De tog mine børn i tre år – på grund af kritiseret psykolog

Bettina Isen fik for seks år siden tvangsfjernet sine to børn på dengang blot to og tre år. Tre år gik der, før hun fik dem hjem igen – og angsten for at miste dem sidder stadig dybt i hende.

Hun husker datoen og klokkeslættet uden at tøve. Hvert år kæmper hun sig igennem den dag og vil allerhelst bare springe den over. Men hun er klar over, at den nok for altid vil være mejslet ind i hendes bevidsthed. 

– Hele mine verden gik i stå på et splitsekund. Det føltes som at stå på en afsats, hvor hele fundamentet pludselig blev revet væk under mig. Der var ingenting omkring mig. Der stod godt nok nogen foran mig og talte, men jeg kunne ikke høre dem. Det var, som om jeg ikke eksisterede mere, husker Bettina Isen fra Ølstykke om dagen for seks år siden. 

Hun var ankommet til et opholdssted med sine to små børn på dengang to år og tre år for at finde sig selv efter en svær skilsmisse fra børnenes far. Bettina havde henvendt sig til kommunen for at få hjælp, fordi samværet med børnenes far ikke fungerede – og da de tilbød hende at flytte ind på opholdsstedet for børn og forældre, der har brug for hjælp til familielivet, sagde hun uden at tøve ja tak. 

Læs også: De tog mine børn 

Voldsom skilsmisse 

Det skulle hun komme til at fortryde, ret kort tid efter at hun ankom med datteren og sønnen. Hun indvilligede i at tale med en psykolog, og det skulle vise sig, at der var tale om en forældrekompetenceundersøgelse, der endte med at konkludere, at Bettina ikke var egnet til at være mor for sine børn. 

– Jeg er ikke bange for at indrømme, at jeg var i krise efter en voldsom skilsmisse, og at jeg var usikker og ked af det. Men jeg havde jo ikke i min vildeste fantasi drømt om, at den rapport ville konkludere, at mine børn skulle tvangsfjernes, fortæller 40-årige Bettina, der i øjeblikket er sygemeldt social- og sundhedshjælper. 

Læs også: Natascha Ellen fra De unge mødre fortalte sin datter om tvangsfjernelsen 

Intet farvel

Hun brød sammen, da personalet på opholdsstedet gav hende tre timer til at pakke sine ting og være væk, inden hendes børn, Malou og Manuel, kom hjem fra en udflugt med en pædagog. Hun ville ikke få mulighed for at sige farvel til dem. 

– Det værste af det hele var, at jeg ikke vidste, hvad de ville fortælle dem. Jeg havde sagt farvel til Malou og Manuel og fortalt dem, at jeg glædede mig til at høre om deres tur, når de kom hjem. 

Men på det tidspunkt stod deres mor ikke klar med kys og kram. 

Bettina var blevet hentet af sin søster, der forgæves havde forsøgt at hjælpe sin storesøster og tilbudt at bliver der og tage imod sin lille nevø og niece. Men begge måtte forlade opholdsstedet, og Bettina blev kørt hjem til sine forældre. For en stund – for hun kunne ikke holde ud at være der. Hun måtte være alene og ville hjem i sin egen lejlighed. 

– Jeg græd og græd. Det var så forfærdeligt. Jeg satte mig ind på deres værelser og lukkede alt ude, siger Bettina med sprød stemme. 

For det gør ondt i hendes moderhjerte at tænke på, at hun var tvunget til at overlade sine børn til andre. At hun var ude af stand til at ændre på den beslutning, der var truffet hen over hendes hoved.