Højgravid da kæresten omkom

Ulrikke var gravid i syvende måned, da hendes kæreste, Jan, omkom under en redningsaktion på havet. Tre dage senere bankede døden på igen.

Det var ikke planlagt, da Ulrikke blev gravid som 27-årig. Hun havde lige mødt den to år yngre Jan og var faldet pladask for den flotte marinekonstabel, hvis smittende humør og eventyrlyst gjorde hende blød i knæene.

– Jan nød hver eneste dag, han havde. Han var kæk og fræk, men samtidig også blød og behagelig at omgås. Han lavede ofte mad til mig og sagde, at jeg bare skulle sætte mig og slappe af imens, fortæller Ulrikke Ginderskov, 41, om de dejlige minder, hun nåede at skabe sammen med Jan.

Det unge par fik ikke lang tid sammen. Jan sejlede ofte og var væk i flere uger i træk. Det var også på en af de mange sejladser, at han fik overrakt beskeden om, at han skulle være far. I juni 2006 opdagede Ulrikke, at hun ventede sig, og selv om forholdet til Jan var nyt, var hun ikke i tvivl om, at hun ville have barnet. Også selv om Jan måske ikke var klar.

– Min mor var syg, og hun havde, siden jeg var 25 år, presset på for at blive mormor. Og så tænkte jeg: ”Nu er det nu.” Jeg var jo også faldet fuldstændig for Jan, siger Ulrikke, som ringede til sin kæreste og fortalte ham nyheden.

Glædede sig til at blive far

Jan var ikke en mand, der satte mange ord på sine følelser, og Ulrikke fik heller ikke den store reaktion ud af ham i dét øjeblik.

– Men jeg kan huske, at jeg var på ferie måneden efter, og lige pludselig væltede det ind med sms’er fra ham med forslag til børnenavne. Så på den måde viste han interesse for det alligevel, husker Ulrikke.

Efter Jans død hørte hun ad omveje, at Jan havde sagt til en af sine kollegaer, at han glædede sig til at blive far.

– Men han nåede aldrig at sige det til mig.

I starten af december tog Jan på en længere mission med et af Søværnets redningsskibe for at hjælpe nødstedte besætninger i det islandske farvand.

– Han havde en stor drøm om at komme til Island. Og det kom han, siger Ulrikke om sin kærestes sidste eventyr.

Den sidste samtale

Hendes sidste samtale med Jan handlede om praktiske ting omkring det lille barn, der snart ville komme til verden. Ulrikke havde brug for Jans cpr-nummer til nogle papirer, der skulle udfyldes.

– Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det skulle være sidste gang, vi snakkede sammen.

Den 19. december 2006 stødte et fragtskib på grund i havet ud for Keflavik. Skibet begyndte at tage vand ind i de høje bølger, og Jan og hans kollegaer ilede til undsætning i en gummibåd. Herefter gik alt galt.

– Båden kæntrede, og Jans redningsvest sad fast i den, så han måtte kravle ud af vesten. De var ikke ret langt fra land, men der var et kæmpe rev, og når der kom bølger, blev de kastet frem og tilbage, så de kunne ikke svømme ind. Og så lå han dér uden redningsvest, og redningshelikopteren, der skulle komme, havde fået ødelagt sin ene motor, fortæller Ulrikke.

Druknede i bølgerne

Jan druknede i de iskolde bølger, mens hans syv kollegaer efter mere end en times overlevelseskamp blev reddet i land.

Læs hele historien om Jans dødsulykke her: Jan døde som en helt

Ulrikke fik den forfærdelige nyhed helt tilfældigt samme aften.

– Jeg sad og så tekst-tv, hvor der stod, at en sømand var omkommet. Jeg tænkte, at jeg hellere måtte læse det, og så stod der ”Jan Nordskov Larsen, 25”. Jeg tror, jeg læste det 40 gange, siger Ulrikke, som ikke havde fået direkte besked om ulykken, da hun ikke var gift med Jan og derfor ikke var nærmeste pårørende.

Da det endelig gik op for hende, hvad der var sket, gik hun i chok.

– Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Det var, som om jeg befandt mig i en osteklokke. På det tidspunkt lå min mor på hospitalet, og jeg vidste, at det kun gik én vej med hende. Og så kom det her oveni.

Det spirende liv i Ulrikkes mave var det eneste, der holdt hende oppe.

– Jeg tænkte: ”Jeg er nødt til at komme videre. Jeg er højgravid og kan ikke bare sidde og have ondt af mig selv. Jeg har et barn, der har brug for mig.”

Ramt af nyt dødsfald

Tre dage senere bankede døden på igen. Ulrikkes mor, Jane, havde uhelbredelig kræft og var blevet indlagt på hospitalet med lungebetændelse. Den 22. december gav hendes krop op. Hun blev 52 år.

