Jacob blev ramt af snigskytte: Jeg var død i tre minutter

Jacob har givet op. Han har blødt kraftigt i ti minutter og har svært ved at holde sig vågen. Han kan mærke, at blodet ikke længere pumper i kroppen, i stedet løber det stille ned ad ham. Der er tre kilometer ind til lejren, og han tænker: ”Nu dør jeg”.

Jacob var på sin sidste mission i Afghanistan i 2012, inden han skulle finde arbejde i Danmark og få mere tid med sin kone, Charlotte, og datteren Dina fra et tidligere forhold. Som kampvognskommandør var han leder for tre besætningsmedlemmer.

– At være i en kampvogn minder om at være i en ubåd. Der er ingen plads. Du sidder tæt på din besætning, du lugter og er køresyg hele tiden. Der stinker af hydraulikolie, og når du skyder, lugter der af rådne æg. Jeg tror ikke, at nogen kommer ned i en kampvogn og tænker: ”Her hører jeg hjemme”. Men man tænker: ”Det her vil jeg gerne være stolt af, at jeg kan”, fortæller 41-årige Jacob Panton.

Hårde kampe

Han var udsendt sammen med sine bedste kammerater, som han havde kendt siden uddannelsen. De havde været i krig i over et halvt år. Den danske base lå i ørkenen uden for Gereshk, en fattig by i Helmand-provinsen.

– Bygningerne var af ler. Æsler slæbte på alle mulige ting. Børn stod og tiggede. Der var sand overalt, husker Jacob, som også mindes den ro, han fornemmede, da de kørte gennem byen den tidlige morgen den 31. januar.

De var på vej væk fra den danske lejr, Camp Price. Den nye deling var kommet for at overtage, og Jacobs team skulle vise dem området.

– Lige da vi kørte ud af lejren, blev vi bedt om at holde igen, fordi englænderne var røget i hårde kampe med Taliban i det område, vi skulle ud til.

Da kampene var overstået, fik Jacobs team besked på, at de skulle sikre, at Taliban ikke lagde miner på tilbagevejen eller forberedte et bagholdsangreb.

– Jeg blev befalet cirka tre kilometer væk fra lejren. Det er ret langt væk at være alene i ørkenen, når der lige havde været kamp i området, så jeg ville gerne have, at vi var to kampvogne, men det kunne ikke lade sig gøre. Og så må man som soldat sige: ”Javel”.

Jacobs kampvogn kørte i stilling, mens den nye deling vendte tilbage til lejren.

– Pludselig kunne jeg mærke, at det ene bælte begyndte at lave nogle hug. Det gør det typisk, når man er ved at tabe det. Normalt ville jeg sende min hjælper på jorden for at ordne det, men så fik jeg øje på to mænd, der kravlede til højre, ”klokken fire”, for kampvognen.

Gik på jorden

Men bæltet skulle ordnes, så Jacob gik selv på jorden.

– Det gjorde jeg af flere årsager. Jeg ville ikke kunne bære, hvis en af dem gik på jorden på min befaling og blev skudt. Samtidig gav det taktisk mest mening, fordi jeg som kommandør ikke betjente kampvognen.

Med en forhammer begyndte han at banke bæltet på plads. Det var en længere proces. Der gik 40-45 minutter, og der var varmt.

– Pludselig så jeg to mænd sidde på knæ cirka 250 meter væk. Den ene med en riffel, den anden med en panserværnsraket.

Jacob råbte til sin besætning, at de skulle søge dækning, men nåede ikke selv væk, før raketten ramte tæt på ham og slyngede ham væk.

– Jeg blev slået bevidstløs og vågnede lige så stille op igen. Lydene var fjerne, og jeg havde svært ved at finde ud af, hvad der var op og ned.

Det gjorde ondt

Jacob bevægede sine tæer. ”Jeg har stadig mine ben”, tænkte han lettet og bevægede så også sine arme, fingre og skuldre.

