Jeg vidste, jeg ville miste dem tidligt

Lisbeth voksede op med en konstant frygt for at miste sine forældre. Hun kunne ringe til sin mor op til 15 gange på en dag for at sikre sig, at hun var i live. Alligevel ville hun ikke være sin barndom foruden.

Niårige Lisbeth kigger på sin mors lukkede øjne, mens hun ligger livløs i sengen på den kridhvide hospitalsstue. De øjne, der hver dag tager imod hende, når hun kommer hjem fra skole, og de øjne, hun ser som det sidste, før hun falder i søvn. Om hendes mor overlever, ved hun ikke, men hun kan se, at de voksne har alvorlige ansigter. Hun mærker tårer løbe ned ad kinderne, mens frygten bliver mere og mere overvældende.

– Min mor døde ikke, men frygten for at miste hende begyndte den dag. Indtil da havde jeg levet en ubekymret tilværelse, for min mor havde skjult for mig, at hun var stofmisbruger, fortæller 27-årige Lisbeth Maria Duelund fra Kolding.

Født med abstinenser

Lisbeth har fået fortalt, at hun ikke vejede mere end en liter mælk, da hun kom til verden på Esbjerg Sygehus. Hendes mors stofmisbrug havde sat sig i hendes lille krop, og hun havde abstinenser. Lisbeth har søgt aktindsigt i sin sag, hvoraf det fremgår, at der ikke var nogen underretninger i de første år, selv om både læger og myndighederne umuligt kunne undgå at vide, hvad der var synligt for enhver, nemlig at hendes mor tog stoffer.

Lisbeth husker de første år i glimt. Hvordan hun sammen med sin mor fodrede dådyr. Hvordan de cyklede af sted til børnehaven, og hun husker, hvordan hendes lyse hår flagrede i vinden, når hendes mor skubbede til gyngen.

Mor viste hensyn

– Min mor mødte mig altid med et smil og krammede mig. Hun skældte mig aldrig ud eller råbte ad mig, hvis jeg havde gjort noget forkert. I stedet sagde hun altid, at hun var stolt af mig, fordi jeg kom og fortalte hende, hvad jeg havde gjort. Netop det gjorde, at vi snakkede om alt, fortæller Lisbeth, der i nogle år havde sin mormor som overbo.

Mormoren hjalp sin datter og barnebarn i hverdagen. Lisbeths far boede stadig hjemme hos sine forældre, men selv om han ikke var der, når hun vågnede om morgenen, havde de et tæt forhold.

Lisbeth husker, at hendes mor altid arrangerede overdådige børnefødselsdage, og hun var en af de få, der både gik til svømning, gymnastik og håndbold.

Tog stoffer om natten

Men bag forældrenes smilende facade, var der et misbrug af stoffer og alkohol. Af hensyn til datteren tog hendes mor kun stoffer om natten, og der gik flere år, før Lisbeth opdagede, at hendes forældre ikke var som de andres.

Hun husker stadig dagen. Hun løb op ad trappen for at fortælle sin fars ven, der var i farens lejlighed, hvor meget hun glædede sig til, at hun skulle til håndbold. Vennen lå i sengen, og hun puffede til ham. Ingen bevægelse. Hun hævede stemmen og til sidst begyndte hun at hoppe på ham. Da hun så hans stirrende øjne, blev hun bange og kaldte på sin far, der hurtigt fik Lisbeth ud af lejligheden.

– Jeg kravlede op i mit klatretræ. Jeg var bange og forvirret, da jeg hørte ambulancen, for jeg vidste godt, at han var død, fortæller Lisbeth.

Manden var død af en overdosis, og der begyndte at gå rygter om, at Lisbeths mor var narkoman.

Angsten for at miste

– Jeg forstod ikke, hvorfor de sagde det. Men jeg ved, at jeg har sagt det til hende. Det gjorde jeg altid. Hvad hun svarede den dag, kan jeg ikke huske, men min mor og far gik fra hinanden omkring det tidspunkt, og der blev min mors misbrug værre, fortæller Lisbeth.

Ikke lang tid efter blev hun mødt af sin mormor, der fortalte, at Lisbeths mor var blevet indlagt.

Den dag hun så sin mor livløs i hospitalssengen, ændrede Lisbeth sig. Fra at have levet en ubekymret tilværelse, begyndte angsten at indtage hendes barnesind. Hørte hun en ambulanceudrykning i det fjerne, smed hun alt, hvad hun havde i hænderne og løb mod morens lejlighed.

– Jeg kan godt forstå, at du er bange for at miste. Vi tager en dag ad gangen, men jeg kan ikke love dig, hvad der sker i morgen, husker Lisbeth, at hendes mor sagde til hende.

Svært ungdomsliv

Til trods for deres åbenhed, lå frygten altid og lurede. I skolen havde hun svært ved at holde fokus på undervisningen, og hun begyndte at hænge ud med de forkerte. I mellemtiden fik hendes mor en ny kæreste, der var heroinmisbruger, og stemningen i hjemmet forandrede sig. Lisbeth bad flere gange om at komme i plejefamilie, men det blev vurderet, at hun med sine 12 år var for gammel. I stedet kom hun på et opholdssted for unge.

– Det var på en måde rart at komme væk hjemmefra, men samtidig savnede jeg min mor. Jeg vidste jo på det tidspunkt, at hun var stofmisbruger, og jeg frygtede, at der ville ske noget med hende, når jeg ikke var der. Derfor begyndte jeg at ringe til hende 10 – 15 gange om dagen, forklarer Lisbeth.

