Mor fik ildebefindende bag rattet: Rebecca er familiens helt

”Nu dør vi”, når 16-årige Rebecca at tænke, inden hun skriger. Hun vender sig og ser på sin lillebror, som sidder på bilens bagsæde. Han har høretelefoner på og er optaget af sin telefon. Den 11-årige Holger har ikke opdaget faren.

Det var lørdag den 27. maj i år, at dramaet udspillede sig på motorvejen ud for Hadsten. Sammen med deres mor, Heidi, var de to søskende på vej fra hjemmet i Frederikshavn til nogle venner i Odder, som de skulle tilbringe nogle hyggelige feriedage hos.

Heidi, der kørte familiens Renault Grand Scenic i den tætte trafik, trængte efter halvanden times kørsel til et hvil og holdt ind ved rastepladsen Gudenå Vest. Efter et kort ophold og lidt frisk luft kørte de videre mod vennerne, som ventede på dem med frokost.

– Det sidste, jeg husker, er, at vi kørte fra rastepladsen, og så ”fader” minderne ud, siger 42-årige Heidi Paja Juul.

Bilen, der har fartpilot, kørte med 130 km/t, da Rebecca fra sin plads på passagersædet lagde mærke til, at hendes mor blev ved med at stirre på en bygning i horisonten.

– Jeg sagde: ”Mor, du skal altså lige holde øje med vejen”, men hun svarede ikke, og så kunne jeg se på hendes øjne, at der var noget galt. Hun var ”væk”. Hun sagde nogle hvæselyde og rystede lidt, så gav hun slip på rattet og faldt over mod døren, husker Rebecca Paja Juul Pedersen.

Greb selv rattet

Rebecca var skrækslagen, men dog fattet nok til at handle.

– Et eller andet måtte jeg jo gøre. Jeg lænede mig ind over mor, tog rattet og drejede bilen ind i nødsporet. Jeg ledte efter håndbremsen, men kunne ikke finde den, for jeg vidste ikke, at den i vores bil sidder i gearstangen.

Hun måtte hurtigt finde en anden måde at stoppe bilen på.

– Jeg drejede rattet ind mod autoværnet, så det skrabede mod bilens side og på den måde fik farten ned. Sådan kørte vi videre i cirka 500 meter, og imens fandt jeg ud af, hvordan man slukker bilen på stopknappen. Så bremsede vi lige så stille, forklarer Rebecca.

Kun bilen kom til skade under mødet med autoværnet, ellers var alt andet intakt. Rebecca konstaterede med et blik ud på motorvejen, at trafikken gled helt normalt, som om intet var sket.

Hendes mor var til gengæld stadig bevidstløs.

– Holger spurgte, hvad der var sket. Jeg sagde til ham, at han skulle slappe af og sidde med sin telefon, mens jeg ringede efter en ambulance til mor, siger Rebecca.

Da hun havde sikret sig, at der var en ambulance på vej, sænkede hun sin mors ryglæn og lagde hende ned, som personen i røret havde instrueret hende i.

– Ingen stoppede for at hjælpe, men jeg tror ikke, at nogen lagde mærke til, at vi var kørt galt, vurderer hun.

Uklar årsag

Ambulancen ankom og kørte dem alle tre til Randers sygehus. Heidi vågnede i ambulancen.

– Lægerne tog nogle prøver, men kunne ikke fastslå, hvad der var sket. Det er ikke så rart at gå rundt uden at kende årsagen, siger Heidi.

Efter 12 timer på sygehuset, hvor hendes eksmand – børnenes far – stødte til, fik hun lov til at tage hjem. Med besked om ikke at køre bil det næste halve år.

– Så må vi tage cyklerne i stedet, siger Heidi og griner. Det kan hun heldigvis stadig. Hun er kommet sig over den værste forskrækkelse og har det fysisk godt i dag.

Rebecca, der i forvejen kæmpede med angst, har været hårdere ramt.

– Jeg har det fint med at køre små ture inde i byen, men på motorveje eller landeveje kigger jeg hele tiden i spejlene og holder øje med personen bag rattet. Hvis vedkommende sidder lidt mærkeligt, giver det mig et sug i maven, der gør ondt, fortæller hun.

Heidi har talt oplevelsen igennem med datteren og gør sit bedste for at hjælpe hende med at fokusere på det positive.

– Nu ved du i hvert fald, hvordan du reagerer i en kritisk situation. Det er der mange, der ikke gør. Du var sej og stærk, siger hun til Rebecca og minder hende om den ros, hun har fået af redningsfolk, familie og bekendte.

– Hun reddede tre liv: Mit, Holgers og sit eget. Måske endnu flere, for hvad kunne der ikke være sket, hvis vi havde ramt andre biler, funderer Heidi.

Oplevelsen har sat livet i perspektiv og desuden resulteret i en ny husholdningsmaskine.

– Tidligere har jeg lagt penge til side og sparet op, men nu er det blevet lige så vigtigt, at vi bruger dem på noget, der gør os glade. Men ved jo aldrig, hvor længe man er her. Få dage efter vi kørte galt, spurgte Rebecca, om hun nu måtte få den ismaskine, hun havde ønsket sig længe. Da var jeg nem at overtale, afslører Heidi med et grin.