Uventet kærlighed: Lones blind date var faktisk blind

”Der er vist noget, han har glemt at fortælle mig,” tænkte Lone chokeret, da hun så sin blind date stå og vente på Aarhus Hovedbanegård. I sin ene hånd holdt han en langstilket rød rose. I den anden en hvid blindestok.

Lone og Michael var begyndt at skrive sammen på datingtjenesten dating.dk, og kemien var tydelig med det samme. De havde allerede sendt adskillige lange beskeder til hinanden inden deres første stævnemøde.

– Jeg syntes, han virkede udadvendt, livsglad og spontan, og jeg havde indtryk af, at han havde styr på sit liv, hvilket var vigtigt for mig. Han fortalte også, at han havde en hund, men han nævnte så ikke lige, at det var en førerhund, griner Lone Tofthøj Rasmussen, 46, fra Viborg.

Michael undlod med vilje at afsløre på sin datingprofil og i beskederne til Lone, at han var blind.

– Jeg var bange for at blive afvist på forhånd, inden jeg havde fået chancen for at charmere mig ind på hende med mine talegaver, forklarer Michael Rasmussen, 44, og sender Lone et drillende smil, som man ikke er i tvivl om, at hun har fået mange af siden deres første usædvanlige møde.

De sommerfugle, Lone havde i maven, da hun trådte ind på banegården den februardag i 2016, var intet imod den nervøsitet, som Michael følte, mens han stod der og ventede på hende.

– Jeg frygtede, at hun ville vende om igen, når hun så mig, siger Michael, som mistede sit syn i 2005 på grund af diabetes. På det tidspunkt havde han en seende kæreste, men Michaels nye situation som blind sled på forholdet, og de endte med at gå fra hinanden. Nu kunne han bare håbe på, at Lone ikke også blev skræmt væk.

– Hun lød rigtig sød, frisk og nede på jorden, når vi skrev sammen. Jeg kunne godt lide, at hun delte min interesse for at rejse og nyde livet, så hende ville jeg gerne have fat i, ler Michael, som selv kunne læse Lones beskeder og skrive til hende via en særlig funktion på sin telefon.

– Jeg havde ikke den fjerneste mistanke om, at han kunne være blind, for han skrev jo altid så hurtigt tilbage, fortæller Lone.

Stoppede brat op

Hun fik også hurtigt svar, da hun skrev til Michael, at hun sad på en bænk på banegården og ventede på ham. ”Kommer du ikke hen til mig i stedet?” stod der i hans sms med en forklaring på, hvor han befandt sig.

– Jeg syntes, det var ret arrogant. Hvorfor kunne han ikke bare komme hen til mig? Så jeg tænkte, at den her date ville blive op ad bakke, siger Lone, som dog valgte at gå Michael i møde. Da hun så ham stå i mellemgangen, stoppede hun brat op.

– Jeg overvejede i et halvt minut, om jeg skulle vende om, men det var ikke så meget, fordi han var blind. Jeg syntes, det var unfair, at han ikke havde fortalt mig det. Hvad mere holdt han så skjult for mig? Men jeg er heller ikke en person, der bare ville smutte, så jeg tænkte: ”Nu tager jeg den kop kaffe, og så skilles vi igen.”

Lone og Michael sagde ikke mange ord til hinanden på vej over til kaffebaren, men da de fik talt ud om Lones skuffelse over hans fortielse, og Michael fik forklaret, hvorfor han havde holdt det hemmeligt, flød samtalen igen som i deres tidligere beskeder til hinanden, og de skiltes på god fod.

Efter nogle dage sendte Lone en lang besked til Michael, hvor der stod, at hun ikke syntes, at de skulle ses mere. Hun kunne godt lide ham som person, men hun følte ikke, at hun kunne se sig selv med en blind.

– Jeg frygtede, at jeg ville blive hans hjælper og ikke hans kæreste, for jeg havde en forestilling om, at blinde ikke kunne så meget selv, forklarer Lone, som også havde to teenagesønner at tage sig af.

Som den evige optimist Michael er, valgte han dog at læse mellem linjerne.

– Jeg tolkede beskeden, som om hun gerne ville have mig, griner han og fortæller, at han ringede til Lone og forklarede, at han altså lever et helt normalt liv. Han passer sit job som kundekonsulent, laver mad og gør rent som alle andre.

Flyttede sammen

Samtalen varede i fem timer og endte med, at Michael inviterede Lone hjem til sig selv, så hun ved selvsyn kunne opleve, hvordan han klarede sig i hverdagen.

– Vi sås weekenden efter og har ikke været adskilt siden. Efter ti måneder flyttede vi sammen, siger Lone, som hurtigt fik sine sønners accept af den nye mand i sit liv.

– Da jeg forklarede drengene, at Michael ikke kunne se, sagde de bare: ”Nå, og hvad så?”, smiler hun.

Den øvrige omgangskreds var mere skeptisk.

– Min familie og mine venner spurgte mig, om jeg nu var sikker på, at det var dét, jeg ville. Men efter, at de har mødt ham, er de …

– … fuldstændigt blæst bagover af min charme! afbryder Michael og får igen Lone til at grine.

– De tænker slet ikke over, at han er blind, og jeg glemmer det også tit. Det er ikke altid, jeg lige får styret ham uden om en høj kant, når vi er ude at gå, for jeg betragter ikke Michael som handicappet. Han er altid i så godt humør, selv om han har flere udfordringer end andre.

Ifølge parret er der ikke mange forskelle på deres forhold og andres. De går ture, til koncert, på restaurant og endda i biografen sammen. Her tager Michael blot høretelefoner på og får synstolket filmen imens. Pligterne i hjemmet er også ligeligt fordelt, selv om det tager Michael lidt længere tid, og han kan komme til at åbne en dåse kokosmælk til kødsovsen. Det udløser bare endnu et grin fra Lone.

– Nogle gange er det endda en fordel, at jeg er blind. Vi slipper for at diskutere, hvem der skal køre hjem fra fest, driller Michael.

– Ja, og han ved så til gengæld heller ikke, hvor mange sko jeg har i skabet, giver Lone igen.

Udseende er ikke alt

16. september 2017 blev Lone og Michael gift. Lone var en smuk hvid brud, og det ærgrer dem begge, at Michael ikke kunne se hende i hendes kjole.

– Men sådan er det bare. Udseendet betyder ikke noget til hverdag. Jeg forelskede mig i Lones personlighed. Det andet er bare en indpakning. Nogle måneder efter vi havde mødt hinanden, spurgte jeg da min far, hvordan hun så ud, men det var mere af ren nysgerrighed. Han sagde, at hun så sød og helt normal ud, så jeg tænker, at hun ligner Julia Roberts, joker Michael og bliver så alvorlig for en stund:

– Lone er et dejligt væsen og får mig til at føle mig glad hver morgen. Det kræver tålmodighed at være sammen med en blind, og det har hun. Hun er perfekt til mig.

Michaels ord rører Lone, som tørrer en tåre væk fra øjenkrogen. Det må være allergi, mener Michael og får hende til at smile igen.

– Michael er også perfekt til mig. I ham har jeg fundet ro til at slappe af i den, jeg er, siger hun.