Hver anden weekend var hun hjemme hos sin mor, og hver anden weekend hos sin far, der var alkoholiker.

– På en måde har jeg altid vidst, at jeg ikke ville have mine forældre lige så længe som andre. Jeg vidste godt, at de ødelagde deres krop med deres misbrug. Derfor var det også vigtigt for mig at passe på dem, så meget som jeg kunne, fortæller Lisbeth.

Tynget af sorg

Hun glemmer aldrig den dag, hvor hendes venindes mor lagde en trøstende hånd på hende og fortalte, at hendes far var død.

Den efterfølgende tid lukkede hun sig ind i sig selv. Når hun lagde sig på puden om aftenen, græd hun for sig selv, men udadtil var det svært at se på Lisbeth, at hun var tynget af sorg.

På den tid begyndte det at være mere tydeligt, at hendes mor var stofmisbruger. Lisbeth fandt en dag en kanyle på badeværelset, og da hun en anden gang havde behov for at snakke med sin mor om sine problemer med kærlighed, faldt moren i søvn. En dag blev det for meget for Lisbeth, og hun tvang sig selv ud i en drastisk handling. Hun slugte en masse Panodiler for at straffe sin mor.

– Jeg ville have, at hun skulle se, hvordan det var, når nogen man elskede, gjorde sådan noget ved sig selv. Hvis hun elskede mig nok, ville hun jo lade være med at tage stoffer. Hun sagde engang til mig, at hun ikke gjorde det for at gøre mig ked af det, men det var stadig svært for mig at forstå, fortæller Lisbeth.

Mor som 20-årig

Teenageårene bankede på, og hun så sin mor mindre i perioder. Hun begyndte at skabe sit eget liv, og hun fik en kæreste, som hun blev gravid med som 20-årig.

Den dag hun fik sin søn i armene, var det med en blanding af glæde og frygt. Hun var konstant bange for at gøre noget forkert, og hvis han græd, når hun var ude, frygtede hun, at andre ville tænke, at hun var en dårlig mor.

– Det var jo kendt, at jeg kom fra en misbrugsfamilie, og jeg var så bange for, at de ville dømme mig. Derfor skulle jeg bekræftes i alt, hvad jeg gjorde, fortæller Lisbeth, der endte med at gå fra sønnens far.

Men med opbakning fra sin familie begyndte selvtilliden at komme. Hun fik en ny kæreste, og da hendes andet barn, sønnen Magnus kom til verden, var hendes mor en stor støtte. Hver dag besøgte hun Lisbeth og hjalp hende med børnene.

Konstant alarmberedskab

– Det var en af de bedste perioder. Hun var stoffri på det tidspunkt, hun var så nærværende, og børnene elskede hende, fortæller Lisbeth, der dog kunne se, at morens helbred blev dårligere.

– På et tidspunkt lå min mor i koma, mens min søn blev opereret. I den periode var jeg mor om dagen og datter om aftenen, og min krop var i konstant alarmberedskab, forklarer Lisbeth.

Ofte blev hun ringet op af en nabo eller hjemmehjælper, der sagde, at hendes mor var bevidstløs, og hver gang smed hun alt, hvad hun havde i hænderne.

Den 10. marts 2021 står stadig lysende klart for hende. Hun havde netop givet børnene overtøj på, da telefonen ringede. Hendes mor var endnu engang fundet bevidstløs derhjemme. Men denne gang slog hendes hjerte ikke længere. Hun var sovet ind i sin seng, og da Lisbeth fik beskeden, ramte den som en knytnæve.

Kærligheden var det vigtigste

– Jeg gik helt i chok, men da jeg havde afleveret mine børn, valgte jeg at tage hjem og skifte tøj. Pludselig skulle jeg ikke længere skynde mig, og det var en underlig følelse, forklarer Lisbeth.

Her, et år efter morens død, kan hun stadig mærke sorgen nive. Hun kigger ofte på billeder af sin mor, og det minder hende om, hvor stor en kærlighed de havde til hinanden.

– Mine forældre har lært mig at være et rummeligt menneske, hvor det altid er muligt at tale om tingene, selv om det kan være svært. Det har jeg i den grad taget til mig i forhold til mine egne børn, forklarer Lisbeth.

Hun er bevidst om, at hendes barndom også har givet hende nogle udfordringer. Hun kan blive nervøs, hvis nogen hun elsker, er syge, og når hun sætter grænser for sine børn, kan hun føle sig som en dårlig mor.

For Lisbeth er det vigtigt at bruge sine erfaringer konstruktivt. Derfor er hun også en del af Kolding Ungdomsråd, og hun håber, at hendes historie kan være med til at vise, at selv om man til tider har haft en svær barndom, kan man stadig få et godt liv.

– Der er mange, der ikke tror på mig, når jeg siger, at jeg ikke ville være min barndom foruden. Måske ville det også have været anderledes, hvis jeg konstant så mine forældre tage stoffer eller drikke sig fulde. Men mine forældre skånede mig, så meget som de kunne. De var ikke perfekte, men de gav mig det allervigtigste. Nemlig kærlighed.

 

Lisbeths børn, Frederik og Magnus, elskede at være sammen med deres mormor

Lisbeths børn, Frederik og Magnus, elskede at være sammen med deres mormor