Helena ville have en mand: Tog ham for hans navn

Da Helenas lange ægteskab sluttede, blev tankerne om hendes ungdomskærlighed vakt til live. Hvad ville der ske, hvis hun tog kontakt til ham via Facebook? Helena vovede sig ud på nettet og fik bid – men ikke hos den, hun troede.

Skilsmissen havde tæret på Helena. Hun brød sig ikke om singlelivet og ville bare gerne leve i tosomhed. ”Men hvordan finder man den store kærlighed, når man snart er 50 år?” tænkte svenske Helena Löf Pettersson, som dengang boede i Veksjø.

Lidt længere sydpå, i byen Mørrum, gik Magnus rundt i sin store villa, knust og ensom, efter at et langt forhold var sluttet et par år tidligere. At finde kærligheden igen føltes som en fjern tanke. Nu ville han bare leve for det, som betød mest for ham – hans to børn.

Men skæbnen og Facebook ville det anderledes.

– Chancen for, at det, der skete, ville ske, er jo nærmest ikkeeksisterende. Det er en smuk kærlighedshistorie, siger Magnus Löf Pettersson og stråler af lykke ved siden af sin kone.

– Alle puslespilsbrikkerne faldt på plads, supplerer en lige så lykkelig Helena.

I november 2013 blev hun skilt fra manden, hun havde levet sammen med i 21 år og været gift med i ni. Sammen havde de to børn.

– Jeg er selv skilsmissebarn, og måske er det derfor, at jeg i en voksen alder bare gerne vil høre sammen med nogen, siger Helena.

Hun beskriver sig som målrettet, også når det gælder kærlighed.

– Jeg sagde til mig selv, at inden for fem år skulle jeg leve sammen med en mand igen. Men det betød ikke, at jeg skulle blive desperat og kaste mig over den første, der kom min vej.

Helena mærkede hurtigt, at det med at finde kærligheden som midaldrende har sine udfordringer. Også selv om hun er et yderst socialt menneske.

– Jeg prøvede netdating, men det var ikke noget for mig. Problemet med de mænd, jeg mødte, var, at de ofte havde samme baggrund som mig. De turde ganske enkelt ikke at gå helt ind i et nyt forhold.

Hemmeligt forelsket

En morgen, tre år efter skilsmissen, sad Helena med lokalavisen ved køkkenbordet. Et velkendt navn og ansigt dukkede op på første side. Billedet viste en fyr, som hun var hemmeligt forelsket i, da hun gik i gymnasiet, men som hun havde været for genert til at nærme sig dengang.

Tankerne begyndte at flyve. Tænk, hvis han også var single? Måske var det på tide at kontakte ham? På Facebook kunne man jo finde alle. Det var bare at søge hans navn frem.

Helena skrev ”Magnus Pettersson” i søgefeltet, men der dukkede ingen gammel klassekammerat op. Da hun scrollede ned på siden, faldt hun i stedet over en anden, som gav hende et sug i maven. En mand med samme navn havde lagt et profilbillede op, hvor han stod lidt kæphøj med armene over kors. Der var noget ved hans udseende og udstråling, som fangede hendes interesse.

Hvad havde hun egentlig at miste? Ingenting. Hun sendte ham en venneanmodning. Så måtte det briste eller bære.

Magnus havde først for nyligt oprettet en profil på Facebook. Mest fordi søsterens børn drillede ham med, at han ikke havde en.

– Jeg plejede at kalde Facebook for en børnehave for voksne og følte mig fortabt i den digitale verden, siger han.

Da Helenas venneanmodning dukkede op, blev han mildest talt overrasket. En kvinde, som han ikke kendte, ville være venner med ham. Hvorfor?

– Jeg troede først, at det var slægtning, som jeg ikke kendte til. Jeg undersøgte det og nåede hurtigt frem til, at det ikke var tilfældet. Men hvad sytten – jeg havde intet at miste!

Derfor klikkede han på ”Acceptér”-knappen.

Den første besked

Nogenlunde samtidig kom Helena til at tænke på, at den fremmede mand måtte syntes, at det var mærkeligt at få en forespørgsel fra en ukendt kvinde. Hun var nødt til at forklare sig. Så hun skrev en besked på Messenger:

”Tjing! Tænkte lige at skrive nogle linjer om, hvorfor jeg tilføjede dig på Facebook. Jeg ledte efter en gammel klassekammerat med samme navn og fandt dig i stedet, ha ha. Syntes, du så pæn ud. Har jo ingen anelse om, hvem du er, eller om din civilstand osv. Selv blev jeg skilt for tre år siden og har to voksne børn. Søger derfor nogen at dele livet med, men hader netdating. Fedt, at du svarede på min venneanmodning. Hav en fortsat dejlig weekend.”

