Fremmedkrigere: Derfor tager danskere til Ukraine for at kæmpe

Hvordan kan en person, der umiddelbart intet forhold tidligere har haft til Ukraine eller dets befolkning, finde på at hive teltpælene op og forlade familie, venner og sikkerhed for at risikere sit fysiske og psykiske velvære – måske endda sit liv?

For mange af os kan det måske virke uforståeligt.

Måske kan en del af svaret findes ved at se tilbage på borgerkrigen i Syrien for godt ti år siden, hvor hundredvis af danskere rejste til Syrien og Irak.

Maja Touzari Greenwood er postdoc ved Edinburgh University og forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), hvor hun blandt andet har analyseret fremmedkrigere i Syrien.

Ifølge Greenwood er der flere fællestræk mellem fremmedkrigerne i Syrien og Ukraine.

Hun fortæller, at for hendes interviewpersoner, danske fremmedkrigere i Syrien, blev passivitet også et valg:

– De fremmedkrigere, som jeg i min forskning talte med, følte, at de over længere tid havde været vidner til forfærdelige forbrydelser, fortæller hun til Videnskab.dk.

– Efter noget tid blev passivitet for dem også et valg. De spurgte sig selv, ”er jeg en person, der ser på, eller som hjælper”. At gøre ingenting ville være lige så stort et valg som at tage afsted.

Det frygter Putin

En særlig kilde til frustration for Maja Touzari Greenwoods interviewpersoner var inaktiviteten fra det internationale samfund. Det samme gør sig gældende ved den igangværende krig, fortæller hun:

– Dengang så man et internationalt samfund, der stod på sidelinjen og så til. Mange føler måske, at det er lidt det samme, der sker nu, fordi NATO ikke griber ind. Det bliver også understreget af de interview, jeg har set, med dem, der tager mod Ukraine: De føler sig kaldet til at gøre noget, pointerer hun.

Ifølge Politiets Efterretningstjeneste rejste 159 personer fra 2012 og de efterfølgende år fra Danmark til Syrien og Irak, og allerede nu er over 100 danskere rejst til Ukraine for at kæmpe mod russerne, har Ukraines ambassadør i Danmark tidligere fortalt.

Et diktatur

Det er altså gået stærkt med at mobilisere de danske fremmedkrigere til Ukraine. En af årsagerne skal findes i dækningen af krigen, mener Maja Touzari Greenwood:

– Fra dag et har fortællingen om krigen i Ukraine været skåret skarpt op. Vi har en klar skurk i Putin, der laver et overgreb på Ukraine. På den anden side har vi den gode og sympatiske præsident Zelinskyj, der selv er på slagmarken og kæmper for ukrainerne.

– Dertil har retorikken været, at der har været tale om ”hele Europas krig”. Det har været fremsat som, at hvis Ukraine falder, så gælder det hele Europas fremtid. Det står altså meget klart, hvilken side vi er på, og det er en fortælling, der gør det nemt at se sig selv i, lyder det fra Maja Touzari Greenwood.

Tiltrækkende effekt

Hun understreger, at store, historiske begivenheder også kan have en tiltrækkende effekt:

– Vi lever i en postmoderne verden, hvor der sker meget få historiske øjeblikke. Hvis man har en hverdag, der er præget af mangel på succeser eller mening, kan det for mange være tillokkende at tage afsted.

– Det er en effekt, som krig har haft siden tidernes morgen: Det indgyder livet med stor mening. Vi bærer det med os kulturelt.