– Jeg havde enormt ondt i min venstre side, så jeg satte mig op. I det samme blev jeg ramt i skulderen af et skud fra snigskytten, siger Jacob, der blev kastet til jorden igen.

– Det gav et ordentligt ryk i hele kroppen, og så lå jeg bare og kiggede op i luften og tænkte: ”Det gjorde eddermame ondt!”.

Snigskytten fortsatte med at skyde med tre-fire sekunders mellemrum uden dog at ramme.

– Jeg kravlede tilbage til kampvognen og ind i bæltet, så han ikke kunne ramme mig. Jeg råbte til besætningen: ”Jeg er okay. I må ikke komme ud. Der er en snigskytte klokken fire for vognen. I må ikke starte motoren”. Hvis de begyndte at køre, ville jeg blive lavet til hakket oksekød. Men der skete den misforståelse, at de startede motoren, fortæller Jacob.

– Så skulle jeg ret hurtigt vælge, om jeg ville mases ihjel eller skydes. Jeg kastede jeg mig ud af bæltet og prøvede at komme hen, hvor køreren sad, for nu kunne de ikke høre mig længere på grund af motorlarmen. Undervejs blev jeg strejfet en del gange af kugler og ramt i min hjelm.

Skudt gennem låret

Jacob fik signaleret til køreren, at han skulle slukke for motoren.

– I det samme fik jeg et skud tværs igennem mit venstre lår. Det blødte voldsomt, og jeg havde ikke førstehjælpsgrej. Det lå i kampvognen.

Han lå nu i gruset og blødte. Snigskytten havde ham på kornet, og Jacob skulle tænke hurtigt, hvis han ville undgå det dræbende skud.

– Jeg råbte til besætningen, at de skulle skyde røg. Vi havde nogle røggranater, der kunne sløre mig, så jeg kunne komme ombord i kampvognen.

Men hver gang Jacob prøvede at kravle op, skød snigskytten.

– Han skød ved siden af med vilje, tror jeg, fordi jo mere jeg lå og skreg, desto mere stresset blev besætningen, og hvis de forsøgte at redde mig, kunne han slå dem ihjel og tage kampvognen.

Da den første røggranat landede, kravlede Jacob ind i røgen og ventede på mere røg.

– Men der kom ikke mere, og nu lå jeg udsat. Jeg måtte tage chancen, men lige da jeg kravlede op, blev jeg skudt igennem skinnebenet.

Kort efter ramte endnu et skud det samme sted. Smerten overgik alt, han før havde prøvet.

– Jeg følte, at mit ben faldt af. Jeg hang i armene og var ved at give slip, men jeg vidste også, at hvis jeg slap nu, var det slut. Så jeg fortsatte med at kravle og hive mig op i armene, kom op på tårnet og kastede mig med hovedet først ned.

Afklaret med at dø

Jacob var gennemblødt af blod, da han væltede ned. Han var såret af fem skud og havde mistet meget blod.

– Først var min besætning lidt i panik, men der kom hurtigt ro på. De blev professionelle og begyndte at stoppe blødningerne. Der var lang vej tilbage til lejren, men jeg kan huske, at jeg var imponeret over, at de kommunikerede så godt. Selv om jeg var ved at dø, tog jeg mig selv i at tænke: ”Hvor er det fantastisk at opleve, hvor godt de samarbejder”.

Selv om de kæmpede for hans liv, indså han, hvor det bar hen.

– Jeg tænkte: ”Nu dør jeg”. Jeg var afklaret og egentlig ikke bange. Jeg tænkte på mine kammerater. Hvordan de ville overkomme, at jeg sad her sammen med dem og døde. Jeg kiggede mod himlen og tænkte: ”Det er egentlig et dejligt vejr i dag”. Det var underlige, overfladiske tanker. ”Gad vide, om man mærker, når livet ebber ud,” tænkte jeg og fokuserede på at mærke, hvornår det sidste åndedrag kom.

Jacob sagde ”tak for nu” til sine kammerater og begyndte at ryge ind og ud af bevidsthed.