– Jeg havde besøgt hende om formiddagen og kørte hjem igen ved 17-tiden. Da klokken var 20, ringede de fra hospitalet og sagde, at nu var hun sovet ind. Situationen var så ekstrem, at jeg ikke kunne forholde mig til den. Min krop var der, men mentalt var jeg der ikke. Følelserne kom først senere med årene, da jeg fik det lidt på afstand. Jeg har stortudet mange gange og tænkt ”Hvorfor mig?”, og jeg har talt til min mor og sagt ”Hvorfor er du her ikke?”. Hun skulle have været min klippe, for hun vidste, hvordan det var at være alenemor.

Ulrikkes mor betød alt for hende. Det havde altid været de to mod resten af verden. Ulrikke er enebarn, og Jane var alene med sin datter hele hendes opvækst. De dannede derfor et særdeles tæt bånd, som varede ved til det sidste.

– Min mor gav mig alt, hvad jeg ønskede mig, og jeg er dybt taknemmelig for den barndom, hun gav mig. Hun gik nærmest fra hus og hjem, for at jeg kunne gå til kunstskøjteløb. Det eneste, hun havde for øje, var, at jeg skulle have det godt, siger Ulrikke, hvis største drøm var at give sin mor dét, hun ønskede sig allermest – et barnebarn.

Savnet til fødslen

Den 1. februar 2007 fødte Ulrikke sin datter, Michaela, ved et akut kejsersnit på Hillerød Sygehus. Det samme sted, som hendes mor kort forinden var gået bort.

– Det ramte mig, for jeg tænkte ”Jeg har lige været her for at sige farvel til min mor, og nu skal jeg give et liv.” Jeg kunne godt have undet min mor, at hun lige havde holdt ud bare til den 2. februar, så hun kunne have set hende, siger Ulrikke og fortæller, at Michaela har fået mellemnavnet Jane for at ære både sin mormor og sin far. De var begge savnet til fødslen og har været det lige siden.

Michaela, der i dag er 14 år, savner også sin far, selv om hun aldrig nåede at møde ham.

– Allerede i børnehaven spurgte hun mig ”Mor, hvorfor er det altid dig, der henter mig? Hvorfor har jeg ikke nogen far?”. Så i en tidlig alder valgte jeg at fortælle hende om hendes far, så hun ikke skulle tro, at han bare var taget væk og ikke ville have hende. Jeg sagde til hende, at han var omkommet i vandet – at han var druknet og ikke lever mere.

I starten var det svært for den lille pige at forholde sig til. Men nu er Michaela så gammel, at hun forstår det hele. Og hun snakker ofte om og til sin far.

– Han betyder meget for hende. Hun skriver hilsner til ham, hvor der står ”Hej far. Jeg elsker dig. Jeg tænker på dig hver dag. Jeg håber, at du kigger på mig. Og jeg ville ønske, du var her.” Sådan nogle ting, siger Ulrikke og fortæller, at Michaela minder om sin far.

– Hun er lige så fjollet som ham. Og især som lille lignede hun ham ufatteligt meget. Jeg håber, at han følger hende og ser den fantastiske pige, hun har udviklet sig til.

Mystiske oplevelser

Ulrikke har haft to oplevelser, som får hende til at tro, at Jan stadig er der et sted. Den første gang var, da Michaela var omkring et år. Ulrikke lå i sengen om aftenen, da hun pludselig så en silhuet lægge sig ved siden af hende. Den lignede Jan. Og så hørte hun ordene: ”Jeg er her nu.”

– Og så har jeg haft en oplevelse med, at en gammel sms fra Jan dukkede op på min telefon en dag, jeg skulle på date. Det var nogle år efter, at han var gået bort. Dagen efter forsvandt sms’en, da jeg ville kigge på den igen. Det var de fire sidste cifre i hans cpr-nummer. Jeg ved ikke, om han prøvede at fortælle mig, at jeg ikke skulle tage på den date. Der kom nu heller ikke noget ud af den, griner Ulrikke.

Ønsket om at få bekræftet Jans tilstedeværelse har fået hende til at kontakte Ude og Hjemmes clairvoyant, Selma Ambirk. Ulrikke håber også at få kontakt til sin mor, så hun kan få en ordentlig afsked med dem begge.

– Jeg føler ikke, at bogen er lukket, fordi tingene skete så brat. Jeg mangler en afslutning, forklarer hun.

I videoen i toppen af artiklen kan du se, hvordan Ulrikkes seance med Selma forløb.

Få en seance med Selma

Ønsker du kontakt med en afdød, der stod dig nært, og vil du have Selma Ambirks hjælp til at skabe kontakten? Så send en mail til [email protected] med dine kontaktoplysninger. Skriv også kort, hvem du ønsker kontakt til. 

Seancen vil foregå hjemme hos dig, og den er gratis. Du skal dog være indforstået med, at der bliver lavet en artikel om seancen til Ude og Hjemme samt videooptagelser til brug på vores hjemmeside i forbindelse med Selmas besøg.