Gitte indsamler tæpper til sommerfuglebørn: Jeg mistede selv min lille søn

Sygeplejersken Gitte efterlyste på Facebook frivillige til at strikke tæpper til babyer, der ikke får lov til at opleve denne verden. Gitte har en grund, for hun har selv mistet en lille søn, der kun levede i otte måneder.

– Det var som et mareridt. Jeg blev ved med at tænke, at jeg snart måtte vågne fra det.

Gitte Lund Koefoed fra Slangerup oplevede enhver mors mareridt. Hendes lille søn Jonathan var blot få måneder gammel, og nu lå han i en ambulance fra neonatal-afdelingen på Hillerød Hospital på vej mod Rigshospitalet klokken 3 om natten. Der skulle en sygeplejerske og en læge med i bilen, så der var ikke plads til Gitte, der måtte med en taxa. Vejen fra Hillerød til Rigshospitalet er ikke lang, men det føltes den for Gitte.

– Det eneste, jeg kunne gøre på den tur, var at kigge efter, om der holdt en ambulance i nødsporet. For jeg ville være sikker på, han nåede helt til Rigshospitalet i live.

Hendes søn var blevet syg af en infektion. Lægerne havde været nødt til at intubere Jonathan og lægge ham i respirator for at holde ham i live. Den nat blev han scannet af en hjertelæge. Klokken 6 om morgenen sad Gitte på lægens kontor og troede, det var en ond drøm. Gitte havde haft på fornemmelsen, at hendes barn var syg, men at det var så alvorligt, vidste hun ikke.

Født med en hjertefejl

– Det var allerede under min graviditet med ham, at jeg tænkte, der var noget galt, fortæller Gitte.

Gitte havde i forvejen en datter, og da hun ventede sit andet barn i 2003, var det helt anderledes. Hun havde aldrig følt sig så syg, og hun vidste med sig selv, at der var noget galt.

Da Jonathan blev født, vejede han kun 2.500 gram. I de første syv uger skreg han hele tiden, og Gitte ringede flere gange til lægevagten.

– Men jeg havde jo lægens ord for, at han intet fejlede, fortæller Gitte.

Gitte tog ham dog til børnelægen, der konstaterede, at den lille dreng havde en mærkelig farve. Hans iltniveau blev målt til 56 procent, hvor det gerne skulle være mellem 95 og 100. Efter det blev Jonathan indlagt på neonatal-afdelingen i Hillerød, og mens han lå der, stødte en infektion til.

Den nat, Jonathan måtte hastes til Rigshospitalet, markerede begyndelsen på nogle lange måneder med indlæggelser på hospitalet, usikkerhed og sorg.

Lægerne opdagede, at Jonathan havde en hjertefejl, og der var udsigt til, at han skulle opereres. Den første operation fandt sted kort tid efter indlæggelsen. Bagefter var han på børneintensiv i tre uger, hvor en respirator hjalp ham med at trække vejret. Efter den første operation fortalte lægerne familien, at der ville gå et år, inden han skulle opereres igen, og derefter fik familien Jonathan med hjem.

– Han var jo svag, og han sov meget, men vi prøvede at nyde den sommer. Vi tog på ferie til Bornholm, vi sørgede for at være sammen som familie, og vi gik også op i, at Jonathans storesøster Camilla skulle have tid med sine forældre, fortæller Gitte.

Flere operationer

Der gik dog mindre end et år, før Jonathan igen skulle opereres. Fire måneder senere skulle han gennemgå en stor hjerteoperation.

– Jeg tror, vi tænkte, at han selvfølgelig ville klare det. Han klarede jo den første, så vi var ikke så nervøse, men det var da frygteligt at skulle lægge sit barn i bedøvelse og så gå. Jeg følte, jeg mistede kontrollen, fortæller Gitte.

Operationen ville tage omkring otte eller ni timer. Imens skulle Gitte og hendes mand få tiden til at gå. De tog ind til Strøget, hvor de købte et lille sæt tøj med en supermand på og et par små Adidas-sko til Jonathan, hvorefter de tog hjem til patienthotellet. Her prøvede de at se en film og sove lidt, selv om det var svært.

– Mit fokus var hele tiden på, hvordan det mon gik med Jonathan. Jeg var bange for, de ville ringe for tidligt, for så var der gået noget galt, og jeg ville heller ikke have, de ringede for sent. Heldigvis ringede telefonen præcis, da den skulle, og Jonathan havde klaret operationen, fortæller Gitte.

