Gramset på til håndbold: Fik sin træner dømt

I lang tid gik Nellie alene med sin mørke hemmelighed. Men til sidst tog hun mod til sig og fortalte, hvad der var sket: Hendes håndboldtræner havde forgrebet sig på hende, da hun var 11 år.

Nellie husker, hvordan hun som barn blev favoriseret af sin håndboldtræner, og at han ofte forsøgte at kramme hende, når de var alene.

– I starten syntes jeg ikke, at det var så mærkeligt, siger den nu 20-årige Nellie Andersson fra Gøteborg.

Hendes mor var også træner i klubben, og nogle gange var han på besøg hos Nellies familie, som han fik et tæt forhold til. Men efterhånden begyndte han også at kærtegne Nellie i smug.

– Jeg forstod det ikke. Jeg var jo kun 11 år. Men jeg syntes, det var underligt. Ikke ulækkert, men underligt. Siden gik han længere og længere med kærtegn under tøjet og på brysterne.

I lang tid tav hun om overgrebene.

– Jeg skammede mig og følte, at det var min skyld. Det værste var, når vi var til træning. Jeg var så bange for, at han ville sige det til andre.

Overgrebene stod på i flere måneder, men til sidst stoppede de. Nellie tror, at træneren selv indså, at han var gået for vidt.

– Han gjorde det hjemme i vores sofa, når han troede, at jeg sov. Men den sidste gang opdagede han nok, at jeg var vågen.

Efter den episode fortsatte han dog med at træne Nellies hold.

– Jeg blev mere og mere vred på ham, og alle fornemmede det. Min mor spurgte mig en dag: ”Hvorfor er du så vred på ham?” Men jeg fortalte ingenting.

Vendepunktet kom, da Nellie var 14 år. Hun indså, at det ikke var hendes skyld.

– Ved et tilfælde så jeg et klip på YouTube, hvor en kvinde fortalte, at hendes morfar havde forgrebet sig på hende, da hun var barn. Hun sagde, at man skal vide, at det ikke er ens egen skyld.

Alligevel tøvede Nellie med at sige sandheden til nogen. På en underlig måde ønskede hun at beskytte sin overgrebsmand.

– Jeg havde det dårligt med, at han ville få problemer for noget, der var sket for så længe siden.

Betroede sin til kæreste

Til sidst betroede hun sig dog til sin kæreste.

– Det var befriende, men samtidig angstprovokerende. Jeg sagde til min kæreste, at han ikke måtte sige det til andre. Han opfordrede mig til at stå frem, men jeg havde stadig manden som træner.

Nellie troede, at hun snart ville få en ny træner, men sådan blev det ikke.

– Jeg holdt tæt i et halvt år mere, derefter fortalte jeg det til min veninde og så min mor.

Nellie husker, at hun bad sin mor om at lægge telefonen væk. Hun frygtede, at moren ville ringe til træneren.

– Jeg sagde: ”Du må absolut ikke sige det til nogen”. Det endte med, at vi begge sad og græd. Mor sagde, at vi skulle melde det til politiet. Jeg ville ikke. Men efter et par dage gik jeg med til det.

 

Nellie elskede håndbold, indtil hendes træner begyndte at forgribe sig på hende.

Nellie elskede håndbold, indtil hendes træner begyndte at forgribe sig på hende.

 

Det var i oktober 2019, og Nellie mindes politiafhøringen som svær.

– Jeg fortalte alt. Så detaljeret havde jeg ikke været før.

Først i februar 2021 kom sagen for byretten.

– Det var ubehageligt at skulle fortælle alt med ham siddende foran mig. Men min advokat beroligede mig og sagde: ”Det kan virke hårdt i starten, men så bliver du fokuseret på opgaven”. Og sådan var det. Jeg husker knapt nok, hvad jeg sagde, men jeg kan huske, at han sad og stirrede på mig.

Byretten frikendte manden, da man vurderede, at manglen på tekniske beviser umuliggjorde en straf.

– Straks efter dommen skrev jeg et indlæg på Instagram og Facebook. Selv om han ikke blev dømt, så hjalp det mig, at jeg turde fortælle om mine oplevelser. Og jeg ønskede at få flere til at turde. Indlægget blev delt af mange, og omkring halvtreds personer skrev til mig og fortalte om lignende historier. Nogen skrev endda: ”Du er den første, jeg siger det til”.

Det var med blandede følelser, at Nellie læste beskederne.

– Det var jo ubehageligt at se, at det var så udbredt – men jeg følte samtidig, at jeg ikke var alene mere.

Ankede dommen

Dommen blev anket til appelretten, og Nellie valgte ikke at være til stede under retsmøderne. Mens retssagen stod på, skiftede hun håndboldhold. Hun brød sammen, hver gang hun så sin tidligere træner, som fortsat var velkommen i hallen.

– Jeg havde spillet i klubben, siden jeg var seks år, og jeg var ekstremt skuffet over den manglende støtte.

Nellie var på arbejde, da hun fik beskeden om, at appelretten havde idømt hendes tidligere træner en fængselsstraf for ”groft seksuelt overgreb mod et barn”.

– Jeg var helt ny på jobbet. Pludselig ringede telefonen i butikken. Jeg havde aldrig taget røret før og var vildt nervøs. Men så hørte jeg, at det var mor, og at hun græd. ”Du klarede det,” sagde hun. Og så begyndte jeg også at græde midt i butikken.

Inden dommen faldt sidste sommer, var Nellie flyttet hjem til sin kæreste i Karlskrona. Hun havde brug for en ny start, langt væk fra sin overgrebsmand.

– Når jeg er i Gøteborg, er jeg panisk angst for at møde ham på gaden. Det er sket i flere tilfælde. Jeg går aldrig selv rundt i byen, og hvis jeg ser ham, bryder jeg sammen. Det ønsker jeg ikke at gøre mere – ikke over for ham.

For Nellie var dommen en genoprejsning.

– Min første følelse var: ”Nu tror folk på mig”. Folk, som burde have støttet mig, tvivlede.

I dag spiller Nellie ikke håndbold længere. Efter alt, hvad der er sket, er det ikke lige så sjovt som før. Men hun har det bedre – ikke mindst takket være den psykologhjælp, hun har fået.

– Jeg fik blandt andet til opgave at skrive et brev til mit 11-årige jeg og forklare, at det, der skete, ikke var min skyld. Det føltes så rart. At psykologen hjalp mig med at sætte ord på det hele, betød meget, siger Nellie og understreger:

– Jeg er stolt af, at jeg stod frem og klarede mig igennem politiafhøringen og retssagen. Nu føler jeg et ansvar for at vise andre, at det hjælper at sige sandheden. Man kan føle sig så frygteligt ensom, men man er ikke alene.