hun i stedet for en almindelig gravsten skulle have en plade sat ned i græsset, for så kan jeg tage et tæppe med om sommeren, så vi stadig kan ligge sammen. Men jeg har svært ved at forstå, at hun ligger der. Jeg går hele tiden og venter på et opkald om, at hun kommer hjem. Det gør hun bare ikke.

Far tog min lillebror med i døden
Håber på kontakt
Sissi savner sin datter ubeskriveligt, og hun tænker ofte på, om Silke er derude et sted, og hvad hun i så fald mener om sin mors valg. Er hun sur eller skuffet over, at Sissi aldrig fortalte hende, at hun skulle dø? Og var det den rigtige beslutning at slukke for ilten?
– Det sidste, jeg kan huske fra hospitalet, er, at jeg bare så nogle øjne, som jeg ikke kunne aflæse. Jeg ved ikke, om hun var bange, eller om hun gav mig det sidste blik for at sige, at det var okay, siger Sissi, som i håbet om at få svar på sine spørgsmål har kontaktet Ude og Hjemmes clairvoyant, Selma Ambirk.
Selma Ambirk er clairvoyant og har været interesseret i den spirituelle verden, så længe hun kan huske.
I den nye podcastserie "Afdødekontakt" kan du komme helt tæt på, når pårørende til afdøde hidkalder hende for at få kontakt til deres kære. Møderne sker altid, uden at Selma på forhånd kender historien bag dødsfaldet eller har fået detaljer om familien, hun nu skal møde. Lyt med i din foretrukne podcast-app.
Se alle afsnit med Selma Ambirk her >>
Få en seance med Selma
Ønsker du kontakt med en afdød, der stod dig nært, og vil du have Selma Ambirks hjælp til at skabe kontakten? Så send en mail til [email protected]med dine kontaktoplysninger. Skriv også kort, hvem du ønsker kontakt til.
Seancen vil foregå hjemme hos dig, og den er gratis. Du skal dog være indforstået med, at der bliver lavet en artikel om seancen til Ude og Hjemme samt videooptagelser til brug på vores hjemmeside i forbindelse med Selmas besøg.
Blev du grebet af historien, og vil du høre andre gribende afdødekontakter? Så kan du lytte til flere podcasts her.