Kirurgen fortalte, at han ikke ville have opereret Jonathan, hvis han havde vidst, hvor dårlig Jonathan var. Udover hjertefejlen viste det sig også, at han havde svage lunger. Jonathans liv balancerede på en sytråd, og med al den medicin han fik, stod lægerne med ryggen mod muren. De kunne ikke gøre meget mere, og kun Jonathan kunne vise, hvad der skulle ske med ham.

Dagen efter operationen blev Jonathan dårlig, og trykket i hans lunger var for højt. Det blev besluttet, at man alligevel skulle operere ham igen. Man ville åbne brystkassen for at lette trykket på lungerne.

Blev kun otte måneder

Mens Gitte og hendes mand boede på patienthotellet ved siden af Rigshospitalet, flyttede Gittes mor ind i familiens hus for at passe Jonathans storesøster.

Jonathans helbred gik op og ned, og der var mange bekymringer for den lille familie. Alt deres tid gik på sygehuset, hvor de plejede Jonathan, i det omfang de fik lov til.

– Det var en skrækkelig tid. Sommetider følte jeg, at jeg blot lånte mit eget barn, fordi det ikke var mig, der tog mig af ham. Det var også på det tidspunkt, jeg begyndte at forstå, at Jonathan nok ikke ville overleve det her.

Gitte beskriver tiden som et slags vakuum.

– Vi var bare der hele tiden. Det var svært at være en god mor for Camilla, svært at være en god ven, og det var svært bare at være andre steder end lige der.

13. december 2003 gav Jonathans krop op. Han blev kun otte måneder. Gitte og hendes mand sad timerne efter med deres lille søn. De gav ham supermandstøjet og de små sko på. Det var det tøj, han nogle dage senere blev begravet i.

– Det var uvirkeligt for mig, at han ikke var her mere. Men det var også lidt en lettelse, at han nu ikke skulle lide mere. Han var kommet et bedre sted hen og havde fået ro.

En ny mening

Den næste tid var underlig for familien. For selv om deres liv var gået i stå, gik verden omkring dem videre. Imens skulle de lære alt muligt forfra.

– Jeg skulle lære at være mor for Camilla igen, jeg skulle lære at gå på arbejde, og mest af alt skulle jeg lære, at jeg nu kun havde Jonathan i minderne, og ikke i mine arme, fortæller Gitte.

Hun faldt tilbage i sit gamle mønster med arbejde, familie og venner. Der var bare en forskel. Gitte var ikke den samme som før. Derfor besluttede hun sig også for i 2007, at det var på tide at skifte kurs. Hun havde tidligere arbejdet som teknisk assistent, men Gitte kunne mærke, der skulle ske noget andet. Hun ville være sygeplejerske.

– Da vi var på hospitalet, oplevede jeg, hvordan nogle sygeplejersker gjorde en kæmpe forskel. Det betød meget for os, og jeg fandt ud af, at det ville jeg også gerne, fortæller Gitte.

Hun sagde sit job op, uddannede sig som sygeplejerske og fik arbejde på Herlev Hospital på afdelingen for kvindesygdomme. Gittes hverdag begyndte at give hende mere glæde, og hun følte, at hun gjorde en forskel på en helt anden måde. Det var på det tidspunkt, hun skrev et Facebookopslag, der blev delt omkring 30.000 gange, hvor hun bad om hjælp.

På hendes afdeling er der gravide kvinder, som får sen-aborter, eller hvor barnet ikke overlever. I den forbindelse efterlyste Gitte nogen, der havde lyst til at strikke små tæpper, man kunne svøbe børnene ind i.

– Jeg vidste jo selv, hvordan det var at sidde med sit barn, der ikke havde overlevet. Og sådan et hospitalstæppe er sterilt. Et hjemmestrikket tæppe gør det hele lidt mere personligt, fortæller Gitte, der ved, at flere forældre begraver deres barn med tæppet.

Der er nu over 2.000 medlemmer i gruppen, de har kontaktpersoner på de forskellige sygehuse rundtomkring i landet, så tæpperne ikke kun kommer til Gittes arbejdsplads, men til flere forskellige sygehuse. Udover svøb er de frivillige også begyndt at hækle mosekurve og sommerfugle, der bliver givet til de søskende, der har mistet.

– Jeg synes, det er så dejligt, at forældrene får lidt glæde, mens de står i en svær tid. Og jeg er stolt over, at så mange vil hjælpe.