Pias små helte: Reddede mormors liv

Valdemar og Frederikke elsker at være sammen med deres mormor, Pia, og de ville naturligvis gerne med, da hun i sommerferien 2022 tog i parken i Svenstrup for at lufte deres fælles hund, Maggie. Det priser Pia sig lykkelig for i dag, for det er formentlig takket være børnebørnenes selskab, at hun stadig er i live.

– Frederikke fik lov til at holde Maggies snor den dag. Det gør hun normalt ikke, for det er en stærk hund, siger Pia Steimle Mortensen, 65, om den legesyge golden retriever.

– Da Maggie fik øje på åen, ville den derned med det samme, og så trak den så hårdt i snoren, at jeg kom til at give slip, fortæller Frederikke Steimle Nøhr Larsen, der dengang var otte år.

Reagerede hurtigt

Det var en varm dag, så hendes tre år ældre bror, Valdemar Steimle Nøhr Larsen, tog skoene af og gik ud i åen for at hente hunden op igen.

– Idet han gik op ad skrænten med Maggie, gav han mig snoren, og så kan jeg faktisk ikke huske mere, siger Pia.

Maggie ville nemlig ned i åen igen og rev Pia med sig med en sådan kraft, at hun endte med hovedet under vandet og slog sig hårdt på nogle sten i faldet. Heldigvis reagerede Valdemar hurtigt.

– Jeg skyndte mig ned til mormor og fik hendes hoved over vandet. Og så trak jeg hende op ad skrænten og lagde hende på stien i aflåst sideleje, fortæller den handlekraftige dreng, som året forinden havde lært førstehjælp i skolen.

Derefter fik han fat i Maggie i åen og bandt den til en bænk i nærheden, mens han bad sin søster om at sætte sig ved sin mormors side. Og så løb han ellers barfodet af sted efter hjælp.

– Mens Valdemar var væk, prøvede jeg at komme i kontakt med mormor, men det var virkelig svært. Jeg spurgte, om hun var okay, men hun svarede bare: ”Nej, det er jeg ikke”. Hun havde det rigtig skidt, husker Frederikke.

Alvorlige skader

Pia var ikke bevidstløs på noget tidspunkt, men hun mindes selv i glimt, at hun var ”fortumlet, forslået og havde ondt alle steder”. Snarrådigt fik Frederikke fat i sin mormors telefon og ringede til sin mor, Sanne, som straks cyklede af sted fra sit arbejde med Frederikke i røret.

I mellemtiden vendte Valdemar tilbage sammen med en fremmed mand, der var ude at gå tur med barnevogn, da den 11-årige dreng havde kontaktet ham med ordene: ”Jeg har brug for hjælp! Min mormor er faldet ned i en å!”. Ved synet af Pia, som lå på stien, ringede manden 112, og ambulancen nåede frem, kort efter at Sanne også var ankommet.

– Ambulancen kørte stille og roligt væk med mormor, og vi tog hjem sammen med mor for at hente noget tørt tøj til hende. Vi troede, at hun kunne komme hjem fra hospitalet igen samme dag, men sådan gik det ikke, siger Valdemar.

I ambulancen gik det op for lægerne, at Pias tilstand var alvorlig, og de ændrede udrykningen til en traumekørsel. På hospitalet konstaterede man, at hun havde revet sin urinleder over, slået et stykke af rygsøjlen og beskadiget både leveren, begge nyrer og det ene ben.

– Da jeg ankom til traumestuen, stod der med det samme 10-12 mennesker omkring mig. Jeg blev indlagt på intensivafdelingen med indre blødninger og blev opereret dagen efter. Jeg havde slanger over det hele og var helt omtumlet på grund af al den smertestillende medicin, jeg fik, fortæller Pia.

Det var derfor ikke et rart syn, der mødte børnebørnene, da de senere besøgte hende på hospitalsstuen med en æske chokolade og en buket blomster i favnen.

– Vi fik et chok, da vi så hende. Der hang en stor blodpose ved siden af hende, og det lignede noget fra en gyserfilm, husker Frederikke.

Hun og Valdemar har brugt tid på at tale oplevelsen igennem med resten af familien. Pia er heldigvis kommet sig fysisk, og i dag er det kun benet, der driller en lille smule efter det trælår, hun pådrog sig under faldet.

– Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der kunne være sket, hvis ikke Valdemar og Frederikke havde været der. Hvordan Valdemar fik mig hevet op ad den stejle skrænt, forstår jeg ikke. Og hvordan Frederikke bevarede roen, aner jeg heller ikke. Jeg er så stolt af dem begge, siger Pia og giver børnebørnene et inderligt kram.

Hun håber, at de ved at dele historien kan sprede budskabet om vigtigheden i at lære førstehjælp.

– Det var rart, at jeg vidste, hvad jeg skulle gøre, fordi jeg netop havde lært førstehjælp. For vi var jo samtidig rigtig bange, siger Valdemar.

Frederikke har spurgt sin lærer, om de også kan få et førstehjælpskursus i deres klasse.

Søskendeparrets indsats har ikke kun imponeret familien, de ansatte på hospitalet og vennerne i skolen. De var også blandt de tre nominerede til titlen som ”Årets Førstehjælper”, da Røde Kors uddelte prisen i marts.

– Titlen gik til en anden, men det vigtigste er, at mormor er i live, siger børnene.

Med nomineringen fulgte en præmie på 3.000 kroner, som de har tænkt sig at bruge på en tur til Lalandia, afslører Frederikke.

– Og jeg vil gerne med! afbryder Pia med et smil.

– Jeg tror måske, du har fået vand nok for de næste mange år, driller Valdemar og får både sin mormor og søster til at bryde ud i latter.

I dag kan de heldigvis alle grine ad Pias ufrivillige tur i åen.