– Jeg kan huske, at jeg blev båret ned af kampvognen, og at min delingsfører sad ved mit hoved og sagde, at jeg skulle holde mine øjne åbne. Jeg kan huske sanitetsfolkene og helikopteren, og at jeg på et eller andet tidspunkt i helikopteren faldt hen.

”Så døde jeg faktisk”

Han vågnede på felthospitalet.

– Lægerne sagde, at jeg havde haft et respiratorisk stop. Jeg havde mellem en halv og en hel liter blod tilbage i kroppen, hvilket ikke er foreneligt med liv, men jeg var i enormt god kondition, og det var dét, der reddede mig. Dét og så folkene omkring mig. De holdt gang i mit blodomløb med hjerte/lungeredning og gjorde, hvad de var trænet til.

Jacob havde fået en blodtransfusion og var lappet sammen fra top til tå. Ved siden af hans seng sad en af hans kammerater og holdt øje med ham. Han talte til Jacob, som var afkræftet og mest bare lyttede. Og så gik det galt.

– Mit venstre ben blev varmt. Jeg lod ham tale færdigt, så sagde jeg: ”Vil du ikke lige løfte dynen og se, hvad der galt med det ben?”. Han løftede dynen, så løb han ud og råbte på hjælp. Jeg kunne ikke bevæge mig, men jeg kunne dreje hovedet og se ned på gulvet. En bred stråle blod væltede ud.

Syningerne i benet var bristet.

– Lægen råbte efter sygeplejersker. Der var ikke tid til, at jeg kunne komme over på en båre. Min seng blev hævet, og alt blev sort. Så døde jeg faktisk. Det føltes behageligt. Jeg er ikke religiøs, og jeg bilder mig ind, at de ting, jeg oplevede under min død, skyldtes, at hjernen stadig fungerede. For ja, jeg oplevede noget, og det var bare behageligt, roligt og trygt.

Indlagt med datter

Jacob var død i tre minutter, så fik lægerne ham genoplivet. Da han vågnede næste gang, var han på Rigshospitalet, omgivet af sin familie: Hans kone, forældre og to brødre. Men én person manglede.

– Jeg fik en telefon i hånden, så jeg kunne ringe til min datter Dina, som var derhjemme. Hun var på det tidspunkt otte år. Jeg husker ikke præcist, hvad jeg sagde. Jeg har nok snøvlet på grund af morfinen. Jeg kan huske, at hun sagde: ”Far, hvor er du egentlig henne?”. Så gik det op for mig. Hun vidste ikke, at jeg var kommet til skade.

Dina blev efterfølgende indlagt sammen med sin far.

– Det var rart for os begge, siger Jacob, som dog blev ramt af skyldfølelse over at have været væk fra hende så længe.

– Der er ikke nogen af os soldater, der er blevet tvunget af sted. Vi har valgt det. Og det kulminerede der på hospitalet. Jeg prøvede at bagatellisere mine skader og sige, at det ikke var så slemt. Men da hun så mig, dét var hårdt. Lige dér har jeg ikke tilgivet mig selv. Af alle dem, jeg er tæt på, er det hende, det er gået værst ud over, siger Jacob og tilføjer:

– Den forandring, der sker med mange soldater, er, at vi bliver selvcentrerede. Det skal ikke forstås negativt, for jeg er stolt af den, jeg er. Men det er jo dårligt for dem, der er tæt på os.

I dag er Jacob vendt tilbage til livet efter et intensivt behandlingsforløb. På grund af sine skader i benet kan han ikke længere gøre aktiv tjeneste som soldat, så i stedet har han startet foreningen Veteranskytterne, som både er en skydeklub og et fællesskab for andre sårede veteraner.

– Jeg kan godt tage mig selv i at sidde i trafikken og tænke: ”Hvor er det fantastisk, at vi lever i et land, hvor der er ordentlighed. Der er et lyskryds, der fungerer. Jeg behøver ikke at kigge mig over skulderen hele tiden”. Man lærer at sætte pris på ting, og jeg har helt sikkert lært at sætte mere pris på livet, min familie og mine omgivelser.