Da beskeden nåede frem, var Magnus til familiefest. Han læste den og tøvede med at svare. Men så trådte niecen Alva til og hjalp ham.

– Jeg formulerede et svar, hvor jeg blandt andet skrev, at vi kunne ses over en kop kaffe, hvis hun havde lyst, fortæller Magnus.

Det, syntes Helena, lød som en god idé, og de besluttede sig for at ses den kommende lørdag. Da Magnus kiggede nærmere på Helenas Facebook-profil, blev han både overrasket og mistænksom.

– Hun så godt ud og havde massevis af venner. Hvorfor var hun ikke optaget?

Aftenen før de skulle mødes, var Magnus til fest med nogle kollegaer. Han fortalte dem om sin forestående ”blind date”, og de advarede ham om, at det kunne være en fælde. Han kunne blive slået ned og bestjålet. Eller endnu værre.

– Men jeg så det bare som en hyggelig udflugt, ler Magnus.

Han og Helena havde aftalt at mødes på en café i Veksjø. Men det fortrød Helena, da Magnus var på vej, så hun ringede til ham.

– Det ville stå klart for mig med det samme, om jeg var interesseret eller ej, og at skulle sidde på en café med en mand, jeg bare helst ville af med, ville være ubehageligt. Så mødet blev i stedet hjemme hos mig. En kop kaffe og så farvel og tak, hvis det føltes helt forkert.

Ramt af Amors pil

Magnus havde en rød rose og duftlys med, og det var med en kildrende følelse i kroppen, at han ringede på Helenas dør. Da hun åbnede, skyllede lykken ind over ham.

– Det her var kvinden i mit liv! Jeg mærkede det med det samme, siger han.

Over kaffekopperne fik Helena de samme stærke følelser, og nogle timer senere sad de på en restaurant og fejrede deres nyfundne kærlighed. Det var også der, de kyssede første gang. Magnus kunne derfor sende en beroligende besked til kollegaerne. Det eneste, der var sket ham, var, at han var blevet ramt direkte i hjertet af Amors pil.

Da Magnus tog hjem igen, var det, som om han svævede på en lyserød sky. Hans knuste hjerte var ved at hele. Siden skete alt i en lynende fart. Blot en måned efter deres første møde udvekslede de forlovelsesringe.

Da parret offentliggjorde forlovelsen på Facebook, var der mange i omgangskredsen, som blev chokerede.

– Hvorfor vente, når alt føles så rigtigt? siger Helena og Magnus nu fem år senere.

Den 9. juni 2018, halvandet år efter de mødtes, blev de gift. De var dog enige om fortsat at bo hver for sig. Magnus ville blive i Mørrum, hvor han havde sine børn hver anden uge. Helenas børn var flyttet hjemmefra, men hun var glad for sit arbejde som barnesygeplejerske i Veksjø.

– Dels var jeg ikke klar til at pendle, og dels ville jeg være forsigtig med at presse mig ind som en ekstramor for Magnus’ børn. Men jeg ville gerne giftes, da det var et symbol på, at vi hørte sammen, forklarer hun.

Igen blev de hjulpet på vej af tilfældigheder. Et job som barnesygeplejerske på hospitalet i Karlshamn blev ledigt, knapt ti kilometer fra Mørrum. Helena søgte stillingen og fik den. I foråret 2020 flyttede hun ind hos Magnus.

– Det var godt, at vi fik den forberedelsestid, inden vi flyttede sammen. Der er meget, som skal fungere – ikke mindst med hensyn til Magnus’ teenagebørn, som stadig bor hjemme, siger Helena.

Parret er i dag lige så lykkelige, som da de mødtes.

– Vi kunne ikke ønske os noget bedre, siger de om deres usædvanlige kærlighedshistorie.

 

– Hvorfor vente, når alt føles rigtigt? siger parret, der blev forlovet blot en måned efter deres første møde.

– Hvorfor vente, når alt føles rigtigt? siger parret, der blev forlovet blot en måned efter deres første møde.